Senest ændret den 27. juni 2022 20:37

Persondata
Født:  01/04-1894, Rørkær, Hostrup sogn.
Død:  17/06-1948, Skagen sygehus, Hjørring amt.
Begravet 21/06-1948, Assistens kirkegård, Skagen sogn.
Uddannelse: –
Erhverv: Schlosser (i 1914). Klejnsmed (i 1921). Mekaniker (i 1926). Vulkanisør (i 1930). Mekaniker og invaliderentenyder (i 1948).
Bopæl:  Rørkær, Hostrup sogn. Kiel (i 1912 eller 1914). Haderslev købstad (i 1920).  Rørkær, Hostrup sogn (i maj 1926). Skagen, Hjørring amt (i 1930).
Hustru: Gift 22/05-1926 i Skagen kirke med Bertha Laurine Pedersen Hovkjær (født 1903).
Børn (før krigsafslutningen): –

Andet: Bror til Wilhelm Detlef Stöckler (1896-1965) og Eberhard Stöckler (1899-1990).

Militære løbebane før krigen
Indtrådt: 01/10-1912
Udtrådt: –
Enhed(er): 1 Werftsdivision, Kiel.
Rang: 3-årig frivillig
Andet:  Christian Stöckler mødte ikke på session i 1914, da han allerede i 1912 havde påbegyndt værnepligten ved marinen. (Kilde: Alfabetiske liste).

Militære løbebane under krigen
Indtrådt: Værnepligtig ved krigsudbruddet.
Udtrådt: 06/01-1920
Enhed(er): S.M.S. Dresden, 1 Werftsdivision, 2 Abteilung, 3 Kompagnie (i marts 1915).
Rang:  Heizer. Fyrbøder.
Uddannet som: Marinesoldat.
Såret: –
Udmærkelser: –
Andet: Opført i “Verlustlisten” (dateret 10/06-1915) som “zurückgeh.” (= tilbageholdt).

Opført i “Geheime Marine Verlustlisten” (udateret) som “Heizer” der er “zurückgehalten”.
I overskiften på denne del af listen står: “SMS “Dresden”. Seegefecht bei Juan Fernandez 14.3. 1915. Die als “zurückgehalten” Bezeichneten befinden sich i Chile, doch sine diese Angaben noch nicht ganz zweifelsfrei“.

Var ifølge kartotekskort over krigsfanger interneret i Chile.

Opholdt sig 01/10-1918 i “Fangenskab, Amerika” (Kilde: Folketælling 1921).

Efter krigen
Christian Stöckler flyttede fra Tønder til Haderslev, hvor han 1921 var klejnsmed.
Ved vielsen i 1926 er Christian Stöckler mekaniker i Rørkær, Hostrup sogn.
I 1930 var Christian Stöckler vulkanisør og 1948 mekaniker i Skagen sogn.

Kilder
Fødselsbiregister, Hostrup, RAA.

Alfabetiske lister (= lægdsruller), Tønder Landråd, årgang 1894, Rohrkarr, Rigsarkivet. (Eksternt link, juni 2022). Ifølge denne kilde indtrådt i marinen den 01/10-1912.

Midlertidige Ministerium Sønderjyske Anliggender Krigsfangekontoret, Kartotekskort over krigsfanger, Rigsarkivet. (Eksternt link, juni 2022).

Sønderjyske lægdsruller (1920-1920). Udskrivningskredsen for Sønderjylland. Rigsarkivet Aabenraa. Indført under bogstav S (= årgang 1920), fødselsår 1894, lægdsnummer 109 (= Haderslev købstad). Ifølge denne kilde indtrådt i marinen den 01/10-1913.

Folketælling 01/02-1921, Haderslev købstad, Højgade 9. Rigsarkivet.
Folketælling 05/11-1930, Skagen. Rigsarkivet. Vielsesår ifølge denne kilde.

Kirkebog, Skagen sogn, Rigsarkivet.

Publikationer
“Mine Oplevelser om Livet til Søs i den store Krig og mit uforglemmelige Fangenskab“, udgiver: Chr. Støckler, Skagen, 1933.

