Peter Østergaard fra Stursbøl i Oksenvad sogn gjorde krigstjeneste i 1. bataljon af Regiment 86. Den 9. januar blev hans bataljon flyttet til Soissons

Søndag d. 10. Januar 1915.

Ja, så er vi kommen til et andet sted, der ligger nord for Soissons, men jeg tør vist ikke skrive alt for meget, for jeg er ikke sikker på, at brevet ikke bliver efterset. Det er nemlig bleven sagt til os, at de første 10 dage kunde vi ingen breve sende hjem. Det er jo sikkert for, at vi ikke skal skrive noget om stillingen og om troppeforskydningen. Jeg vil dog se, om jeg ikke kan få dette brev af sted på en eller anden måde.

Vi er her bleven indkvarteret. Vi bor 6 mand i en hestestald. Det er jo ikke særligt flot, men vi har nu fået rigelig med halm, fået et bord indrettet, nogle stole og fandt også en lille flot kakkelovn, fik et hul hugget i muren, røret sat igennem og har allerede kogt både kakao og kaffe og har det efter omstændighederne lunt og godt. Dog drøner kanonerne i det fjerne og minder os om, at det er krig. Vi har ogsaa fået ordre til at holde os parate til at rykke ud, men derfor er det ikke sikkert, at vi kommer til det. Dog ingen ved, hvad det næste minut bringer, og det gør dog altid saa meget, at man ikke rigtig kan sætte sig hen og skrive et ordentlig brev. Det bliver altid kun en hastig hilsen, men jeg går ud fra, at det dog er bedre end ingen ting i denne tid.

Det er underligt at gå her under sådanne forhold, for man skulde jo synes, at der måtte være en vældig spænding over os. For flere er det første gang, at de rigtig skal med i ilden, og man ved jo aldrig, hvordan det vil gå. For mit eget vedkommende synes jeg, at det ikke er mig, der skal med. Det er næsten, som om man kun er tilskuer til det hele, og det har vel nok sin grund i, at det egentlige menneske, selve sjælelivet, er langt borte fra dette skrækkelige. Det er, som om legemet kun er et redskab, der her skal udføre et arbejde, et arbejde, der er i strid med det andet, og derfor kan de ikke arbejde sammen. Når jeg nu måske skal ud i nat, så kan jeg ikke lade være med at tænke på et vers:

„Lad mig nu kun drage ad natmørkt hav, lad mig ikkun stævne imod min grav, livets Gud mig skærmer, jeg er hans barn, ud hans hånd mig river af dødens garn.“

Ja, med hans hjælp går alting nok godt, måske ikke som vi i øjeblikket kunde ønske, men dog som det båder os bedst.