Senest ændret den 11. juli 2024 19:33

Årsagerne til Første Verdenskrig er endnu i dag genstand for diskussion blandt historikere.

Denne ultrakorte introduktion prioriterer de begivenheder, der har størst betydning set fra en sønderjysk vinkel. Krigens årsager set fra en anden vinkel ville prioritere anderledes.

Krigens baggrund

Med Tysklands samling i Det tyske Kejserrige i 1871 var der skabt en ny, stærk stat midt i Europa. Det kontinent, der et århundrede tidligere havde bestået af utallige små og mellemstore stater, blev nu domineret af en række stormagter, dvs. militært stærke stater og imperier: England og Frankrig i Vesteuropa. Tyskland og Østrig-Ungarn i Centraleuropa. Rusland i Østeuropa, Det osmanniske Rige i Sydøsteuropa og Mellemøsten samt Italien i syd.

Der havde ikke siden den tyske sejr over Frankrig i 1871 og den russisk-osmanniske krig i 1877-1878, der var endt med en svækket osmannisk indflydelse på Balkan, været krig mellem de europæiske stormagter. Den tyske kejser, Wilhelm den 2., kunne ved sit 25-års tiltrædelsesjubilæum i 1913 ligefrem lade sig hylde som ”fredskejseren”, fordi Tyskland i hele hans regeringstid ikke havde været i krig.

Stormagternes indbyrdes relationer var præget af en målsætning om at sikre egne positioner, kombineret med en frygt for, at én eller flere af de øvrige stormagter skulle vinde overhånd. Tidsånden var præget af en darwinistisk tænkning om, at den stærkere overlevede og den svagere bukkede under. Det gjaldt også i forholdet mellem stater.

Parallelt med denne tænkning var dog idéen om folkenes selvbestemmelsesret. Inden for de store imperier levede nemlig mange forskellige nationale mindretal, der stræbte efter selvstyre eller selvbestemmelse i egne, suveræne stater, eller som ønskede territorial tilslutning til nabostater. De dansksindede sønderjyder i det nordligste Tyskland var kun ét af disse mange mindretal.

Alle disse forhold førte til skiftende alliancer, våbenkapløb og indbyrdes rivalisering om kolonier, magt og indflydelse. Stormagterne vogtede nøje på hinandens militære styrke, industrielle kapacitet, befolkningsstørrelse osv.

Den sidst tilkomne af stormagterne, Tyskland, stræbte – navnlig efter Wilhelm II’s tiltræden i 1888 – efter at tilkæmpe sig en plads i verden, der mindst var jævnbyrdig med hovedrivalerne England og Frankrig. Helst ville man overgå dem.

I 1898 havde Tyskland indledt en meget stærk oprustning af flåden, hvilket havde bragt landet i opposition til England, der så sin position som dominerende stormagt i verden udfordret af den nye opkomling.

Op imod 1914 havde der dannet sig to allianceblokke: Frankrig og Rusland på den ene og side med England som løsere tilknyttet tredje medlem, og Tyskland og Østrig-Ungarn på den anden side, sammen med et mindre forpligtet Italien.

Det osmanniske Rige var et imperium under langsom opløsning og blev ofte omtalt som ”Europas syge mand”.

Navnlig på Balkan stødte flere indbyrdes interesser sammen. Rusland havde i 1878-1879 forsøgt at udstrække sin magt på Balkan, men England og Frankrig havde dengang støttet Osmannerriget for at forhindre Rusland i at opnå direkte adgang til Middelhavet, hvilket ville have forrykket magtbalancen til Zar-rigets fordel.

En serie krige i slutningen af 1800-tallet førte dog til, at en række selvstændige stater opstod eller havde udvidet deres territorium i de tidligere osmanniske besiddelser. De nye stater på Balkan udkæmpede i årene op mod 1914 en række indbyrdes krige om land og grænser; både Italien, Østrig-Ungarn og Rusland forsøgte at udstrække deres indflydelse i det sydøstlige Europa, og både Frankrig og Italien sikrede sig bidder af det smuldrende osmanniske imperium i Nordafrika.

