Senest ændret den 11. juli 2024 19:33

Årsagerne til Første Verdenskrig er endnu i dag genstand for diskussion blandt historikere.

Denne ultrakorte introduktion prioriterer de begivenheder, der har størst betydning set fra en sønderjysk vinkel. Krigens årsager set fra en anden vinkel ville prioritere anderledes.

Krigens baggrund

Med Tysklands samling i Det tyske Kejserrige i 1871 var der skabt en ny, stærk stat midt i Europa. Det kontinent, der et århundrede tidligere havde bestået af utallige små og mellemstore stater, blev nu domineret af en række stormagter, dvs. militært stærke stater og imperier: England og Frankrig i Vesteuropa. Tyskland og Østrig-Ungarn i Centraleuropa. Rusland i Østeuropa, Det osmanniske Rige i Sydøsteuropa og Mellemøsten samt Italien i syd.

Der havde ikke siden den tyske sejr over Frankrig i 1871 og den russisk-osmanniske krig i 1877-1878, der var endt med en svækket osmannisk indflydelse på Balkan, været krig mellem de europæiske stormagter. Den tyske kejser, Wilhelm den 2., kunne ved sit 25-års tiltrædelsesjubilæum i 1913 ligefrem lade sig hylde som ”fredskejseren”, fordi Tyskland i hele hans regeringstid ikke havde været i krig.

Stormagternes indbyrdes relationer var præget af en målsætning om at sikre egne positioner, kombineret med en frygt for, at én eller flere af de øvrige stormagter skulle vinde overhånd. Tidsånden var præget af en darwinistisk tænkning om, at den stærkere overlevede og den svagere bukkede under. Det gjaldt også i forholdet mellem stater.

Parallelt med denne tænkning var dog idéen om folkenes selvbestemmelsesret. Inden for de store imperier levede nemlig mange forskellige nationale mindretal, der stræbte efter selvstyre eller selvbestemmelse i egne, suveræne stater, eller som ønskede territorial tilslutning til nabostater. De dansksindede sønderjyder i det nordligste Tyskland var kun ét af disse mange mindretal.

Alle disse forhold førte til skiftende alliancer, våbenkapløb og indbyrdes rivalisering om kolonier, magt og indflydelse. Stormagterne vogtede nøje på hinandens militære styrke, industrielle kapacitet, befolkningsstørrelse osv.

Den sidst tilkomne af stormagterne, Tyskland, stræbte – navnlig efter Wilhelm II’s tiltræden i 1888 – efter at tilkæmpe sig en plads i verden, der mindst var jævnbyrdig med hovedrivalerne England og Frankrig. Helst ville man overgå dem.

I 1898 havde Tyskland indledt en meget stærk oprustning af flåden, hvilket havde bragt landet i opposition til England, der så sin position som dominerende stormagt i verden udfordret af den nye opkomling.

Op imod 1914 havde der dannet sig to allianceblokke: Frankrig og Rusland på den ene og side med England som løsere tilknyttet tredje medlem, og Tyskland og Østrig-Ungarn på den anden side, sammen med et mindre forpligtet Italien.

Det osmanniske Rige var et imperium under langsom opløsning og blev ofte omtalt som ”Europas syge mand”.

Navnlig på Balkan stødte flere indbyrdes interesser sammen. Rusland havde i 1878-1879 forsøgt at udstrække sin magt på Balkan, men England og Frankrig havde dengang støttet Osmannerriget for at forhindre Rusland i at opnå direkte adgang til Middelhavet, hvilket ville have forrykket magtbalancen til Zar-rigets fordel.

En serie krige i slutningen af 1800-tallet førte dog til, at en række selvstændige stater opstod eller havde udvidet deres territorium i de tidligere osmanniske besiddelser. De nye stater på Balkan udkæmpede i årene op mod 1914 en række indbyrdes krige om land og grænser; både Italien, Østrig-Ungarn og Rusland forsøgte at udstrække deres indflydelse i det sydøstlige Europa, og både Frankrig og Italien sikrede sig bidder af det smuldrende osmanniske imperium i Nordafrika.

