Senest ændret den 23. april 2016 22:13

(Se også videoer i bunden af artiklen)

“De andre går lidt i byen; jeg går ud for at søge dem. Jeg lukker døren op til den nærmeste kneipe og stikker hovedet inden for. Konen hvisker straks: ‘mademoiselle?’ og giver mig et vink. Hvad betyder det? Jeg følger hende ned ad trappen. Her står tre soldater og venter på, at en fjerde skal komme ud fra ‘mademoiselle’. Jeg gør hurtigt omkring og forsvinder.”

(Claus Eskildsen: Østfront/Vestfront, 1929, s. 143)

Sex og erotik ikke var noget man talte om i begyndelsen af det tyvende århundrede. Derfor findes der ikke meget materiale om soldaters bordelbesøg eller de kvinder, der solgte deres tjenesteydelser. Grundlaget er stort set kun dagbøger og erindringer fra de relativt få, der efterfølgende har haft mod til at fortælle om egne eskapader – eller kammeraternes!

Én af dem er sønderjyden Claus Eskildsen, der flere gange omtaler prostitution:

“I en husdør står en fransk pige og vinker indbydende til mig; det er det eneste minde, Lille har efterladt hos mig.” (Østfront/Vestfront, 1929, s. 152).

Om Østfronten, hvor prostitutionen ikke var organiseret i samme omfang som på Vestfronten, skriver Iver Henningsen besværgende til sin kone, at han helt sikkert kan holde fingrene fra jødepigerne.

Hjemmefront og moral

For hjemmefronten fandtes  regler og forordninger, der skulle sikre moral og anstændighed. Men forholdene på hjemmefront og udefront betingede hinanden. Som Siegfried von Kogelfranz skriver (om forholdene i Tyskland):

”Hjemme manglede mændene og ved fronten kvinderne. Krigen ødelagde også den borgerlige seksualmoral”.

Krigen førte til spredning af syfilis og gonoré – og det førte igen til udbredelse af kondomet, der beskyttede ganske effektivt. Og med udbredelsen af kondomet kom et brud med de traditionelle sociale normer. De vilde tyvere i Berlin og London var på mange måder en fortsættelse af krigens seksuelle fristelser med et hidtil ukendt seksuelt frisind. Således ændrede Den Store Krig også den seksuelle adfærd hos mange mænd, fordi de mistede frygten for kønssygdomme og med større sikkerhed end tidligere indgik nye forbindelser.

I alle de krigsførende nationer efterlod de mange mænds fravær ved fronten et temmelig rodet sexliv på hjemmefronten.

Under 1. verdenskrig var der tilløb til en såkaldt hemmelig eller vild prostitution, navnlig i garnisonsbyerne, der var uddannelsessteder for de tusindvis af mænd, der skulle uddannes til fronttjeneste. I Østrig og Tyskland kaldte man de kvinder, der kun lejlighedsvis hengav sig til prostitution og altså ikke levede af det, Gelegenheits-buhlerinnen. Også i Frankrig og England blev jeunes filles eller amateur girls et meget omtalt fænomen.

I England blev amateur girls, der fristede mændene, truet med fængsel, og i garnisonsbyerne fik prostituerede natligt udgangsforbud.

De britiske politifolk fik også en uvant supplerende opgave. De skulle ”snuse i soveværelserne” efter soldaterkoners elskere, da kønslig tilbageholdenhed på hjemmefronten blev en national pligt.

Ud over bobbyerne vågede også specielle kvindepatruljer over deres medsøstres anstændighed. Provokerende litteratur eller tvetydige skuespil blev forebyggende censureret.

Problemer med krigsrelaterede skilsmisser havde alle nationer der deltog i krigen.

Både i England, Tyskland og Frankrig indledtes, midt i den moralske  kamp, nationale børnekampagner, der skulle sikre fremtidens befolkningstilvækst. Samtidig fortsatte det dobbeltmoralske forbud mod kvinders frie seksualitet.

Jo længere krigen varede, jo mere spillede kvinder en rolle i kampen, og deres synlighed i hjemmefrontens industri og i baglandet tiltog.

Dermed tiltog deres sociale liv også.  I foråret 1917 blev også kvinder indsat i den almindelige militærtjeneste bag fronten, da de allierede etablerede den første kvindelige hjælpekorps til at aflaste de kæmpende mænd. Britiske traditionalister på hjemmefronten reagerede ophidset, idet de var bange for, at kvinder i khaki eventuelt kunne forføre “drengene” og distrahere dem fra deres kampopgave.