Østrig-Ungarn havde i 1878 med tysk diplomatisk støtte besat Bosnien-Hercegovina. Til gengæld for den tyske støtte havde Østrig-Ungarn accepteret at ophæve den passage i Pragfredens §5 fra 1866, der stillede de dansksindede nordslesvigere en folkeafstemning i udsigt. “Pragfreden” var fredsslutningen efter den tysk-østrigske krig i 1866, hvor Østrig havde måttet afstå alle de rettigheder, det havde vundet til Slesvig og Holsten i krigen mod Danmark to år tidligere, til Preussen – med den klausul, at “de nordlige distriker” af Slesvig skulle afstås til Danmark efter en folkeafstemning.

I 1908 gik Østrig-Ungarn et skridt videre og annekterede Bosnien-Hercegovina som en provins i imperiet.

Men også den nye, stærke stat på Balkan, Serbien, stræbte efter at indlemme Bosnien-Hercegovina. På længere sigt var det Serbiens ambition at samle de sydslaviske folk i én stat.

Østrig-Ungarn så derfor Serbien som en voksende trussel, fordi landet havde ambitioner om at samle de sydslaviske folk, herunder også indbyggerne i flere østrigske provinser (Slovenien, Kroatien, Bosnien-Hercegovina), i ét rige.

Den østrigske generalstab søgte derfor en anledning til at føre krig mod Serbien. Men det måtte helst ske, uden at Serbiens allierede, Rusland, blandede sig. Østrig-Ungarn delte hele sin lange østgrænse med Rusland og ville derfor være meget sårbart over for en tofrontskrig mod både Serbien og Rusland. Rusland ville dog muligvis afholde sig fra at gribe ind i en østrigsk-serbisk konflikt, hvis der var udsigt til at Østrigs allierede, Tyskland, blandede sig.

Den 28. juni 1914 besøgte den østrig-ungarske tronfølger Sarajevo, hovedstaden i Bosnien-Hercegovina. Her blev han myrdet af en bosnisk-serbisk nationalist.

Mordet satte en kædereaktion i gang: Østrig-Ungarn benyttede sig af lejligheden til at afregne med Serbien, inden det blev for stærkt. Østrigerne sikrede sig opbakning fra Tyskland til at føre en aggressiv politik mod Serbien, om nødvendigt også militært. Tysklands styrke skulle afskrække Rusland fra at blande sig i den begrænsede krig mod det lille naboland, som østrigerne forventede at kunne vinde på få uger.

Den 28. juli 1914 erklærede Østrig krig mod Serbien, der blev beskyldt for at stå bag attentatet.

Nu gik det stærkt: ved en hektisk udveksling af diplomatiske noter mellem de europæiske hovedstæder forsøgte man at undgå, at situationen skulle eskalere ud af kontrol, men uden held. Når det kom til stykket, var ingen af stormagterne indstillede på at give køb på egne interesser. Der var en vilje til at lade våbenmagt afgøre uenighederne i en rask, lille krig. Men nogen egentlig generel krigslyst blandt de ledende politikere var der næppe tale om. I sidste ende var det denne vilje og frygten for, at modstanderen skulle få et militært forspring ved at mobilisere først, der førte til verdenskrigen.

Serbiens allierede, Rusland, mobiliserede den 30. juli for at lægge pres på Østrig. Det fik Tyskland til at reagere. Tyskland havde lagt en plan for, hvordan det ville kunne vinde en tofrontskrig med Rusland og Frankrig på én gang. Den såkaldte ”Schlieffen-plan” gik ud på at slå til med fuld styrke mod vest og besejre Frankrig først. Når Frankrig var besejret, kunne man vende sig mod Rusland.

Hele planen stod og faldt med, at Rusland ville være længere om at mobilisere end både Tyskland og Frankrig. Schlieffen-planen gav Tyskland blot seks uger til at besejre Frankrig, før Rusland formodedes at være klar til kamp.

Da Rusland begyndte at mobilisere, satte det derfor hele den tyske krigsførelse under pres: Hvis ikke Tyskland handlede hurtigt, ville det tabe krigen. Tyskland tog konsekvensen og valgte at slå først: Den 1. august erklærede Tyskland krig mod først Rusland og den 3. august også mod Frankrig.

Schlieffen-planen forudsatte også, at angrebet på Frankrig skulle foregå ind gennem det neutrale Belgien, hvis grænser blev overskredet af tyske tropper allerede den 3. august.

