Tag-arkiv: børnearbejde

28. februar 1917 – Ribe Stiftstidende: “dauernd kriegsunbrauchbar”

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Intet mandskab fra garnisonerne til høstarbejde i aar. Børn fra 12 aar opfordres til at melde sig.

I Schleswigsche Grenzpost for i lørdags læses to bekendtgørelser fra garnisonskommandoet i Haderslev: I den ene opfordres landboere og gartnere i Haderslev by til den 10. marts 1917 at opgive, hvor mange unge arbejdere 1)12-14 aars, 2) mere end 14 aars drenge (piger), for hvor længe og i hvilke maaneder de vil sysselsætte i deres bedrifter. Hvem der ikke anmelder sit sandsynlige behov til det foran opgivne tidspunkt, kan ikke regne sikkert med at faa ungdommelige hjælpekræfter. Det vil ikke være muligt i aar af militære grunde at stille mandskab fra garnisonen til landbrugsarbejder osv. I den anden hedder det: Ungdom, som ikke mere besøger skolen, men endnu ikke er hjælpetjenstpligtige (altsaa endnu ikke 17 aar) og ikke tilhører et ungdomskompagni, men med deres forældres samtykke vil stille sig til fædrelandets tjeneste, kan melde sig til 5. marts 1917 hos garnisonskommandoet, hvor der gives nærmere oplysning. Schleswigsche Grenzpost forklarer bl. andet: Til understøttelse af landbrugs- og gartnerbedrifter her i byen agter man i aar i udvidet omfang at tage ungdommen af begge køn fra det 12. aar til hjælp.

Varigt uduelige

Landraaden i Haderslev bekendtgør som formand for Forstærkningskommissionen i Schleswigsche Grenzpost i lørdags: Alle mandskaber af alle aargange, som paa og ved sessionen for “varigt uduelige”(D.U.) i oktober 1915 er bleven betegnede som D.U. eller “evigt  krigsubrugbare”(dauernd kriegsunbrauchbar) og som følge deraf ikke mere har staaet under militær kontrol, opfordres hermed til under fremlæggelse af militærpapirer(militærpas eller mønstringslegitimation) straks at melde sig mundtlig eller skriftlig paa det kongelige landraadskontor(Militærkontoret).

27. februar 1917 – Ribe Stiftstidende: syd for grænsen

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Skolebørn til at luge

Den prøjsiske landbrugsminister har udsendt en rundskrivelse til regeringspræsidenterne, hvori det anbefales at faa skolebørnene til at luge ukrudt af, hjælpe ved kartoffellægningen og ved høstarbejdet. Det maa dog indrettes saaledes, at børnenes sundhed ikke lider skade ved arbejdet, der ikke maa overstige deres kræfter.

Faldne

Johan Johansen, søn af sporskifter J. i Skærbæk, der har været savnet, skal ifølge efterretninger til forældrene være falden.

Landmand Johannes Klindt i Sølsted ved Tønder har modtaget budskab om, at hans søn Chresten er forulykket ved et togsammenstød i Ungarn den 23. januar. Den forulykkede var soldat ved krigens udbrud og havde nu været soldat i 4 aar og 4 maaneder. I hans vennekreds var han anset og afholdt, og han var en dygtig landmand. En af hans brødre er ved Østfronten, og en anden har faaet benet knust i Rusland og har ligget 16 maaneder paa et hospital.

Martin Nissum og hustru i Gjelstoft har faaet efterretning  om, at deres yngste søn Martin er død paa et krigslazaret den 7. februar, 24 aar gl.

Enke Berteline Schmidt i Høgsbro har modtaget budskab om, at hendes eneste søn, S. Knudsen Schmidt, er død paa et feltlazaret i Rumænien, 23 aar gl.

Saarede

Gaardejer Jørgen Staugaard fra Felsted er i de sidste dage bleven saaret i begge ben. Saarene er ikke farlige.

I tabslisten meddeles, at Peter Wind fra Spandet ved Arnum er bleven let saaret ved et ulykkestilfælde.

I fangenskab

I torsdags modtog rentier M. A. Jessen og hustru i Aabenraa meddelelse fra Røde Kors i København, at deres søn Heinrich befinder sig rask i rumænsk fangenskab.

I tabslisten meddeles, at Hans Fromm fra Grarup, der tidligere har været meldt savnet fra udlandet, er i fangenskab.

Jørgen Uldal i Arnitlund, der var meldt savnet, befinder sig i fransk fangenskab.