Waldfriedhof, Darmstadt, Tyskland

Senest opdateret 23. september 2025

Skovkirkegården, er med et areal på 33 hektar den største kirkegård i Darmstadt. Den ligger vest for byen, let tilgængeligt fra den nord-sydgående motorvej 5.

Indgangsparti Waldfriedhof. Foto: Bente Ohlsen, 2024.

Darmstadt var ved 1900-tallets begyndelse et uddannelses- og kulturcentrum, bl.a. for den da nye Jugendstil, hvilket præger kirkegården. Anlæggelsen blev påbegyndt i 1913 med opførelsen af et moderne krematorium. Arbejdet blev forsinket af 1. verdenskrig, men kirkegården kunne åbnes i 1918.

Et imponerende indgangsparti med bl.a. en halvcirkelformet søjlegang og to store symmetriske kuppelbygninger, et lighus og et begravelseskapel samt et springvand midt på pladsen blev føjet til i årene frem til 1922.

Waldfriedhof oversigtsplan. Foto Bente Ohlsen, 2024.

Gravområdet er hesteskoformet og omkring 650 m langt. Fra indgangspartiet fører en bred hovedsti, der følger nord-syd-aksen frem til et centralt beliggende område, hvor grave for ofre for de to verdenskrige dermed indtager en prominent plads.

Her hviler 669 tyske soldater faldet i 1.og 2. verdenskrig, samt 240 franske og 170 russiske soldater faldet i 1. verdenskrig. Mange døde i krigsfangelejre og på hospitaler – heraf én sønderjyde.

Området er anlagt i tre niveauer:

Et cirkelformet område på det laveste niveau er én stor fællesgrav, der rummer resterne ca. 12.000 uidentificerede Darmstadt-borgere, dræbt i det største af flere britiske bombardementer af byen under 2. verdenskrig, en ”ildstorm” natten mellem 11.-12. september 1944.  Foran dette område findes et mindesmærke, ”Opfer”, afbildende tre familiemedlemmer, en far, en mor og et barn.

På mellemste niveau hviler et antal faldne soldater fra 2. Verdenskrig, og på det højeste et endnu større antal faldne soldater fra 1. Verdenskrig. Her har hver grav en sten med et udsmykket jernkors samt navn, fødsels- og dødsdato og rang for den begravede.

Gravplads Waldfriedhof, Darmstadt, 1. verdenskrig. Foto: Bente Ohlsen, 2024.

For enden af komplekset er der rejst et stort hvidt kors med inskriptionen ”Ihr seid uns unvergessen”.

Kors ved mindesmærke for de faldne i 1. verdenskrig. Waldfriedhof, Darmstadt. Foto: Bente Ohlsen, 2024.

Skovkirkegården er også lokal kirkegård og rummer grave for mange prominente borgere. Den fremstår på en gang vild og på samme tid velholdt og fredfyldt.

Læs mere om gravpladsen på Volksbund. (Eksternt link, september 2025).

På kirkegården ligger følgende 1 sønderjyde:

Gå tilbage til oversigten om fotograferede gravsteder.

Sønderjyderne og Den store krig 1914 – 1918