Lydoptagelse af H.P. Hanssens tale (uddrag) den 17. november 1918 på Folkehjem. Talen kan læses i sin fulde ordlyd nedenfor.

H.P. Hanssen genindtalte sin tale i 1932. Dette er kun et uddrag. Talen blev afsluttet med et citat af Bjørnstjerne Bjørnsson (ikke med i uddraget): “Alt, hvad fædrene har kæmpet, mødrene har grædt, har den Herre stille lempet, så vi vandt vor ret.”

Lydoptagelsen findes  sin helhed på Museum Sønderjylland.

Hele talen kan læses her:

“Der er gået halvfemte år, siden jeg på årsmødet i Haders­lev sidst talte til mine vælgere og meningsfæller på et offent­ligt møde.

Mellem da og nu ligger der vældige verdensbegivenheder, som har kastet dybe skygger hen over Nordslesvig og påført os trængsler som ingen sinde før.

Vor tanke skal i dag dvæle ved dem, der måtte drage i felten.
Henved 30,000 nordslesvigere drog ud. Over 6000  af dem er bievne derude. Verdenskrigen har kostet dobbelt så mange danske livet som krigen i 1864.

Spredt ud over landene ligger nu vore faldne brødres grave.

De findes i Ruslands susende nåletræsskove og vidtstrakte sumpe, langs Polens floder og i Serbiens dale, i Argonnerne og Karpaterne, i Makedonien og ved Dardanellerne, i Palæstina og Mesopotamien.

Særligt tæt ligger de i Frankrig, i Vogeserne, foran Verdun og fra Champagne op over landet til Flandern.

Og mange har fundet deres sidste hvilested i de store lukkede jernkasser dybt på havets bund.

Der var mellem dem en ungdom med guldglorie om hovedet, begejstrede idealister, evnerige mænd, hvis hjerter brændte af længsel efter et arbejde i vort folks tjeneste, og tusinder af støtte, trofaste danske mænd. Vi ved, hvor ofte og hvor gerne deres tanker fandt vej herhjem. Censuren har undertrykt mange feltbreve og lemlæstet andre.

Og dog viser så at sige alle hid­til offentliggjorte breve derude fra, at hjemmet var lyspunktet i deres tunge, triste og farefulde tilværelse. Med hvilken kær­lighed omfattede de ikke til det sidste deres nære pårørende, vort lille folkesamfund og vort minderige hjemland med al dets ynde, dets nutidstrængsler og fremtidshåb. Vi siger: Ære være deres minde!

Ud over landet sidder nu deres forældre, hustruer og børn, fæstemøer, slægt og venner tilbage i sorg og savn. Mangt et hvorfor vil ikke forstumme. Mangt et sind kan ikke finde ro.

Men Gud ske lov! Nu lysner det i øst. Morgenrøden er ved at bryde frem. En lysere og lykkeligere tid vil snart oprinde. Og da håber vi, at også de, der er ramt hårdest, vil kunne sige med Terje Vigen:

Stort har jeg mistet, men stort jeg fik.
Og så får du ha’ tak da, Gud!

Efter verdenskrigens udbrud måtte det være vor politiske opgave at søge det nordslesvigske spørgsmål løst ved den kom­mende fredsslutning, rent bortset fra, hvem der gik ud af krigen som sejrherre. Dette pålagde os en tilbagetrukken, af­ventende holdning. Vort parlamentariske arbejde samlede sig om løsningen af dagens små opgaver.

Allerede i 1915, på et tidspunkt, hvor tyskerne følte sig fuldt og fast overbevidste om, at de ville gå sejrende ud af verdenskrigen, og store anneksionsplaner stod på dagsordenen selv i liberale kredse, henvendte en anset videnskabsmand, der som rigsdagsmand tilhører et af de liberale partier, sig uopfor­dret til mig og sagde: Ved krigens afslutning må vi også se at få det nordslesvigske spørgsmål løst. Kun ad den vej kan stem­ningen i de nordiske lande blive bedre. Vi er mange, som tæn­ker således.

Noget senere gav en anden professor mig en be­tænkning til gennemlæsning, hvori han samtidig med, at han krævede betydelige anneksioner i øst og vest, udtalte lignende tanker om Nordslesvig.

En tredie liberal politiker, hvis navn er kendt langt uden for Nordslesvigs grænser, opfordrede mig på et senere tidspunkt til at foreslå ham en bestemt grænse­linje, hvis Tyskland, som han holdt for sikkert, blev sejrherre.

Det lovede jeg, men løftet er aldrig bleven indfriet, fordi forud­sætningen for dets indfrielse: Tysklands sejr, udeblev. Jeg nævner dette, fordi der i et kongerigsk blad er fremkommen hentydninger til, at jeg i min politiske virken i den senere tid har følt mig bunden af tidligere aftaler med tyske politikere.