Belgiens neutralitet var imidlertid garanteret af England, der derfor den 4. august sluttede sig til Tysklands fjender.

Inden for en uge var Europas stormagter i krig.

Danmark forblev neutralt. Men Sønderjylland var en del af det krigsførende Tyskland.

I 1914 havde Sønderjylland været under tysk styre i 50 år, og intet tydede på, at det ville forandre sig i fremtiden.

For den tysksindede del af den sønderjyske befolkning gav det tryghed at være borgere i Europas stærkeste militærmagt.  Men landsdelens dansksindede flertal havde siden 1864 håbet på en genforening med Danmark. I de første 25 år efter 1864 havde de forventet, at en folkeafstemning og en efterfølgende genforening var nært forestående og indrettet deres politik derefter. Men genforeningen kom ikke. I stedet havde Preussen indledt en politik, der havde til formål at forvandle alle landsdelens indbyggere til gode, kejsertro tyskere.

De dansksindede sønderjyder havde derfor siden 1880’erne organiseret sig med henblik på at føre en muligvis generationslang nationalitetskamp. De havde stiftet en forening til bevarelse af det danske sprog; en forening, der sendte børn fra dansksindede hjem på efterskoler og højskoler i Danmark, når de var færdige med den obligatoriske tyske skolegang; et parti, der varetog de dansksindede sønderjyders interesser i de tyske parlamenter; og en forening, der ydede kreditter, så danskejede landbrug kunne bevares på danske hænder. Den danske bevægelse i Sønderjylland var i 1914 gennemorganiseret.

På foreningernes fælles store danske årsmøde den 14. juni 1914 i Haderslev gjorde sønderjydernes organisatoriske leder, rigsdagsmand H.P. Hanssen, status. Han mindede om danskhedens tusindårige hjemstavnsret i Sønderjylland; han så tilbage på arbejdet for at bevare danskheden siden 1864; og han konstaterede med tilfredshed, at den danske bevægelse aldrig havde stået stærkere, end den gjorde nu.

H.P. Hanssen imødeså derfor fremtiden med fortrøstning, også selvom tiden under tysk styre skulle vare ved i mange generationer endnu. Han sluttede sin tale med at citere fra Hostrups trodsige digt ”Til Fjenden” fra nederlagsåret 1864:

”derfor vil vi som svar på vore modstanderes larmende sejrsfester tilråbe dem:

Du kan vel kro dig af døgnets kår
og af sejren, de har dig skabt;
men du fører en kamp imod tusinde år,
og i den har du visselig tabt!”

De ”larmende sejrsfester”, som H.P. Hanssen hentydede til, var jubilæumsfesterne i anledning af 50-året for sejren over Danmark i 1864.

Årsdagene for stormen på Dybbøl den 18. april og overgangen til Als den 28-29. juni blev fejret med storslåede festligheder på den gamle slagmark ved Alssund. Her deltog både lokale borgere, preussiske krigsveteraner fra 1864, højtstående embedsmænd og fyrstelige personer. Det hele blev festligt indrammet af militær pomp og pragt: parader af soldater i prangende uniformer i snorlige rækker, klingende musik og vajende flag, således som det var skik i Det tyske Kejserrige – og i alle de øvrige europæiske stormagter.

Hæren og flåden var kilder til national stolthed, og navnlig i Tyskland åbnede en officersrang døre til statslige embeder og ledende stillinger i erhvervslivet. Selv vejen til en ydmyg stilling som embedsmand ved postvæsenet eller jernbanen kunne lettes betragteligt, hvis man havde opnået en underofficersrang eller havde præsteret gode karakterer under værnepligten. Allerede mere end et århundrede tidligere havde den preussiske politiker, Friedrich von Schrötter, halvt spøgefuldt udtalt: ”Preussen er ikke en stat med en hær, men en hær med en stat.” Det gjaldt i 1914 næsten mere end nogensinde.

De soldater, der stillede op i snorlige rækker, og hvis marchorkestre leverede musikken til festlighederne, var fra regiment, Füsilier-Regiment ”Königin” Nr. 86, der havde kaserner på Sønderborg Slot og i Flensborg. Der deltog desuden marinesoldater fra den nyligt anlagte store skibsartilleriskole i Sønderborg, hvis pansrede krigsskibe lå til kajs lige på den anden side af Alssund.

