Den sønderjyske rigsdagsmand H.P. Hanssen skrev dagbog, da han som medlem af den danske fredsdelegation rejste til fredskonferencen i Versailles i 1919.

Søndag den 9. Marts 1919.
Biltur over Soissons og Reims. Jeg tog min Rejsekappe paa og satte mig foran hos Chaufføren for bedre at kunne nye Udsigten. Vi var 4 Biler i Følge, Delegationen fuldtallig paa Etatsraaderne Andersen og Glückstadt nær, Harald Scavenius med Frue, H. V. Clausen med Frue og Direktør Prior. Vi startede Klokken 7 Morgen. Vejret var graat, en Tid lang taaget, Landskabet smukt. Det varede ikke længe, før vi saa de første Spor af Krigen. Først Skyttegrave, Lejre, Artilleristillinger, saa nedbrudte Huse. Markerne var næsten overalt tilsaaet med Vintersæd og saa godt ud. Vi mødte Soldater alle Vegne, ogsaa mange farvede Tropper. Amerikanerne var stærkt repræsenteret. Efterhaanden som vi nærmede os Soissons, blev Sporene af Kampen tydeligere, mange Krigergrave og Dækninger udgravet i Vejkanterne, nedskudte og splintrede Træer, lange Rækker af Skyttegrave, Granater, Patronkasser og Patroner i Titusindvis strøet ud langs Vejene og meget mere viste, hvor Kampen havde raset. Vi naaede Soissons Klokken 10½ og spadserede hen til Kirken, som tydelig nok havde været Skive for Artilleriet og næsten var helt ødelagt. Hele Kvarteret omkring Kirken var en Ruinhob, Byen var øde, der stod endnu kun ganske enkelte Huse, deriblandt et Hotel, hvor vi spiste Frokost i et Værelse, der bar synlige Spor af Kampen. Saa gik det videre efter Reims. Et Par Steder undervejs gjorde vi Holdt ved Slagmarker og Lejrpladser. Vi samlede Hjælme, Vaaben og Patroner op, som endnu laa paa Valpladserne i Massevis. Jeg tog blandt andet en Gasmaske med mig, men glemte den uheldigvis senere paa Hotellet i Epernay.

Reims mindede mig om Pompeji – en død By – før Krigen havde den 115,000 Indbyggere, nu knap 5000. Kirken var meget ramponeret. Der var rømmet et smalt Spor henad Gaden, til begge Sider laa alt i Ruiner. Mellem disse Ruinhobe kørte vi atter ud af Byen. Vognene skulde have ført os tilbage til Paris igen, men Klokken var bleven mange, og Chaufførerne erklærede, at det var for sent, at der bestod strenge Forskrifter. Vi blev da enige om at køre ned til Epernay og tage med Toget Klokken 7 derfra. I Epernay, hvor vi havde en god Times Ophold, spise vi til Middag og rejse saa Klokken 7 tilbage til Paris, som vi naaede ved 10 Tiden. Det havde været en meget bevæget og indholdsrig Dag.

Sønderjyske Årbøger, 1926.