Dette er absolut ikke tilfældet. Jeg står, som jeg altid har stået, frit og uafhængigt til alle sider og lader mig selvfølgelig kun lede af min bedste overbevisning om, hvad der tjener den dan­ske befolkning i Nordslesvig bedst.

Jeg mindes en dag i marts. Min ven landdagsmand Nis Nis­sen og jeg deltog efter særlig indbydelse i en festlighed for en kollega, som fyldte 70 år. Kloppenborg-Skrumsager var i de dage hjemme. Jeg kom her, efter at bordet var hævet, i samtale med en kollega, med hvem jeg i flere år har stået på en fortrolig fod. Han var lige bleven opfordret til at overtage en ministerpost, hvad han havde afslået, og var på dette tids­punkt særlig vel underrettet.

Om få dage, sagde han til mig, begynder vor sidste store offensiv. Vi vil denne gang nå langt frem. Kanalhavnene og Paris vil falde. Frankrig vil hurtigt blive tvungen til en sær­fred. Englænderne vil blive drevne bort fra fastlandet. Under­vandskrigen vil klare resten. Krigen er snart forbi. Hvis De vil opnå noget med hensyn til det nordslesvigske spørgsmål, så sæt Dem hurtigst muligt i forbindelse med regeringen og -— han nævnte bestemte parlamentariske førere.

Således var stem­ningen i mange liberale kredse. Dagen efter meddelte jeg Nissen samtalen, og vi drøftede indgående stillingen, men kom begge til det resultat, at vi vedvarende burde fastholde vor afventende holdning, indtil der forelå sikre kendsgerninger.

Så begyndte kejserslaget, som Hindenburg og Luden­dorff i deres urokkelige sejrsbevidsthed døbte den ny offen­siv. Men det varede ikke længe, før den gik i stå. Og så kom det franske modstød.

Tilbagetoget begyndte. I førstningen op­fattede tyskerne det som en snild manøvre af deres sejrsvante feltherrer. Derefter slog de deres lid til Hindenburglinjen. Men troen på, at de kunne vinde sejr, brast. De måtte længere til­bage, og nu blev kravet om en forsonings- og forståelsesfred dag for dag stærkere. Løsenet var: vejen til en forståelsesfred går over Tysklands demokratisering og parlamentarisering.

Grev Hertlings nølen vakte stærk uvilje. Hans stilling blev uholdbar, og han blev nødt til at trække sig tilbage.

Jeg sad i finansudvalget den dag, vicekansler Payer op­læste det kejserlige reskript om Hertlings afskedigelse. Vi stod alle under indtrykket af, at vi kun havde en indre krise, og regnede med en regering, som skulle fremtvinge den preus­siske valgretsform ved landdagens opløsning.

Møderne udsat­tes, og jeg rejste hjem for at forberede landdagsvalgene.

To dage senere var jeg atter i Berlin. De første to kollegaer, jeg mødte, var en frisindet og en nationalliberal, der stod og drøf­tede — provinsen Posens indlemmelse i Polen!

Hvad var der sket? Hindenburg og Ludendorff havde efter Hertlings fald i en depeche forlangt, at den nye regering skulle dannes med fredsslutningen for øje, da de ikke kunne garantere for, at fronten kunne holdes længere end fjorten dage. Så dan­nede prins Max af Baden en regering af flertalspartierne, ind­befattet socialdemokraterne og de nationalliberale, med den opgave hurtigst muligt at slutte fred. Og denne regering er­klærede straks, at den var villig til at slutte fred paa grund­lag af Wilsons program .

Dermed havde vi fået et fast udgangspunkt for vor stræben efter at få det nordslesvigske spørgsmål løst ved fredsslutnin­gen.

Et par dage efter forebragte jeg sagen for en høj embeds­mand i udenrigsministeriet. Vore forhandlinger fortsattes under en senere sammenkomst, og jeg meddelte ham, at jeg ville fremdrage sagen i rigsdagen, så snart der tilbød sig en lejlig­hed.

Jeg havde samtidig sammenkaldt vælgerforeningens be­styrelse og tilsynsråd til et møde i Flensborg, hvor jeg klar­lagde stillingen, og foreningen i tilslutning dertil traf aftaler og fattede beslutninger.

Den 23. oktober rejste jeg derefter sagen i rigsdagen i til- tilslutning til polakkernes og elsass-lothringernes krav. Den tyske presse kaldte den dag „nationaliteternes dag“.

Mens jeg talte, sprang de konservatives fører, grev Westarp, op på trappen og forlangte ordet til forretningsordenen. Præsidenten gav ham det først, da jeg havde sluttet min tale. Han opfordredede da regeringen til straks at tage standpunkt til de rejste krav.