Blandt de værnepligtige i rækkerne var mange sønderjyder. Værnepligten var blevet indført ved Slesvig-Holstens indlemmelse som provins i Preussen i 1867. I de følgende 25 år var det almindeligt, at de unge, dansksindede mænd udvandrede, når de nåede værnepligtsalderen. Tanken om at aflægge ed til fjenden og trække i tysk uniform var for mange helt umulig. Ved udbruddet af den fransk-tyske krig i 1870 var tusindvis af mænd tilmed flygtet nordpå over grænsen ved udsigten til at blive indkaldt til krigstjeneste – og måske endda risikere at blive sendt i krig mod Danmark, hvis landet skulle beslutte sig at gøre fælles sag med Frankrig og genvinde, hvad man havde tabt i 1864.

Men Tyskland vandt krigen. Mange af de udvandrede og flygtede kunne ikke vende tilbage. 1880’ernes danske aviser i Sønderjylland er fyldt med historier om gårde, der har været i slægtens eje i generationer, men nu måtte afhændes til tyske købere, fordi alle de voksne sønner var udvandret til Danmark og fordi der ikke var tilstrækkeligt med unge, dansksindede landmænd til at købe. I mange sønderjyske hjem blev det en familieerfaring, at det kunne have store omkostninger at unddrage sig soldatertjenesten i en krig, som Tyskland vandt.

I løbet af 1880’erne ophørte udvandringen gradvist. I den danske bevægelse indså man efter nogen diskussion, at det ikke nyttede noget at tømme landsdelen for unge, dansksindede mænd. For hvem skulle overtage gårdene? Hvem skulle gifte sig med de sønderjyske piger? Hvis en hel generation at dansksindede mænd udvandrede, ville dette meget hurtigt udviske landsdelens danske præg. En forudsætning for at bevare Sønderjylland dansk var, at drengene blev. Og for at de kunne blive, var det nødvendigt, at de opfyldte værnepligten.

Derfor blev det fra 1880’erne almindeligt også for dansksindede unge mænd at aftjene værnepligt. Den danske bevægelse lagde i sin politik over for de tyske myndigheder meget stor vægt på netop dette: Befolkningen gjorde sin pligt, og derfor kunne den også kræve sin ret til at leve som danske i sin egen hjemstavn uden at være udsat for smålig undertrykkelse.

Den frygt, mange i den ældre generation havde haft for, at de to-tre års værnepligt ville præge de unge i tysk, kejsertro retning, viste sig set at være ubegrundet. Efter endt værnepligt gik mange af de unge mænd med energi ind i de danske foreninger. Det vendte den tilbagegang, der havde præget den danske bevægelse indtil 1880’erne, til fremgang og ny styrke i årene efter 1900.

Sønderjydernes aftjening af værnepligten er den helt nødvendige forudsætning for H.P. Hanssens optimistiske tale på årsmødet i Haderslev i juni 1914. Men den betød også, at da krigen brød ud halvanden måned senere, stod en hel generation af sønderjyske mænd klar til at møde op.

De store sejrsfester på Dybbøl kulminerede på årsdagen for preussernes overgang til Als den 28. juni 1914. Hovedtaleren var kejser Wilhelms lillebror, prins Heinrich af Preussen. Han hyldede de mange fremmødte preussiske krigsveteraner og fremhævede deres mod og selvopofrelse som et eksempel til efterfølgelse for nutiden. Han udtrykte også en forventning om, at tysk ånd og tysk væsen snart ville trænge igennem ”helt til vort nordgrænselands grænse.”

Men prinsen havde endnu ikke forladt skanserne, før et ekspresbud kom ilende med et vigtigt telegram: Tidligere samme dag var den østrig-ungarske tronfølger, ærkehertug Franz Ferdinand, og hans hustru Sophie blevet myrdet i Sarajevo.

Festlighederne blev afkortet, og de høje personligheder hastede hjem til Berlin.  Det trak op til krig i Europa.

På et stort lærred i intro-rummet til særudstillingen vises en fil, der på 6 minutter introducerer Første Verdenskrigs årsager, forløb og betydning for Europa og Sønderjylland.