I Tyskland pålagde krigsministeriet via propaganda soldaterenkerne til troskab. Kvinder, der indlod sig med krigsfanger, blev både retsforfulgt og kom i den offentlige gabestok ved offentliggørelse af deres navne. I lyset af 13 millioner indkaldte mænd og omkring to millioner tvangsarbejdende krigsfanger på hjemmefronten, var disse forhold ikke ualmindelige. Myndighederne indledte kampagner for ægteskabelig troskab, for at kvinder under mændenes fravær ikke skulle finde Ersatz blandt krigsfangerne, hvoraf mange arbejdede i landbruget.

I Sønderjylland var der flere eksempler på kvinder, der fandt sammen med en krigsfange. I Sønderborg fortaltes i 1916, at nogle af land­mandskonerne gik og sang:

“Lieber Mann, bleib’ du in Flandern
Hier zu Hause liebt mir ein Andern

Og det fortaltes med et smil i Aabenraa samme år, at nu var den første russer født på Als. Læs mere om Sønderjylland her (link til Inge Adriansen: “Ivan fra Odessa”)

De “utugtige” kvinder, der havde trådt ved siden af, blev overvåget af sædelighedspolitiet, og da utroskab med ”Strohwitwen” kunne påvirke moralen hos ​​de kæmpende, kunne utro kvinder straffes med tilbageholdelse af offentlig støtte.

Millioner af kvinder, der både måtte erstatte mændene om dagen og undvære dem om natten, blev samtidig opfordret til både børneproduktion og ærbarhed. Disse appeller havde dog ikke den store effekt. Blandt andet “Reichswochenhilfe” (mødrehjælp) fik andelen af illegitime tyske mødre til at øges med totrediedele i krigsårene.

Da krigen tvang kvinderne til brug af prævention, gav man dem indirekte også den nødvendige løsning. Den militære ledelse forsynede soldaterne med omfattede materiale om ​​teknikker og midler til at forebygge seksuelt overførte sygdomme, hvorefter de videregav deres viden, når de var på orlov. Konsekvensen blev alt andet end den ønskede.

Ganske vist steg antallet af ægteskaber stærkt ved krigens udbrud. Men da krigen havde varet længere end et år, faldt fødselstallet dramatisk i Tyskland. Alene i Berlin med 54 procent. Dette havde ikke kun noget at gøre med de mange manglende ægtemænd. Da krigens mangler og rationering ramte riget, især de store byer, motiverede det kvinderne til ændret seksuel adfærd. Hvad der før krigen havde været et tabuemne, blev nu helt almindeligt: Brugen af prævention.

Især arbejdende kvinder vidste kun alt for godt, at et barn til ville udgøre et problem: Hun havde hverken tid eller råd! Ikke alene erstattede kvinder mænd på arbejdsmarkedet, de stod også timevis i kø foran halvtomme butikker.

Ved fronterne

Af de over 70 millioner indkaldte mænd, der kæmpede på fjerne fronter og hvert øjeblik måtte regne med at blive dræbt, bekymrede ingen sig om borgerlig seksualmoral. De levede med Mademoiselle eller “slaviske prostituerede” (Slawenhuren) – som det hed i soldater-jargonen – når muligheden opstod.

Den organiserede prostitution på Vestfronten var længe et tabuemne i England. Men det kunne i længden ikke bortforklares, at en masse unge knægte, der vidste, at de hvert øjeblik kunne blive slået ihjel, ikke ønskede at dø som jomfruer. Elendigheden i skyttegravene og frygten for at dø syntes at have øget de seksuelle drifter hos de unge mænd fra det asketiske, viktorianske England.

I England og Amerika frygtede moralister, at det ville føre lige lukt til et udsvævende liv, hvis kondomer blev udleveret til soldaterne. Først i 1917 blev kondomer officielt udleveret til britiske og amerikanske tropper. Da var omkring 5 procent af soldaterne på den britiske side smittet med kønssygdomme.

Ved fronten på den tyske side var der i soldaternes bordeller både kondompligt og regelmæssig lægeundersøgelse af kvinderne. Det var anderledes med den ukontrollerede prostitution på både hjemme- og kampfronten.