Østrig-Ungarn havde i 1878 med tysk diplomatisk støtte besat Bosnien-Hercegovina. Til gengæld for den tyske støtte havde Østrig-Ungarn accepteret at ophæve den passage i Pragfredens §5 fra 1866, der stillede de dansksindede nordslesvigere en folkeafstemning i udsigt. “Pragfreden” var fredsslutningen efter den tysk-østrigske krig i 1866, hvor Østrig havde måttet afstå alle de rettigheder, det havde vundet til Slesvig og Holsten i krigen mod Danmark to år tidligere, til Preussen – med den klausul, at “de nordlige distriker” af Slesvig skulle afstås til Danmark efter en folkeafstemning.

I 1908 gik Østrig-Ungarn et skridt videre og annekterede Bosnien-Hercegovina som en provins i imperiet.

Men også den nye, stærke stat på Balkan, Serbien, stræbte efter at indlemme Bosnien-Hercegovina. På længere sigt var det Serbiens ambition at samle de sydslaviske folk i én stat.

Østrig-Ungarn så derfor Serbien som en voksende trussel, fordi landet havde ambitioner om at samle de sydslaviske folk, herunder også indbyggerne i flere østrigske provinser (Slovenien, Kroatien, Bosnien-Hercegovina), i ét rige.

Den østrigske generalstab søgte derfor en anledning til at føre krig mod Serbien. Men det måtte helst ske, uden at Serbiens allierede, Rusland, blandede sig. Østrig-Ungarn delte hele sin lange østgrænse med Rusland og ville derfor være meget sårbart over for en tofrontskrig mod både Serbien og Rusland. Rusland ville dog muligvis afholde sig fra at gribe ind i en østrigsk-serbisk konflikt, hvis der var udsigt til at Østrigs allierede, Tyskland, blandede sig.

Den 28. juni 1914 besøgte den østrig-ungarske tronfølger Sarajevo, hovedstaden i Bosnien-Hercegovina. Her blev han myrdet af en bosnisk-serbisk nationalist.

Mordet satte en kædereaktion i gang: Østrig-Ungarn benyttede sig af lejligheden til at afregne med Serbien, inden det blev for stærkt. Østrigerne sikrede sig opbakning fra Tyskland til at føre en aggressiv politik mod Serbien, om nødvendigt også militært. Tysklands styrke skulle afskrække Rusland fra at blande sig i den begrænsede krig mod det lille naboland, som østrigerne forventede at kunne vinde på få uger.

Den 28. juli 1914 erklærede Østrig krig mod Serbien, der blev beskyldt for at stå bag attentatet.

Nu gik det stærkt: ved en hektisk udveksling af diplomatiske noter mellem de europæiske hovedstæder forsøgte man at undgå, at situationen skulle eskalere ud af kontrol, men uden held. Når det kom til stykket, var ingen af stormagterne indstillede på at give køb på egne interesser. Der var en vilje til at lade våbenmagt afgøre uenighederne i en rask, lille krig. Men nogen egentlig generel krigslyst blandt de ledende politikere var der næppe tale om. I sidste ende var det denne vilje og frygten for, at modstanderen skulle få et militært forspring ved at mobilisere først, der førte til verdenskrigen.

Serbiens allierede, Rusland, mobiliserede den 30. juli for at lægge pres på Østrig. Det fik Tyskland til at reagere. Tyskland havde lagt en plan for, hvordan det ville kunne vinde en tofrontskrig med Rusland og Frankrig på én gang. Den såkaldte ”Schlieffen-plan” gik ud på at slå til med fuld styrke mod vest og besejre Frankrig først. Når Frankrig var besejret, kunne man vende sig mod Rusland.

Hele planen stod og faldt med, at Rusland ville være længere om at mobilisere end både Tyskland og Frankrig. Schlieffen-planen gav Tyskland blot seks uger til at besejre Frankrig, før Rusland formodedes at være klar til kamp.

Da Rusland begyndte at mobilisere, satte det derfor hele den tyske krigsførelse under pres: Hvis ikke Tyskland handlede hurtigt, ville det tabe krigen. Tyskland tog konsekvensen og valgte at slå først: Den 1. august erklærede Tyskland krig mod først Rusland og den 3. august også mod Frankrig.

Schlieffen-planen forudsatte også, at angrebet på Frankrig skulle foregå ind gennem det neutrale Belgien, hvis grænser blev overskredet af tyske tropper allerede den 3. august.

Belgiens neutralitet var imidlertid garanteret af England, der derfor den 4. august sluttede sig til Tysklands fjender.

Inden for en uge var Europas stormagter i krig.

Danmark forblev neutralt. Men Sønderjylland var en del af det krigsførende Tyskland.