Broager sogn inkl. Egernsund

Broagerlands Lokalarkiv har et medlemskartotek med 262 medlemskort for medlemmer af DSK Broager afdeling.  Takket være arkivets velvilje og flere frivilliges indsats har det været muligt at affotografere disse kartotekskort, afskrive oplysningerne i personskemaer og i flere tilfælde supplere kortenes oplysninger.

Samtidig er der fundet oplysninger i andre kilder, herunder mindetavlerne i DSK Årbøgerne, så der i løbet af juli 2019 er oprettet personlige sider for ca. 320 krigsdeltagere med tilknytning til Broager sogn (inkl. Egernsund).

Ingen af kartotekskortene er forsynet med fotografier og derfor bringes der ikke billeder af kortene på enkelte personsider. Eksempler på kortene kan ses på personsiderne for blandt andre: Otto Rudolf Paul Sange (1891-1962) og Hans Christian Hansen Eis (1873-1956).

For at se originalkortene skal man kontakte Broagerlands Lokalarkiv (se http://broagerlandsarkiv.dk/ ), som er i besiddelse af de originale kort. Det skal dog understreges at samlingen ikke er komplet og der derfor ikke er bevaret kartotekskort for alle DSK-medlemmer på Broagerlands Lokalarkiv.

Det sidste medlem af DSK Broager afdeling døde i 1995, herefter blev fanen fra DSK Broager afdeling overdraget til Museet på Sønderborg Slot.
Her følger uddrag af oplysninger om fanen:
Fanen er anskaffet efter oprettelsen i 1938. Der blev ført protokol og regnskabsbog over foreningens arbejde og disse to protokoller er på Lokalhistorisk Arkiv i Broager. DSK i Broager havde 288 medlemmer.

Fanen var med til generalforsamlinger og til amtsstævner (i Sønderborg) og til herredstævner. Den var med til store fællesmøder som Dybbølfesten i 1945, 1864-jubilæet i 1964 og i 1970.
Der var DSK-møder på kongens fødselsdag den 26. september under besættelsen. Der anvendtes fangen også.

Siden 1970-erne har fanen kun været brugt til begravelser.
I Broager har der været kun to formænd for DSK:
Mejeribestyrer A.P. Hansen 1938-1950
Gårdejer Hans Struck 1950-1979
Efter hans død har Frede Struck administreret foreningen. Sparekassen i Broager gav gennem sin gavefond tilskud hvert år.  Kontingentindsamlingen ophørte i 1980
”.

2 tanker om “Broager sogn inkl. Egernsund”

  1. Har I nogen oplysninger om Kristian Jensen
    Født 1851 og død 1924. Han er indkaldt til militær i 1914. I 1885 er han blevet optaget på optantlisten i Sønderborg amt. Hans forældre er Fridrik Jensen i Skodsbøl

    1. Til Inger-Lise Hansen.

      Tak for din kommentar.

      Kristian Jensen (1851-1925) har næppe været indkaldt som soldat under 1. verdenskrig. Det er han som alt for gammel til.
      Mænd ældre end 45 år blev normalt ikke indkaldt medmindre de var læger, ingeniører eller lignende. Det er der intet der tyder på, at Kristian Jensen har været, da han ved sin død 22/06-1925 er aftægtsmand i Broager sogn.

      Du er velkommen til at sende en mail til mig med de oplysninger du har – så kigger jeg gerne nærmere på det.

      Med venlig hilsen
      Hanne C. Christensen
      Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Sønderjyderne og Den store krig 1914 – 1918