“Kønssygdomme henter man sig hos hensynsløse piger og kvinder, der næsten alle er syge på grund af deres udsvævende livsstil. Sygdommen overføres så igen til de mænd, med hvem de omgås. Soldaten må derfor særligt i krigstid holde sig væk fra disse piger, både på fjendens territorium såvel som i hjemmet, hvor han er i kvarter”.

Sådan beskrev den tyske ”Selskab for bekæmpelse af seksuelt overførte sygdomme” de farer, der udover granater og maskin-geværer truede millioner af soldater.

Dette “Merkblatt” fra 1915 er et godt eksempel på den stive seksuelle moral, der herskede i forhold til hæren ved fronten.

Samtidig vidner den også om et fordømmende syn på letlevende kvinder. Men krigen flyttede også grænserne mellem kønnene. Med hensyn til soldaternes seksuelle moral var staten mindre bekymret end med hensyn til kvinderne. Soldaterne kunne dække deres behov i bordeller, hvor “seksuelle nødvendigheder kunne aflede tankerne”. Bordellerne nær fronten, hvor kunderne stod i kø, blev delvist drevet af militæret og blev lægeligt overvåget.

Kønssygdomme kunne belaste enhederne og derfor blev der udleveret kondomer og desinfektionsmidler til tropperne. På denne måde blev kønssygdomme blandt de tyske soldater begrænset til mellem 1,5 ved fronten og 2,9 procent i baglandet.

Omkring 17.000 unge kvinder fra Tyskland tjente som assistenter (Etappenhelferinnen) i besatte områder, især i Frankrig, og blev snart kendt som “eventyrlystne piger”.

I Frankrig udråbte en krigskorrespondent den farligste fjende på hjemmefronten til at være de kvinder, der bedrog deres mænd ved fronten. Franske restauranter skulle klokken 21, og udskænkning af alkoholiske drikke til kvindelige gæster forbudt.

I Østrig hørte prostitution under sædelighedspolitiet, der ikke alene var ansvarlig for registrering, men også for overvågning af de prostitueredes sundhedstilstand.

Ved udbrud af kønssygdomme skulle de kvinder, der var registreret, lade sig tvangsundersøge. De hemmelige prostituerede var ikke registreret og derfor ikke heller ikke underkastet medicinsk kontrol. Politiet var pålagt, at efterforske kvinder, der var mistænkt for professionel seksuel umoral, og underkaste dem tilsyn.

På grund af det stigende antal kønssygdomme krævede de østrigske militærmyndigheder en strengere kontrol med både de registrerede og de fritidsprostituerede. Læger og sundhedspolitikere tvivlede på effektiviteten af det ​​moralske politiarbejde og så i den “hemmelige” prostitution en særlig risiko for spredning af kønssygdomme. Derfor forsøgte det østrigske militær sig et forsøg med at arrangere regelmæssige obligatoriske undersøgelser for de kvinder, der arbejder i restaurationsbranchen, og dermed, set ud fra en militær synsvinkel, udgjorde en potentiel risiko for at sprede kønssygdomme. Massive civile protester forhindrede dog gennem-førelsen af forsøgsordningen.

De legendariske maisons tolérées, eller legaliserede bordeller, der lå som lysende prikker i byerne i Nordfrankrig, husede de professionelle prostituerede. De arbejdede under streng disciplin af Madame og var underkastet rutinemæssige lægetilsyn. I 1917 var der mindst 137 af den slags etablissementer spredt i 35 byer.

Ekstraordinært var engelske soldaters besøg på franske bordeller accepteret. Der er tradition for, at den britiske hær følger lokale skikke uanset hvor i verden den er. Dog ikke alle i overkommandoen havde samme liberale holdninger. Krigsministeren, Lord Kitchener, forlangte, at hver mand fik en folder med intim rådgivning.

Bortset fra morskab og løssluppenhed havde disse besøg ofte en undertone af død. Soldaterne vidste ikke, hvornår deres tid var inde. 10 % af tropperne blev dræbt i Nordfrankrig og Flandern i løbet af dens blodigste fase. En juniorofficer havde i gennemsnit blot seks uger at leve i. Disse mænd havde ofte kun få dage til at opnå et helt livs erfaring.

“Soldaterne lavede en tilsyneladende ubevidst, freudiansk kobling mellem sex og moral. Soldaterne valgte at besøge bordellerne som en belønning for at overleve kampene eller som flugt fra tanken om pludselig død.” (D. Makepeace.)

