Den sønderjyske rigsdagsmand H.P. Hanssen skrev dagbog, da han som medlem af den danske fredsdelegation rejste til fredskonferencen i Versailles i 1919.
Mandag den 10. Marts 1919.
Om Formiddagen tog Dr. Munch og jeg hen til Direktøren for Krigsfangegevæsenet, hvor vi efter Aftale traf Professor Verrier. Vi vilde forhandle med Direktøren om de sønderjydske Krigsfanger for snarest muligt at faa dem hjemsendt. Vi blev vel modtagne. Direktøren var flink og imødekommende. Nu da Grænsen for Afstemningsomraadet kunde betragtes som fastlagt, vilde Hjemsendelsen snart kunne begynde. Det vilde gaa hurtigst, hvis Clemenceau dekreterede, at Fangerne skulde hjemsendes. Efter Aftale med mig havde Professor Verrier allerede et Par Dage før indgivet en Rapport til Clemenceau og i den foreslaaet, at alle i Afstemningsområdet hjemmehørende Fanger skulde sendes hjem saa tidligt, at de kunde deltage i Afstemningen. Vi meddelte Direktøren dette, og han raadede os derefter til personligt at søge Foretræde hos Clemenceau og foredrage ham Sagen. Skønt der næppe vilde være Udsigt til, at han kunde modtage os, da hans Tid var uhyre stærkt optaget, telefonerede Direktøren derhen for at aabne os Vejen. Generaladjudanten svarede, at Clemenceau ikke var tilstede, men at han allerede havde læst Professor Verriers Rapport og paa den skrevet: Det ske saaledes. Sagen kunde dermed betragtes som ordnet.
Da vi bort fra Direktøren, besluttede vi at fortsætte vore Bestræbelser for hurtigst muligt at faa Fangerne hjem. Professor Verrier mente, at de burde sendes hjem med et fransk Krigsskib. Han havde allerede bragt dette i Forslag paa ledende Sted, og hans Forslag var blevet modtaget med Velvilje, selv vilde han i saa Fald ledsage Fangerne. Da vi efter Hjemkomsten aflagde Beretning og drøftede sagen med Delegationen, mente Etatsraad Andersen imidlertid, at dette vilde gaa for langsomt. Han tilbød at sende “Russia” til Frankrig efter Fangerne og Delegationen, hvis Sagen kunde ordnes saa hurtigt, at vi kunde føre Fangerne med os hjem.
Klokken 1 var delegationen indbud til Frokost hos Prins Georg af Grækenland. Paa Alexander Foss og Bramsnæs nær, som var optaget af Forretninger, havde vi alle modtaget Indbydelsen. Vi kørte derhen i 3 Biler med Etatsraad Andersen i Spidsen. Prinsen boede i en Villa udenfor Byen, som Prinsessen, født Bonaparte, havde arvet efter sine Forældre. Prinsen, en høj, rank Mand med kraftige Ansigtstræk, jævn og ligefrem i sin Optræden taler korrekt Dansk. Han modtog os paa Trappen. Vi blev ført ind i en Salon med tilstødende Arbejdsværelse og straks inddraget i en livlig Samtale. Det viste sig, at Prinsessen, som har tilbragt sin Barndom og Ungdom i Frankrig og senere i en Aarrække levet med sin Mand paa Kreta, til vor Forbavselse ogsaa talte Dansk, omend ikke fuldt saa korrekt. Hun tog Plads i en Sofa mellem Dr. Munch og Nis Nissen og førte en meget livlig Samtale med dem. Klokken 1½ gik vi til Bords. Prinsessen sad mellem Etatsraad Andersen og Dr. Munch, Prinsen mellem Neergaard og mig. Ved Bordet fortalte Prinsen os mange Træk fra Kreta. “Politikerne”, sagde han, “er der , som alle Vegne, Ulykken, – Danmark selvfølgelig undtaget”, tilføjede han og bukkede smilende for os. Han fortalte, at han sammen med Kong Christian X havde været ombord paa “Dannebrog” udenfor Kolding Fjord, da Krigen brød ud. De havde da drøftet Krigens eventuelle Udfald, og han havde udtalt Ønsket om, at han, naar Freden blev sluttet, maatte kunne ride ind i Sønderjylland. Dette vilde nu, haabede han, gaa i Opfyldelse.
Efter Frokosten kom jeg i livlig Samtale med Prinsessen, som viste sig meget interesseret i sønderjydske og danske Forhold og rettede mange Spørgsmaal til mig. Samtalen gled ind paa Sønderjydernes Deltagelse i Krigen. Da hun hørte, at Nis Nissen havde været med, opfordrede hun ham til at fortælle hende noget om sine Oplevelser.
Etatsraad Andersen betegnede sig selv som hjemme i Huset og var det øjensynlig ogsaa. Han blev modtaget og behandlet som en kær gammel Slægtning. Børnene, en Søn og en Datter, sunde og kraftige Børn, som saa opvakte ud, kom ind og hilste og var tydeligt nok fra tidligere Tid velkendt med Etatsraaden. Hvad der glædede os alle, var at modtage et stærkt Indtryk af Prinseparrets varme Følelser overfor Danmark, som gav sig Udtryk paa mangfoldige Maader, ikke mindst i deres indgaaende Kendskab til det danske Sprog og danske Forhold i det hele taget.
Klokken 7½ var jeg indbudt til Middag hos Kammerherre Bernhoft. Tilstede var af Delegationen: Etatsraaderne Andersen og Glückstadt samt Dr. Munch, endvidere den norske Gesandt, Baron Wedel-Jarlsberg, den svenske Gesandts Frue, Grevinde Ehrensvärd, Legationsraad Engelsted og Frue og en Slægtning af Kammerherren. Efter Bordet gik Samtalen meget livligt. Den norske Gesandt var velunderrettet og meget underholdende. Overfor mig roste han Kammerherre Bernhoft i høje Toner. “Ham dér har Mod, ser De”, sagde han, idet han pegede paa Kammerherren. Der blev talt meget om den tyske Spionage, Tyskernes Færd i Amerika og deres Grusomheder i Belgien, som havde vakt en uhyre Forbitrelse i Frankrig. Tyskerhadet slog os under Opholdet i Paris i Møde alle Vegne. Det var dybt, og man sagde, at det vilde blive varigt. Men Tiden vil vel ogsaa her vise sig som den store Læge. Etatsraad Andersen talte med mig om Købet af en Ejendom ved Alssund. Vi blev enige om Ønskeligheden af at afholde et Forhandlingsmøde, hvortil hele Delegationen skulde indkaldes, den næste Dags Formiddag.
Sønderjyske Årbøger, 1926.