I 1914 havde Sønderjylland været under tysk styre i 50 år, og intet tydede på, at det ville forandre sig i fremtiden.

For den tysksindede del af den sønderjyske befolkning gav det tryghed at være borgere i Europas stærkeste militærmagt.  Men landsdelens dansksindede flertal havde siden 1864 håbet på en genforening med Danmark. I de første 25 år efter 1864 havde de forventet, at en folkeafstemning og en efterfølgende genforening var nært forestående og indrettet deres politik derefter. Men genforeningen kom ikke. I stedet havde Preussen indledt en politik, der havde til formål at forvandle alle landsdelens indbyggere til gode, kejsertro tyskere.

De dansksindede sønderjyder havde derfor siden 1880’erne organiseret sig med henblik på at føre en muligvis generationslang nationalitetskamp. De havde stiftet en forening til bevarelse af det danske sprog; en forening, der sendte børn fra dansksindede hjem på efterskoler og højskoler i Danmark, når de var færdige med den obligatoriske tyske skolegang; et parti, der varetog de dansksindede sønderjyders interesser i de tyske parlamenter; og en forening, der ydede kreditter, så danskejede landbrug kunne bevares på danske hænder. Den danske bevægelse i Sønderjylland var i 1914 gennemorganiseret.

På foreningernes fælles store danske årsmøde den 14. juni 1914 i Haderslev gjorde sønderjydernes organisatoriske leder, rigsdagsmand H.P. Hanssen, status. Han mindede om danskhedens tusindårige hjemstavnsret i Sønderjylland; han så tilbage på arbejdet for at bevare danskheden siden 1864; og han konstaterede med tilfredshed, at den danske bevægelse aldrig havde stået stærkere, end den gjorde nu.

H.P. Hanssen imødeså derfor fremtiden med fortrøstning, også selvom tiden under tysk styre skulle vare ved i mange generationer endnu. Han sluttede sin tale med at citere fra Hostrups trodsige digt ”Til Fjenden” fra nederlagsåret 1864:

”derfor vil vi som svar på vore modstanderes larmende sejrsfester tilråbe dem:

Du kan vel kro dig af døgnets kår
og af sejren, de har dig skabt;
men du fører en kamp imod tusinde år,
og i den har du visselig tabt!”

De ”larmende sejrsfester”, som H.P. Hanssen hentydede til, var jubilæumsfesterne i anledning af 50-året for sejren over Danmark i 1864.

Årsdagene for stormen på Dybbøl den 18. april og overgangen til Als den 28-29. juni blev fejret med storslåede festligheder på den gamle slagmark ved Alssund. Her deltog både lokale borgere, preussiske krigsveteraner fra 1864, højtstående embedsmænd og fyrstelige personer. Det hele blev festligt indrammet af militær pomp og pragt: parader af soldater i prangende uniformer i snorlige rækker, klingende musik og vajende flag, således som det var skik i Det tyske Kejserrige – og i alle de øvrige europæiske stormagter.

Hæren og flåden var kilder til national stolthed, og navnlig i Tyskland åbnede en officersrang døre til statslige embeder og ledende stillinger i erhvervslivet. Selv vejen til en ydmyg stilling som embedsmand ved postvæsenet eller jernbanen kunne lettes betragteligt, hvis man havde opnået en underofficersrang eller havde præsteret gode karakterer under værnepligten. Allerede mere end et århundrede tidligere havde den preussiske politiker, Friedrich von Schrötter, halvt spøgefuldt udtalt: ”Preussen er ikke en stat med en hær, men en hær med en stat.” Det gjaldt i 1914 næsten mere end nogensinde.

De soldater, der stillede op i snorlige rækker, og hvis marchorkestre leverede musikken til festlighederne, var fra regiment, Füsilier-Regiment ”Königin” Nr. 86, der havde kaserner på Sønderborg Slot og i Flensborg. Der deltog desuden marinesoldater fra den nyligt anlagte store skibsartilleriskole i Sønderborg, hvis pansrede krigsskibe lå til kajs lige på den anden side af Alssund.