Lance Corporal F. Manning;  ”Når de forlod skyttegravene, var de enlige mænd besat af to ting: Mad og kvinder. Efter de rædselsfulde oplevelser af død, vendte man sig instinktivt mod kærlighed og sex som en bekræftelse på at være i live”.

Uden for disse institutioner, var der et stort antal amatørprostituerede, der bedrev deres fag i gader, hoteller, cafeer og barer. Det vides ikke, hvor mange engelske soldater, der hengav sig til disse piger – men formentlig et meget stort antal. Nogle engelske militærlæger, der søgte at lave et øjebliksbillede af den autoriserede prostitution i Le Havre, talte 171.000 gæster på de autoriserede bordeller alene i året 1915 – i bare én gade!

”Korporal Jack Wood var kun lige ankommet til Frankrig, men havde allerede oplevet krigen. Beskydning af både eget og fjendtligt artilleri, mudder i skyttegraven, lusene på kroppen og rotter der kravlede på ham når han sov. Nu strejfede han under en orlov rundt i gaderne i den nærliggende by, hvor der ventede ham endnu en overraskelse: Et bordel. Vi havde hørt om det velkendte “red light” med et stort 3-tal på, men havde aldrig tænkt på, hvad det egentlig var. Jeg skal aldrig glemme mit første indtryk. Der var en stor kø af gutter, fire eller fem geledder og 100 meter lang, ganske som en kø til en fodboldkamp. Der var en halv time til de åbnede. Ca. 5 minutter i seks blev lampen tændt, og to minutter i blev døren åbnet. Nu startede tumulten for at komme ind”.

En sønnesøn af en tidligere soldat fra Vestfronten, der ellers aldrig havde fortalt om sine oplevelser, fortæller: ”Ved slutningen af sit liv talte han (bedstefaderen) om en kvinde han havde mødt i Frankrig. Han blev da meget følelsesladet. Når han talte om hende kunne han endda slå over i fransk”.

Mange af de unge rekrutter havde endnu deres første seksuelle erfaring til gode. Løjtnant James Butlin skrev efter et par dage i Rouen: “Byen har ødelagt både min tegnebog og min moral.”

Og kaptajn Robert Graves skriver: ”Der var ingen begrænsninger i Frankrig. Disse drenge havde penge at bruge og vidste, at de havde en god chance for at blive dræbt inden for et par uger alligevel. De ønskede ikke at dø som jomfruer”.

Denne adfærd blev tolereret, forstået og accepteret. Men det var mere accepteret, at ældre, gifte mænd blev underholdt af prosti-tuerede, medens de var i krig, end at unge ugifte soldater besøgte bordeller. Det var i samtiden en udbredt opfattelse, at regelmæssig sex var nødvendig for mænds fysiske sundhed. For gifte mænd betragtedes behovet for sex at være endnu mere påkrævet. De var blevet så vant til regelmæssig seksuel tilfredsstillelse, at rutinen var nødvendig – også når man var væk fra den ægteskabelige seng. Den 18-årige menig, Bert Chaney, var fascineret af en velordnet kø foran et bordel, han så i løbet af sine dage i Béthune. Han blev irettesat af en mand i køen. “Disse steder er ikke for unge drenge som dig, men for gifte mænd, der mangler deres koner.”

Datidens klassesamfund slog også igennem på prostitutionens område. Den kun 17-årige Second Lieutenant Dennis Wheatley havde i kraft af sin rang ret til at besøge et af de mest luksuriøse bordeller i Frankrig, der udelukkende var for officerer: ”Madame tog mig med ind i et ottekantet værelse, kun beklædt med spejle. Det eneste møbel var en divan, hvor en smuk, lille blondine lå og viste sine yndigheder. Hun modtog mig yderst venligt, og senere spiste vi frokost med omelet, melon og champagne”.

Ud over at være delt efter klasse, blev bordelmarkedet reguleret af forskellene mellem hver nationalitets lønsatser. Dominion soldater fra Australien, New Zealand og Canada kunne få op til omkring seks shillings om dagen, medens den britiske soldat kun fik seks pence. Det var en økonomisk fordel, der gav de koloniale tropper mulighed for at vælge prostituerede fra øverste hylde – eller at besøge bordellerne oftere. De engelske soldaters ringe løn var til gengæld også grunden til, at forholdsmæssigt færre englændere end tropper fra de britiske dominions blev smittet. Englænderne havde simpelthen ikke råd til at gå på bordel så ofte som canadiere, australiere og new zealændere! Et bordel-besøg kostede 1/3 af en engelsk soldats ugeløn, der jo også skulle bruges til ekstra forplejning og andre fornødenheder. Soldater fra de britiske dominions, fik op mod 5 gange mere i løn – og havde et tilsvarende større antal af smittede!

