Møller, Jens Julius Petersen (1876-)

Persondata
Født: 06/08-1876 i Toftlund
Død:
Uddannelse:
Erhverv: Kommis
Bopæl: Toftlund, Toftlund Sogn
Hustru: Mathilde Johanna Ruwald
Børn (før krigsafslutningen): 2
Andet: –

Militære løbebane før krigen

Militære løbebane under krigen
Indtrådt: 01/10-1915
Udtrådt: Ultimo 1916
Enhed(er): Reserve-Jäger-Bataillon Nr. 19, 1 Kompagnie
Rang:
Såret:
Udmærkelser: –
Andet:

Julius Møller overtog i 1908 det lille, tilbagetrukne hus mellem politistationen og Centralhotellet. Huset blev revet ned, da man byggede Hallen i Toftlund. Julius Møller var gift med Mathilde Johanna (f. Ruwald). Parret havde 2 sønner.

Julius Møller blev ansat som kommis i Chr. Jensens manufakturforretning i Østergade i 1906. Den 1. oktober 1915 blev han indkaldt. Fra Gotha sendte han sammen med andre indkaldte fra Nordslesvig den 14.11. denne hilsen:

”Kære Hejmdal! Efter at du har besøgt os saa regelmæssigt i 4½ Maaned under vor Uddannelse i Elsas, haaber vi ogsaa, at du vil finde Vejen til os i vor nye Stilling her ved Fronten. Det hjælper jo nok vore venner og frænder derhjemme, som også hermed hilses og takkes for Breve og Pakker, som de har sendt os. Ogsaa alle Venner og bekendte i Felten hilses paa det bedste. Vi haaber, at vi alle snart maa kunne komme hjem til vort kære Nordslesvig.”

Hilsenen adskiller sig noget fra de hilsener, der normalt bragtes i Hejmdal. Der er som regel bare en række navne. Denne hilsen er længere og bedre formuleret. Julius Møller var dygtig til at skrive. Han skrev lejlighedssange (se afsnittet Tiden der fulgte om ”Foreningen af Sønderjydske Krigsbeskadigede og Faldnes Efterladte” i bogen “Fra Vestergade til Vestfronten”) og havde pennen i sin magt. Det er ikke svært at forestille sig, at det er ham, der har skrevet hilsenen i Hejmdal.

Sidst i september 1916 var Julius Møller hjemme på orlov på ubestemt tid. Han var blevet såret i slaget ved Verdun. Den 07.11.1916 meddeler Hejmdal, at Julius Møller er kommet hjem som tjenstuduelig.

Hejmdal 07/11-1916

Hans krigsskade gjorde, at han søgte hjælp i Invalidenævnet. Her afgjorde man, at han kunne passe sit arbejde som butiksbetjent ved Christen Jensen og derfor ikke havde brug for invalidehjælp.

Efter krigen engagerede Julius Møller sig i Foreningen af Sønderjydske Krigsbeskadigede og Faldnes Efterladte. I 1937 var han med foreningen på et 10 dages rekreationsophold i Krummhügel i nærheden af Bad Segeberg.

Da foreningen i 1939 arrangerede et stort sommerstævne i Toftlund, var Julius Møller aktiv. Han skrev en prolog, der blev oplæst ved stævnets begyndelse.

Da Christen Jensens søn Søren Jensen overtog forretningen, fulgte Møller med. Han blev i daglig tale kaldt Flip-Møller, fordi han som den sidste i byen bar 8 cm høje, stive, hvide flipper. Flip-Møller arbejdede hos Jensen til 1947. Da havde han været 57 år i faget.

I-akt lb.nr. 1580

Efter krigen

Kilder

Publikationer
Dan Obling, Carl Erik Christensen og Lis Mikkelsen: “Fra Vestergade til Vestfronten”, Toftlund sogn i 1. Verdenskrig 1914-1918.
Hjemmeside: www.toftlund-lha.dk

Fotos

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Sønderjyderne og Den store krig 1914 – 1918