Vicekansler Payer lovede, at det skulle ske den føl­gende dag.
Den 24. oktober holdt udenrigsminister, dr. Solf derefter en tale, hvori han erklærede, at Tyskland loyalt ville opfylde Wilsons program i alle retninger og alle punkter og i retfærdig­hedens og billighedens ånd. Men derefter afviste han skarpt alle danske krav, som støttede sig på Pragfredens § 5.

Jeg sad på min plads og gjorde nogle notitser for atter at melde mig til ordet. Da kom en af de højeste embedsmænd i udenrigsministeriet hen til mig og erklærede: For at forebygge misforståelser har jeg at meddele Dem, at den indledende del af udenrigsministerens erklæring også tager sigte på Nord­slesvig. Hvad regeringen bestrider, er blot, at man fra dansk side kan gøre en formel juridisk ret gældende. Derefter fra­faldt jeg ordet. Denne erklæring var mig nok.

Jeg affattede derpå det opråb, som vore organisationer har underskrevet, for dermed at give regeringen lejlighed til en videre udtalelse, som kunne klarlægge dens standpunkt i fuld offentlighed. Opråbet offentliggjordes sidste torsdag, og mø­derne her på „Folkehjem” blev indvarslet. Imidlertid var de­mobiliseringen begyndt, og torsdag aften var jeg nødt til at afrejse fra Berlin for at nå her til i rette tid. Postgangen er dårlig, og jeg kunne derfor ikke afvente opfordringens ankomst til Berlin, før jeg påny forelagde sagen for regeringen.

Dette skete i onsdags overfor folkekommissæreme Haase og Scheidemann.

Forhandlingerne førte til et tilfredsstil­lende resultat. Torsdag ankom de nordslesvigske blade med vore organisationers opfordring, som straks blev udenrigsmini­ster Solf forelagt, for at han kunne tage standpunkt til den.

Og dette har han nu med den samlede regerings billigelse gjort i følgende skrivelse, som jeg er bemyndiget til at oplæse her i dag:

Berlin, den 14. november 1918.
Udenrigsministeriet.

Meget ærede hr. rigsdagsmand Hanssen!
Til indholdet af det mig af Deres højvelbårenhed venligst overrakte opråb fra den dansktalende nordslesvigske befolk­nings organisationer må jeg ærbødigst henvise til den erklæ­ring, som jeg har afgivet i rigsdagen den 24. oktober d. å .: Den tyske reg erin g står derefter på det standpunkt, at også det nordslesvigske spørgsmål i henhold til præsident Wilsons fredsprogram bør løses på grund­ lag af den pågældende befolknings selvbestemmel­sesret.

Jeg har det tillidsfulde håb, at der med det standpunkt, som den tyske regering hermed indtager, i fremtiden sikres et for rivninger frit, nabovenligt forhold mellem det danske og det tyske folk.
Idet jeg udtrykker min mest udmærkede højagtelse.
Deres højvelbårenheds ærbødige (sign.) Solf.

Dermed har vi nu et fast udgangspunkt for vort videre ar­bejde. Hvad der nu vil ske i de nærmest følgende dage, er, at jeg på den danske befolknings vegne gennem den danske gesandt i Berlin retter en bøn til den danske regering om, at vort gamle fædreland vil modtage os, når vi nu snart i henhold til den af Tyskland i sikker udsigt stillede folkeafstemning ud­taler vort ønske om atter at blive forenet med Danmark. Sam­tidig vil vi bede den danske regering om at foretage de skridt, der vil være nødvendige, for at sagen kan blive afgjort under de forestående forhandlinger om verdensfreden.

Vore ønsker med hensyn til afstemningen har vælgerfor­eningens bestyrelse og tilsynsråd udtrykt i følgende resolution:

[Den nordslesvigske vælgerforenings resolution, gengivet andetsteds]

En ny tid er ved at oprinde. Den vil stille os over for store opgaver. Vi har allerede i disse dage nedsat en række udvalg, som skal forberede deres løsning, og anmodet dem om hurtigst muligt at begynde deres arbejde.

Men ved siden af disse opgaver af rent praktisk art vi’, den nye tid også stille os andre opgaver.

Her i Aabenraa, hvor vi er samlede, levede og virkede J. P. Junggreen.

De vil endnu mindes, at der var et ord, som han aldrig blev træt af at fore­holde vore modstandere. Det var det gamle bibelord: Hvad du vil, at andre ikke skal gøre imod dig, det skal du heller ikke gøre imod dem !

I den tid, vi nu går ind i, vil vi få lejlighed til at vise, at vi også anerkender dette ord som for­pligtende for os. Og jeg er overbevist om, at vi vil kunne bestå denne prøve.

Og så vil jeg blot endnu til slut udtale, at det er min faste overbevisning, at vi nu snart vil nå frem til en tid, hvor vi af fuldt hjerte vil kunne synge med Bjørnson:

Alt, hvad fædrene har kæmpet, mødrene har grædt, har den Herre stille lempet, så vi vandt vor ret.”