Den britiske menige, Sidney Amatt, har fortalt om et bordelbesøg i Le Havre. I baren sås canadiere, sydafrikanere og franske tropper – men ingen engelske: “vores løn var ikke tilstrækkelig til at besøge disse steder ret tit”. Om besøget i øvrigt fortæller Amatt: “Det foregik på den måde, at hvis du kunne lide en pige, købte du hende en drink og så gik du med hende ovenpå. Før du gik ovenpå, var der en kvinde, som jeg bagefter fandt ud af var madame af etablissementet. Hende skulle du betale, og så selvfølgelig, skulle du også betale pigen”. Alt Amatt havde råd til var dog “en drink og et kig rundt”.

De britiske militære myndigheder rådede soldaterne til selvkontrol, afholdenhed og kyskhed, og man indrettede rekreative faciliteter, der kunne fremme rene og sunde aktiviteter. Men i 1916 stod det klart, at denne strategi ikke fungerede. Man begyndte derfor at undervise i seksuel sundhed og indrettede “førstehjælpscentre” til desinfektion efter samleje. Indtil slutningen af ​​krigen forhindrede moralsk pres hjemmefra de britiske myndigheder i at nå de mest basale mål – at udlevere kondomer til tropperne. Hæren frygtede offentlighedens reaktion, hvis de blev grebet i at fremme en umoralsk livsstil.

På tysk side forsøgte man at indrette de faste bordeller, så de ikke virkede fristende, og således, at den grå prostitution bag fronten i det mindste foregik i det skjulte. Etableringen af egentlige krigsbordeller begyndte i det andet krigsår. Tusindvis af kvinder blev ansat af de militære myndigheder. Pigernes ydelser var samlebåndsarbejde og akkordtilfredsstillelse af soldaterne.

Der var bordeller for for både officerer og lavere rangklasser (Underofficerer og menige). Og der var orden i sagerne! Erwin Blumenfeld blev i 1917 udpeget som bogholder på et feltbordel i den franske by Valenciennes. I sin selvbiografi skriver han: ”Nu skal jeg gøre min pligt for mit land som bogholder i et glædeshus i felten. […] Udover mig arbejdede der i huset atten kvinder, seks af dem udelukkende for officerer – fra hjulmageren og opad. Mens soldaterpigerne skulle tilfredsstillende minimum tredive mænd om dagen, var dagens arbejde for officers-damerne begrænset til femogtyve. […] Jeg skulle bag serienummeret på hver såkaldt sag (Tatsache) skrive pigens navn og nummer, værelsesnummer samt start- og sluttidspunkt i min Kontokorrentbuch […]. Bag det modtagne enhedsbeløb for fire mark gik en mark til pigen, en mark til ejeren af ​​huset og de resterende to mark (med rødt blæk) til Røde Kors, som havde påtaget sig det medicinske og moralsk ansvar for denne militære virksomhed”.

Bordellerne blev kontrolleret af militære læger og nogle blev som nævnt endda drevet af militæret selv. I både felt- og etappebordellerne blev der udstedt såkaldte kontrolkort til de prostituerede, som indeholdt optegnelser af regelmæssige helbredsundersøgelser. Var en prostitueret smittet, blev hun omgående fjernet fra bordellet eller indkvarteret i et af de særlige kvindehospitaler.

Kønssygdomme kunne svække enhederne betragteligt. Forbud og undervisningsfilm kunne ikke løse problemet og snart hørte kondomer til den tyske standard-udrustning sammen med hjelm, gasmaske, gevær og granat. Brugen af kondomer var påbudt: ”Der skal anvendes det geddegrå Präservativ M1415 af mærket Neosalvarsan – slidstærk. Som følge af voldsomt forbrug, er størst mulig sparsommelighed påbudt”.

Det var solide sager, der om nødvendigt kunne genbruges flere gange.

Kondomer i rationen og regelmæssige lægeundersøgelser af de prostituerede sikrede, at antallet af seksuelt overførte sygdomme blandt tropperne i forreste linje i den tyske hær blev nedbragt til blot 1,5 procent. (Den var 5 % i den engelske hær og i den australsk/new zealandske op til 15 %.)

