Senest ændret den 4. april 2019 23:57
Persondata
Født: 27/02-1893, Søst, Rødekro, Rise sogn.
Død: 30/03-1968, Aabenraa Sygehus.
Begravet på Aabenraa sogns kirkegård.
Uddannelse: Landbrugsskole
Erhverv: Landbrug
Bopæl: Før og efter krigen Søst, Rise sogn.
Hustru (efter krigsafslutningen): Nej
Børn (efter krigsafslutningen): –
Militære løbebane før krigen
Indtrådt: juni 1914
Udtrådt: Direkte fra værnepligt til krigstjeneste 6. oktober 1914
Enhed: I.R. 162, Lübeck
Rang: –
Andet: –
Militære løbebane under krigen
Indtrådt: Direkte fra værnepligt til krigstjeneste 6. oktober 1914
Udtrådt: Taget til fange 6. juni 1915, til Aurillac
Enhed(er): Füs.R. 86, batl. 3, komp. 11
Rang: –
Såret: I hoften af granatsplint, lazaret
Udmærkelser: –
Andet: 2 brødre faldet
Efter krigen
Overtog 1929 slægtsgården i Søst, Rise sogn, efter faderen.
Kilder
Aurillac-Bogen 1937
Publikationer
DSK Årbøger, 1968. Nævnt på liste over årets afdøde medlemmer.
Fotos
Ja
Uddrag af Aurillac-Bogen, 1937:
Født d. 27. Februar 1893 i Søst, hvor Forældrene var Bønderfolk.
Mine Forældre er begge af gammel Bondeæt, og deres Slægt, der kan føres 3-400 Aar tilbage, stammer fra Egen og Genner. Jeg er opvokset i mit Hjem og gik i Kommuneskolen i Søst. Efter Konfirmationen har jeg, med Undtagelse af Vintrene 1911— 12 og 1912— 13, da je g besøgte den daværende Landbrugsskole i Aabenraa, været beskæftiget hjemme.
Ved Generalsessionen i Juni 1914 blev jeg taget til Soldat og skulde have aftjent min Værnepligt ved I. R. 162 i Liibeck. Jeg kom i Stedet for til Rekrut-Depotet i Flensborg, hvortil je g indkaldtes den 6. Oktober 1914.
Allerede den 20. December samme Aar blev jeg sammen med en Transport sendt til Noyon, til Füs. Regt. 86, hvis 11. Komp. jeg tildeltes. Julen tilbragte vi i Camelin bagved Fronten; heldigvis blev det baade den første og den sidste derude. Kort efter Jul kom Regimentet i Stilling ved Moulin. Den 24. Januar 1915 blev jeg saaret i venstre Hofte af en Granatsplint. Saaret var ret dybt, men ikke farligt; jeg kom paa Feltlazaret VII i Noyon og var dér til 5. Marts, da jeg kom tilbage til Kompagniet ved Moulin.
Under det franske Angreb den 6. Juni 1915 ved Moulin, hvor jeg laa i forreste Linie, blev jeg taget til Fange. Efter flere Dages Trommelild, der tilføjede Tyskerne store Tab, stormede Franskmændene og tog omtrent hele Resten af III. Batl., ca. 250 Mand, til Fange.
Jeg kom som Krigsfange til Belle-Isle-en-Mer, en lille fransk Atlanterhavsø ved Bretagnes Kyst, hvor der fandtes en stor Samlelejr for Krigsfanger.
Derfra blev jeg med et stort Arbejdshold sendt til St. Nazaire ved Loiremundingen, hvor vi udførte Havnearbejde.
I Begyndelsen af Januar 1916 blev jeg, takket være Professor Verrier og hans Arbejde for de sønderjyske Krigsfanger, flyttet til Aurillac, hvor Lejren den Gang var i Ecole Albert. Samlingen af Sønderjyderne var en stor Begunstigelse, vi ikke nok kan paaskønne, og jeg havde glædet mig til at komme til Aurillac.
I selve Lejren har jeg kun været kort Tid. Det var altid fornøjeligt at komme dér, for i Lejren traf man altid gamle og nye Bekendte. Men som Landmand foretrak jeg at være ude hos Bønderne. Selv om Landbruget var forskelligt fra vort, saa kunde der godt læres noget af de franske Bønder, der særlig udmærkede sig ved Flid og Nøjsomhed. Jeg har mange gode Minder fra Opholdet i Auvergne, og ikke mindst tænker jeg ofte paa den herlige franske Vin.
Rygterne om Vaabenstilstand, der ofte var fremme, blev endelig Virkelighed, da Tyskerne i Efteraaret 1918 maatte trække sig tilbage. Den 11. November 1918 var jeg beskæftiget ude paa Marken; pludseligt hørte jeg, at Kirkeklokkerne begyndte at ringe, Folk samledes under Jubel og Leveraab for Sejren, for Frankrig og for de Allierede. Da var det sket, som v i gennem Aar havde ventet paa, men som vi nu næsten ikke kunde fatte. Tankerne søgte uvilkaarligt mod Hjemmet og ud til Soldaterne paa Fronten; vi kunde forestille os, hvad de følte i dette Øjeblik.
I mit Arbejdshold fejredes den uforglemmelige Dag ved en lille Fest om Aftenen med Vin og Sang.
Vinteren maatte v i endnu tilbringe i Fangenskab, men hen i Marts Maaned hørte vi, at et Hold var blevet hjemsendt fra Aurillac. Rejsespændingen steg nu for hver Dag, der gik; vi vidste jo, at det ogsaa snart maatte blive vor Tur. Endelig, omkring 1. April, kom der Rejsebud til os. Vi tog Afsked med vore Venner paa Gaarden Escoudert, hvor jeg da arbejdede; med Fane i Spidsen og under Sang drog vi ud af Byen og naaede Lejren, hvor alt stod i Opbruddets Tegn, og hvor det ene Hold efter andet ankom ude fra Landet.
Efter nogle Dages Ophold i Lejren -— vi maatte jo afvente Skibets Tilbagekomst efter Afleveringen af den første Transport — drog vi endelig af Sted den 5. April og naaede Dunkerque efter et Par Dages Jernbanekørsel. Det var et stort Øjeblik, da vi kunde gaa om Bord paa »St. Thomas«. Da var det Slut med Fangenskabet. Under Leveraab for det Land, der gav os sunde og raske tilbage, og til Marseillaisens Toner, gled Skibet gennem Kanalen ud mod Havet.
Omtrent 4 Døgn tog Sejladsen, der forløb udmærket. Natten til den 13. April ankrede »St. Thomas« op ved Indsejlingen til Odense Kanal, og Søndag Morgen sejlede vi saa ind til Odense. Det var en Triumftur ned gennem Kanalen, men langt mere storslaaet blev det dog, da vi, efter den festlige Modtagelse paa Kajen, marcherede gennem Gaderne til Kasernen, hvor vi kom i nye Klæder.
Efter nogle smukke Festdage i Odense, skiltes de gamle Kammerater. Skærtorsdag den 17. April ankom je g til Rødekro St., hvorfra jeg omtrent 4 Aar tidligere var rejst til Fronten. Meget tungt var hændet i disse onde Aar, og Sorgen var ogsaa kommet til mit Hjem, hvor tre Brødre var draget ud, men jeg alene vendte tilbage.
Efter Hjemkomsten har jeg været beskæftiget i mit Fødehjem, som jeg i 1929 overtog efter min Fader. — Jeg lever stadig som »garçon«.
Jeg var med blandt dem, der i Sommer fik Ønsket om at gense de gamle Frontegne og Aurillac opfyldt. Det blev en stor Oplevelse.