Christen P. Christensen: “Kejserens sidste Kaperkrydser“. Martins Forlag, 1934.
Christen P. Christensen: “Fire Aar paa Quiriquina“. Martins Forlag, 1935.
Christen P. Christensen: “Letzte Kaperfahrt nach Quiriquina“. Drei Masken Verlag, 1936.

Marinehistorisk Tidsskrift 2012-3: “De var to” (eksternt link).

Fotos
–

• øvrige oplysninger: Se nedenfor

Nedenstående bidrag er indsendt til Sønderborg Slot:
Af Thorkild Vejen: Sønderjyden Christian Støckler deltager i 1. verdenskrig til søs

Selvom Danmark ikke direkte blev involveret i 1. verdenskrig, deltog faktisk mange danskere i krigen, nemlig de unge danskere i det tyskbesatte Sønderjylland. Man regner med, at omkring 30.000 danske sønderjyder deltog i krigen og af disse faldt 6.000 i kampene.

En af disse sønderjyder var den senere skagbo, Christian Støckler. Han voksede op i Tønder, som dengang var tysk, og blev rutinemæssigt som 19-årig indkaldt til den tyske flåde i 1913. Da åndede alt fred og ingen fare. Han blev installeret på den lille tyske krydser “S. M. S. Dresden”, og da Tyskland ønskede at spille en rolle i storpolitikken, blev han og skibet sendt til Mexico for at redde præsidenten, der lige var blevet afsat i en borgerkrig. Missionen lykkedes, og alle om bord troede, at nu turen nu gik tilbage til Tyskland.

SMS Dresden som det så ud i sine velmagtsdage før krigen. Christian Støcklers arbejde om bord bestod i “at forsyne fyrbøderne med kul og rense ilden for slagger og slå i stykker for at det ikke skulle give anledning til at stoppe. Desuden skulle jeg trække asken fra alle kedlerne.” Et meget hårdt arbejde. Der var dog også perioder med meget lidt arbejde og Støckler beskriver alle sider af matrosernes tilværelse. SMS Dresden besøgte i øvrigt Skagen i 1910 som en del af en større flåde.

Krigen bryder ud
Men natten til 1. august blev der sendt mobiliseringsordrer til alle tyske stridskræfter til lands og til vands. SMS Dresden var nu i krig. “Vi var straks klar over, at havet ville blive vort sidste hvilested,” skrev Christian Støckler. Situationen så sandelig også alvorlig ud, for Tyskland havde kun ni krigsskibe på den sydlige halvkugle mod englændernes ca. 70, og fra første øjeblik indledte englænderne en klapjagt på fjenden.

“SMS Dresden” sejlede nu syd om Sydamerika ind i Stillehavet og forenedes her med resten af den tyske flåde.  Til at begynde med gik det meget godt, og det lykkedes oven i købet for tyskerne at sænke et par engelsk krigsskibe, men i stort søslag, der stort set ikke omtales i dansk litteratur om 1. verdenskrig, udraderede englænderne i december 1914 ved Falklandsøerne hele den tyske sydhavsflåde – undtagen Chr. Støcklers SMS Dresden. Det lykkedes skibet at slippe væk fra kampzonen, men ak, det var en stakket frist. “Som et forjaget og udmattet dyr” krøb SMS Dresden i ly ved kysten til Chile.

Tilintetgørelse
Den 14. marts 1915 var det slut med SMS Dresden. Englænderne fandt hurtigt SMS Dresden og omringede det, hvorefter de straks skred til angreb. Tyskerne, herunder Chr. Støckler, oplevede et sandt inferno af eksploderende granater. Rundt om ham lød klagen og jamren. En af hans venner, aspirant Lerche, klagede og råbte: “Giv mig vand! Giv mig vand! Jeg tørster, lad mig dø, – jeg vil dø!! I underlivet havde den (granaten) ramt ham og næsten skilt benene fra overkroppen. Det var et syn så frygteligt, at jeg aldrig glemmer det.”

Det fortsatte uafladeligt, skibet fik den ene fuldtræffer efter den anden.  Signalpersonalet meddelte, at krigsflaget var skudt ned. Men “en tysker overgiver sig ikke”, og kommandanten gav ordre til med det samme at lade krigsflaget gå til vejrs igen. Til sidst var SMS Dresden tilintetgjort, og de overlevende reddede sig i land i Chile. Blandt dem var Chr. Støckler.