De amerikanske styrker tabte på grund af kønssygdomme i alt næsten syv millioner manddage, og havde dagligt 10.000 syge soldater. I modsætning til de papirtynde latex kondomer, blev nogle betydeligt tykkere gummikondomer til sidst udleveret af de amerikanske militære myndigheder. Disse kunne genbruges. Allerede smittede mænd blev forsynet med forebyggelses-pakken Dough Boy.

Behandlingen af kønssygdomme
Gennem krigen havde den britiske hær 416.891 indlæggelser på grund af kønssygdomme. Fraregnet genindlæggelser med tilbagefald er det ca. 5 %.   I 1918 var der 60.099 indlæggelser i Frankrig og Flandern alene. Til sammenligning var der “kun” 74.711 indlæggelser med skyttegravsfødder og forfrysninger i samme områder set over alle fire krigsår. Selvom skyttegravsfødder er blevet et af symbolerne på 1. Verdenskrig, var risikoen for at pådrage sig kønssygdomme 5 gange højere.

Skønt sygdommen ikke var fatal, krævede en kønssygdom ca. 1 måneds indlæggelse. Det højeste antal indlagte i 1918 var 11.000, svarende til en hel division. Sygdommene var en stor belastning for de militære myndigheder, men effektive modforholdsregler blev ofte bremset af moralske opstød på hjemmefronten.

Amerikanerne blev ved ankomsten til Frankrig forbudt adgang til bordellerne. Dette fik dog en utilsigtet virkning. Da amerikanerne landede i St. Nazaire, medførte deres besøg på illegal bordeller en epidemi at syfilis i byen. Herefter indførtes, at enhver amerikansk soldat, der havde haft samleje, inden 3 timer skulle melde sig på en Medical Station med henblik på forebyggende behandling. Soldater der ikke meldte sig til forebyggende behandling risikerede krigsret og strafarbejde. De, der blev syge efter forebyggende, behandling mistede ”kun” løn under indlæggelsen. Denne forholdsregel var så effektiv, at kun få blev smittet som soldater. 96% af de behandlede var allerede smittede, før de blev indrulleret i hæren.

I USA blev der fremstillet en del opbyggende pamfletter med letforståelige slogans, herunder  “Colonel Care says”:

– How could you look the flag in the face, if you were dirty with
gonorrhea ?

– Many a painted face camouflages syphilated blood.

– Only a poor boob pays his money, loses his watch, gets the syph
and brags that he had a good time.

– Which shall it be: To the mat with the Hun or to the bed with a
chippie ?

– You wouldn’t use another fellows toothbrush, why use his whore ?

Hver enhed havde en behandlingsstation, hvor patienterne kunne få et liniment af kviksølv og chlorin for at hindre infektion. Endvidere brugte man udskylning af urinrøret med kalium-permanganat. Syfilis blev behandlet med injektioner af kviksølv, som ganske vist var virkningsløs.

Ifølge britisk militær lov var det strafbart at fortie, at man havde pådraget sig en kønssygdom. Selve pådragelsen sygdommen var ikke strafbar. (Manual of Military Law 1907). Ikke desto mindre blev soldater, der blev indlagt med kønssygdomme, straffet med en ”hospitalsbod”. En soldat, der var indlagt af årsager, der ikke hidrørte fra tjenesten, kunne nemlig få tilbageholdt sin løn til dækning af behandlingen. Selvom denne ”hospitalsbod” blev afskaffet i 1917, blev der stadig tilbageholdt løn, hvis skaden skønnedes selvforskyldt. Dette blev navnlig rettet mod kønssygdomme og alkoholisme. Formålet med denne ordning var at  afskrække.

Behandlingen var smertefuld og de specialhospitaler, der blev oprettet i 1915 for at koncentrere ekspertisen og i øvrigt holde de syge væk fra de ”ærefuldt” sårede kammerater, havde ofte dårligt ry.

Videoer

Engelsk propagandafilm fra Første Verdenskrig. Filmen advarer unge soldater mod at indlade sig med prostituerede. De kan overføre sygdomme, de stjæler, det er et svigt mod mod kæresten derhjemme. Den unge mand reddes til slut af YMCA.

Linda Ronstadt og Emmylou Harris synger “1917” (også kendt som The french Prostitute), skrevet af David Olney. Sangen handler om en ung amerikansk soldat, der besøger en fransk prostitueret, før han skal tilbage til fronten.