Senest ændret den 8. juli 2024 10:02

I Danmark kaldes Første Verdenskrig ofte “den glemte krig.” Landet var neutralt og deltog ikke i krigen 1914-1918. I Danmark huskes de ca. 700 dræbte søfolk på sænkede civile handelsskibe og “gullasch-baronerne”, der tjente store penge på at levere konserves til de krigsførende parter. Det, der fylder i dansk historiebevidsthed, er først og fremmest besættelsen 1940-1945.

Det er helt anderledes i Sønderjylland. Der er næppe en familie i Sønderjylland, der ikke blev mærket af krigen. Den sønderjyske krigserfaring er fundamentalt anderledes end resten af Danmarks, helt enkelt fordi Sønderjylland i 1914-1918 delte skæbne med Tyskland. Igennem flere generationer var Første Verdenskrig simpelthen Æ krig – Krigen.

Sønderjylland (Nordslesvig) havde i 1914 ca. 170.000 indbyggere. Flere end 30.000 mænd blev indkaldt til krigstjeneste. Det svarer til ca. 80% af alle mænd mellem 17 og 45 år. 6.000 faldt. Det er lige så mange faldne soldater, som hele Kongeriget Danmark med langt flere indbyggere mistede i begge de slesvigske krige 1848-1850 og 1864 – tilsammen.

Også i Tyskland er Første Verdenskrig på mange måder en glemt krig. I Tyskland ses krigen 1914-1918 som regel som en slags ouverture til krigen 1939- 1945. Første Verdenskrig danner afsæt og leverer baggrund for den større fortælling om den katastrofale Anden Verdenskrig, som mere end nogen anden begivenhed har formet og defineret den tyske historiebevidsthed de seneste generationer.

Ved Genforeningen i 1920 blev Sønderjylland dansk og var derfor under Anden Verdenskrig en del af Danmark. Det er grunden til, at historien om verdenskrigen 1939-1945 er fundamentalt anderledes i Sønderjylland end i Tyskland. Anden Verdenskrig har slet ikke i samme grad som i Tyskland fået lov til at fortrænge og overskygge Første Verdenskrig, muligvis dog med det tyske mindretal som en undtagelse.

I Sønderjylland indgår Første Verdenskrig desuden som en væsentlig del af den store, identitetsbærende grundfortælling om Genforeningen. Hvert år mindes afstemningsdagen den 10. februar over hele Sønderjylland og hvert år nedlægges der mange steder kranse ved mindesmærkerne på våbenstilstandsdagen den 11. november. Mindedagene markeres med folkelige møder, kaffebord og historiske foredrag.

De to begivenheder, Krigen og Genforeningen, er kædet tæt sammen: uden krigen ville Genforeningen slet ikke have været mulig. Krigens lidelser og ofre er således en nødvendig forudsætning for den nationale forløsning. Denne tolkning blev italesat allerede af sønderjydernes førstemand, H.P. Hanssen, i hans store tale den 17. november 1918 i Aabenraa. Tolkningen har sine rødder dybt forankret i den kristne grundfortælling: at lidelserne langfredag er en forudsætning for genopstandelsen påskemorgen.

Igennem generationer har tidsvidner fortalt minder fra krigen og genforeningsdagene ved afstemningsfesterne, og da de sidste levende vidner faldt fra, blev deres historier genfortalt af deres efterkommere.

Denne mindekultur har betydet, at erindringen om Første Verdenskrig stadig er levende i Sønderjylland. Mange har en familiehistorie eller i det mindste en familiebevidsthed om en far, en bedstefar, en oldefar eller en tipoldefar, som var med. I tidens løb er de mange individuelle oplevelser dog smeltet sammen til én samlet og ofte temmelig forenklet fortælling om den sønderjyske krigsdeltagelse.

Det er et af formålene med den store særudstilling om “Sønderjyderne og Den store krig” at folde historien ud med afsæt i nogle af de mange individuelle sønderjyske krigsdeltageres genstande og oplevelser og vise de mange forskellige måder, man kunne deltage i Første Verdenskrig på.

Særudstillingen om “Sønderjyderne og Den store Krig” kan ses på Sønderborg Slot.