Blandt de værnepligtige i rækkerne var mange sønderjyder. Værnepligten var blevet indført ved Slesvig-Holstens indlemmelse som provins i Preussen i 1867. I de følgende 25 år var det almindeligt, at de unge, dansksindede mænd udvandrede, når de nåede værnepligtsalderen. Tanken om at aflægge ed til fjenden og trække i tysk uniform var for mange helt umulig. Ved udbruddet af den fransk-tyske krig i 1870 var tusindvis af mænd tilmed flygtet nordpå over grænsen ved udsigten til at blive indkaldt til krigstjeneste – og måske endda risikere at blive sendt i krig mod Danmark, hvis landet skulle beslutte sig at gøre fælles sag med Frankrig og genvinde, hvad man havde tabt i 1864.

Men Tyskland vandt krigen. Mange af de udvandrede og flygtede kunne ikke vende tilbage. 1880’ernes danske aviser i Sønderjylland er fyldt med historier om gårde, der har været i slægtens eje i generationer, men nu måtte afhændes til tyske købere, fordi alle de voksne sønner var udvandret til Danmark og fordi der ikke var tilstrækkeligt med unge, dansksindede landmænd til at købe. I mange sønderjyske hjem blev det en familieerfaring, at det kunne have store omkostninger at unddrage sig soldatertjenesten i en krig, som Tyskland vandt.

I løbet af 1880’erne ophørte udvandringen gradvist. I den danske bevægelse indså man efter nogen diskussion, at det ikke nyttede noget at tømme landsdelen for unge, dansksindede mænd. For hvem skulle overtage gårdene? Hvem skulle gifte sig med de sønderjyske piger? Hvis en hel generation at dansksindede mænd udvandrede, ville dette meget hurtigt udviske landsdelens danske præg. En forudsætning for at bevare Sønderjylland dansk var, at drengene blev. Og for at de kunne blive, var det nødvendigt, at de opfyldte værnepligten.

Derfor blev det fra 1880’erne almindeligt også for dansksindede unge mænd at aftjene værnepligt. Den danske bevægelse lagde i sin politik over for de tyske myndigheder meget stor vægt på netop dette: Befolkningen gjorde sin pligt, og derfor kunne den også kræve sin ret til at leve som danske i sin egen hjemstavn uden at være udsat for smålig undertrykkelse.

Den frygt, mange i den ældre generation havde haft for, at de to-tre års værnepligt ville præge de unge i tysk, kejsertro retning, viste sig set at være ubegrundet. Efter endt værnepligt gik mange af de unge mænd med energi ind i de danske foreninger. Det vendte den tilbagegang, der havde præget den danske bevægelse indtil 1880’erne, til fremgang og ny styrke i årene efter 1900.

Sønderjydernes aftjening af værnepligten er den helt nødvendige forudsætning for H.P. Hanssens optimistiske tale på årsmødet i Haderslev i juni 1914. Men den betød også, at da krigen brød ud halvanden måned senere, stod en hel generation af sønderjyske mænd klar til at møde op.

De store sejrsfester på Dybbøl kulminerede på årsdagen for preussernes overgang til Als den 28. juni 1914. Hovedtaleren var kejser Wilhelms lillebror, prins Heinrich af Preussen. Han hyldede de mange fremmødte preussiske krigsveteraner og fremhævede deres mod og selvopofrelse som et eksempel til efterfølgelse for nutiden. Han udtrykte også en forventning om, at tysk ånd og tysk væsen snart ville trænge igennem ”helt til vort nordgrænselands grænse.”

Men prinsen havde endnu ikke forladt skanserne, før et ekspresbud kom ilende med et vigtigt telegram: Tidligere samme dag var den østrig-ungarske tronfølger, ærkehertug Franz Ferdinand, og hans hustru Sophie blevet myrdet i Sarajevo.

Festlighederne blev afkortet, og de høje personligheder hastede hjem til Berlin.  Det trak op til krig i Europa.

På et stort lærred i intro-rummet til særudstillingen vises en fil, der på 6 minutter introducerer Første Verdenskrigs årsager, forløb og betydning for Europa og Sønderjylland.