SMS Dresden som vrag. I marts 1915 lykkedes det den engelsk krydser “Kent” med sine hjælpeskibe at opspore SMS Dresden, og englænderne påbegyndte straks kampen. Det tyske skib havde ikke en chance, og da kampen var forbi, lå skibet som på billedet. De overlevende, der reddede sig i land, blev i resten af krigen interneret af de chilenske myndigheder på øen Quiriquina.

Blev interneret af chilenerne
I resten af krigen levede han og de overlevende som internerede på den chilensk ø, Quiriquina, og selv om krigen sluttede i 1918, lykkedes det ham først i 1920 at nå tilbage til Tønder. Også hans to brødre kom helskindet igennem krigen.

Senere på året oplevede han at skifte nationalitet. I juni 1920 blev han dansker ved Sønderjyllands genforening med Danmark.

Efter krigen
Nu skulle Chr. Støkler så til at leve et almindelig liv som dansker. Det viste sig at være svært for ham. Men i 1926 blev han gift med Bertha Laurine Pedersen Hovkjær, hvis far var postbud i Højen (Gl. Skagen). Parret bosatte sig i Skagen og fik i de følgende år fire børn, hvoraf den førstefødte døde efter to måneder (børnedødeligheden var på dette tidspunkt knap 10 %).

Han var uddannet smed og forsøgte at skabe sig en tilværelse som mekaniker, cykelhandler og vulkanisør, men han var præget af sine oplevelser under krigen. ”I perioder, hvor han har været bundet til sygelejet eller i hvert fald ude af stand til at arbejde med sine hænder, har hans tanker ustandseligt dvælet ved sine mærkelige oplevelser, han har haft om bord på den tyske marines skibe under den store krig.”

Støckler med familie
Til sidst måtte han opgive egentligt arbejde og forsøgte at overleve ved i sine raske stunder at lave souvenirs til salg for turister. Han fik lov at stille en lille kiosk op ude på Grenen – ”en morsom, yndefuld, stråtækt hytte, hvori han kan udføre sit arbejde og sælge sine smukke, håndgjorte ting. Han har kaldt den Lykkens Smedje.”

Til sidst måtte han dog helt opgive at arbejde og levede sine sidste år son invalidepensionist. Han døde som 54-årig i 1948. I dag ville man nok tale om, at han var ramt af posttraumatisk stresslidelse (PTSD).

Skrev om krigen
Støckler var i besiddelse af en enestående hukommelse og var en fremragende fortæller. Han nedskrev sine oplevelser fra krigen i otte små hæfter, der senere blev til samlet til en bog i 1933. Bogen er – også i dag – særdeles læseværdig og udkom også på tysk. Velskrevet og med rystende beskrivelser af tilværelsen ombord på et krigsskib, der ubønhørligt jagtedes af fjenden.

“Min hensigt er ikke grundet på nogen hævnakt, men at slå fast, hvad der er sandhed” og “Alle skal forstå, hvor der er fred, er det bedst og derfor være hader af krig.” En overgang var der planer om at lave en film på basis af Støcklers bog, men planerne blev så vidt vides aldrig realiseret.

Blev hædret af Hitler
Der findes et lille efterspil.

I Skagens Avis kan man læse, at han i 1936 blev inviteret til mindefest i Hamborg for de faldne i Falklandsslaget. Det var efter Hitlers magtovertagelse, og man prøvede at genoprette militærets omdømme. “Mindedagen sluttede med en aftenfest, hvor Chr. Støckler som æresgæst var genstand for den største venlighed. En af hans skibsofficerer udtalte, at Støcklers bøger var den bedste skildring indenfor den ret store “Dresden”-litteratur. Endogså for en tilstedeværende admiral blev Støckler præsenteret og modtog komplimenter for den smukke indsats, han – skønt udlænding – havde gjort for at få sandheden frem om disse mindeværdige søkampe.”

For de interesserede kan Christian Støcklers beretning i Chr. P. Christensens bog “Kejserens sidste Kaperkrydser” (1933) lånes på  biblioteket.