Senest ændret den 11. juni 2020 18:39
Persondata
Født: 31/07-1887, Egernsund, Broager sogn.
Død: 12/12-1938, Haderslev.
Begravet på Gl. Haderslev sogns kirkegård.
Uddannelse: Bager.
Erhverv: Bagermester.
Bopæl: Simmerstedvej, Haderslev.
Hustru: Gift 03/06-1914 med Kirstine Jensen (født 1895).
Børn: Hans Peter Mathiesen (født 1915) og Karl Mathiesen (født 1919).
Andet: –
Militære løbebane før krigen
Indtrådt: 09/10-1908.
Udtrådt: 20/09-1909
Enhed: Garde-Jäger-Bataillon.
Rang: –
Andet: Mødte på 1907 på session, hvor værnepligten blev udsat 1 år. Blev 10/04-1907 overført til listen i Altona og 12/03-1908 overført til listen i Aabenraa.
Mødte 1908 på session i Aabenraa.
Indsender fortæller:
”I perioden fra 09.10.1908 – 20.09.1909 aftjente Hans Christian Mathiesen sin tvungne tyske værnepligt i Potsdam Berlin: 7 kompagni 2. Garde=Regiments zu Fuss.
Efter aftjent værnepligt fik Hans Christian 01.10.1909 arbejde hos bagermester Anton Winter på Sønderbro i Haderslev. Under hans ophold her traf han sin senere kone Kirstine Jensen, som var født og opvokset i Tyrstrup, hun var ansat hos bagermesteren som husassistent.
Hans Christian havde længe selv haft lyst til at starte sin egen egne bagerforretning, når en mulighed bød sig. Han opsagde sin stilling som bagersvend i Haderslev i februar 1913, fordi han tidligere i samme år havde købt en bagerforretning i Maugstrup.
Omsætningen de sidste år under den tidligere ejer havde ikke indbragt det store, men det tog ikke modet fra Hans Christian, han var fast besluttet på at få en god forretning ud af det. Der hørte et stort opland til egnen omkring Maugstrup, specielt mod nordøst i Simmersted, hvor der ingen bager eller udsalg fandtes.
Bageriet og bagerovnen lå i kælderen, og der var ikke megen plads. Indgang ned til bageriet lå øst for den store trappe op til forretningen. Hans Christian besluttede derfor senere samme år, at der skulle foretages en udvidelse. I 1914 stod det nye bageri færdig, en tilbygning mod syd, ny ovn kom til i bageri og et stort bagerilokale”.
Militære løbebane under krigen
Indtrådt: August 1914
Udtrådt: 1918
Enhed(er): Jäger-Bataillon
Rang: Oberjäger (fra 1916).
Såret: Psykisk sygdom (i en kort periode)
Udmærkelser: Jernkorset af 2. klasse i 1916. Udnævnt til Oberjäger.
Andet: –
Indsender fortæller:
”Da krigen udbrød i 1914, blev Hans Christian straks indkaldt til soldatertjeneste i august 1914. Det var knap efter sit giftermål med Kirstine. Han skulle stille på Vojens banegård, og blev i første omgang sendt til Belgien.
Hans Christian blev efter nogle dages genoptræning sendt til de første slag i det nordlige Frankrig ved Ardennerne, og fra september 1914 til Marne-slaget i Frankrig.
Nogen tid efter blev han og flere transporteret til Rusland, hvor de lå ved østfronten i det næste års tid. På østfronten deltog han i alle de store slag som blev udkæmpet der.
På et tidspunkt var hans enhed rykket helt frem til byen Lodz, under fremrykningen havde de efterhånden brugt det meste af deres ammunition. De blev lokket i en fælde og omringet af de russiske soldater. Den eneste vej ud af den opståede situation, var at overrumple fjenden, hovedsagelig russiske soldater. I ly af natten stormede de frem og brugte den smule ammunition de havde, og fortsatte med bajonet som det sidste våben. Det lykkedes for dem at komme igennem, men det blev en ret dramatisk og grusom oplevelse.
Hans Christian havde deltaget i alle de store slag, og da han var en af de foretagsomme i enheden ved operationen i Lodz, og blev efterfølgende dekoreret med ”Eiserne Kreuz Zweiter Klasse” (jernkorset) for sin indsats den 19.04.1916. Der står der i hans håndskrevne ”Besitzzeugnis” dokument, at han tildeles og forfremmes til ”Oberjäger”.
Efter dette splittedes hans enhed. Hans Christian blev fritaget for tjeneste i en periode. Han havde efter de første år helt fremme ved fronten gået så meget igennem, og det resulterede i, at han kom på rekreation på et infirmeri pga. af dårlige nerver. Det var han dog ikke ene om, flere af kammeraterne måtte lide samme skæbne. De eneste fysiske skader han havde pådraget sig i Rusland, var en smule forfrysninger.
Hans Christian har fortalt til Kristine, at de var særlig bange for de russiske kosakker på deres heste. De havde den evne, at de under fremrykning kunne gemme sig bag hestene, og som deraf komme tæt på Tyskerne og skyde omkring sig.
Hans Christian blev efter sit sygehusophold og til krigens slutning stationeret på Feltgendarmeriet i Berlin. Her fik han brug for sine evner og erfaring i krigens første par år ved fronten. Hans Christian fik til opgave at uddanne uerfarne unge mænd til gode frontsoldater.
Hans Christian vendte efter krigen lykkelig og ”uskadt” hjem med toget til Vojens i julen 1918.
Mange af de hjemsendte soldater havde taget deres håndvåben med hjem. Det havde Hans Christian også, en Mauser 7,65 samt hans bajonet. Godt 20 år senere lige før 2- verdenskrig opfordrede myndighederne folk til frivilligt at aflevere alle våben som de evt. måtte have liggende. Denne opfordring forbigik ikke Kristine, og hun afleverede hendes mands Mauser pistol”.
Efter krigen
Bagermester i Maugstrup i 25 år.
I 1938 byggede han en stor bagerforretning, Simmerstedvej, Haderslev, men døde inden den var færdig, hvorefter hans hustru overtog og drev den videre.
Kilder
Fødselsbiregister, Egernsund, RAA.
Alfabetiske lister (= lægdsrulle), Sønderborg Landråd, årgang 1887, Ekensund, Rigsarkivet. (Eksternt link, august 2018).
Vielsesbiregister, Christiansfeld, RAA. (Eksternt link, juni 2020).
Folketælling 01/02-1921, Magstrup sogn, Magstrup. Rigsarkivet.
Kirkebog, Gl. Haderslev sogn, RAA.
Kjestine Mathiesen (Hustru) og div. dokumenter.
Oplysninger indsendt til Sønderborg Slot, 2015.
Publikationer
”Jernkors og pumpernickel: Hans farfar var tvunget til tysk krigstjeneste under første verdenskrig”, JydskeVestkysten, udgivet i netavis 09/06-2020 og papirudgave 10/06-2020. (Eksternt link, 11/06-2020).
Fotos
–
Karl Mathiesen (født 1919)= Forkert fornavn.
Det rigtige navn er:
Carl Christian Mathiesen (født 1919)