I redaktør N.C. Willemoës’ notesbøger ligger et brev fra Holger Andersen, Haderslev (senere formand for Grænseforeningen), i hvilket han redegør for, hvad der bør ske med Sønderjylland efter et tysk nederlag.
Kaptajn af generalstaben R. With
København, den 1. april 1917 Fortroligt
Til To Løvers Forening
Idet jeg takker for det mig tilstillede memorandum angående Sønderjylland, skal jeg i henhold til den fremsatte anmodning tillade mig at fremsætte følgende:
Realpolitiske betragtninger angående Sønderjyllands genforening med Danmark.
Skulle den lyse dag komme, da Europa vil blive i stand til at kunne bøde på uretten imod Danmark i 1864, vil løsningen af det sønderjyske spørgsmål ikke alene blive bestemt efter det retsgrundlag, hvorpå vort nationale krav rejses, men også af stormagtsinteresser, der knytter sig dertil, thi Sønderjyllands tilbagegivelse til Danmark er ikke alene et dansk-nationalt spørgsmål, det er nu i overvejende grad et europæisk spørgsmål, hvis løsning må gennemføres ud fra realpolitiske betragtninger.
Stod det ikke klart for Europas stormagter i 1864, har tidens udvikling og Kielerkanalens maritim–strategiske betydning sikkert slået dette uigendriveligt fast.
Dette er dog måske ikke kun til lykke for vort folk. Thi, hvor hårdt det end er at erkende, så er vi jo ikke en gang i stand til i enighed at samles om denne nationale sag. – Også den rejses i splidens tegn.
Der er jo de, der i national selvopgivelse overhovedet ikke vil have Sønderjylland tilbage. De vil ikke herved skade det gode naboforhold til Tyskland; de frygter tillige, at der fra Tysklands side straks eller senere vil blive opstillet betingelser eller krav, der vil lægge sig som lænker om vor nationale og økonomiske frihed.
Og der er de, der forsigtigt kun vil samles om at flytte grænsepælene til sindelagsgrænsen – Tønder–Flensborg – ja, end ikke Flensborg by med, og endelig er de tilbage, der kæmper for at gå frem til de yderste forposter for dansk sprog, og som navnlig samles om at hævde kravet om Dannevirkelinjen.
Det er på dette grundlag, jeg personligt står.
Til disse 3 kongerigske kategorier kommer da den 4., den moderne slesvignisme, der meget minder om den gamle Slesvig-Holsteinisme, og som allerede har ytret sig i en bevægelse, der selvom den endnu kun er i sin begyndelse, i givet øjeblik kan tage fart, fordi den i det store og hele hviler på reelle økonomiske interesser.
Kampen for sproget og jorden i Sønderjylland er først og fremmest ført af den slesvigske gårdmandsstand. Husmanden i Sønderjylland har stået i baggrunden, han har ikke haft den lod, som udviklingen her hjemme har givet vore husmænd, og derfor ej heller disses politiske og økonomiske indflydelse.
Ud fra tanken om Sønderjyllands genforening med Danmark efter krigen, har da de sønderjyske gårdmænd med opmærksomhed fulgt den politiske udvikling herhjemme, og gennemførelsen af den nye Grundlov, der har svækket den danske gårdmandsstand og øget husmændenes økonomiske og politiske magtstilling, har vakt en opmærksomhed søndenå, der ikke har været uden indflydelse på slesvignismens genopblussen.
Det er tillige en kendsgerning, at store dele af Sydslesvigs tyske befolkning med bange anelser ser hen til Tysklands nederlag og de økonomiske konsekvenser, dette vil føre med sig, at parolen ”Løs fra Preussen” har i øjeblikket god genklang i befolkningen. Denne bevægelse, der hviler på økonomiske interesser, mødes nu nord fra med en lignende strømning, der også ud fra økonomiske betragtninger styrer efter parolen ”Løs fra Preussen, men ikke tilbage til Danmark. Vi Slesvigere vil gå sammen for os selv.”
Tanken om delingen af Slesvig ved Tønder- Flensborg linjen er da i stærk modstrid med den nyslesvigske bevægelse, mens Dannevirkelinjen i sig selv virker samlende og kan drage hele Sønderjylland fra Dannevirke til Kongeå til Danmark og bort fra separatismen, ifald man herhjemme leder den politiske udvikling således, at man ikke inden fredsforhandlingernes begyndelse på forhånd afskærer slesvigerne fra at blive medbestemmende ved fastlæggelsen af den Rigsgrundlov, hvorunder det danske folk i fremtiden skal leve sit politiske og økonomiske liv.
Det vil under dette nationale synspunkt være en utilgivelig politisk kortsynethed, ifald man lader den nye Grundlov træde i kraft før verdenskrigens resultater og dermed det sønderjyske spørgsmål er endeligt opgjort.
Bliver Tyskland slået ned, vil et af Europas krav være, at Kielerkanalen som maritim – strategisk vandvej tages ud af Tyskland hånd og spørgsmålet om Kielerkanalens internationalisering ved at inddrage den i en neutral zone ligger da lige for.
Det er klart, at man ikke kan lade denne zone ligge indeklemt mellem dele af det tyske rige, og kravet om intet Tyskland nord for kanalen, samler da betragtninger over den neutrale zones nordlige grænselinje i spørgsmålene:
1) Om grænsen skal lægges mellem Danmark og zonen eller mellem denne og et nydannet selvstændigt Slesvig og
2) Hvor grænsen skal gå.
Et selvstændigt Slesvig vil med det tyske element, det indeholder, blive et arnested for en målbevidst tysk national propaganda, der vil blive den gamle Slesvig-Holsteinisme om igen og tidligt og silde vil Europa have et stykke Tyskland nord for kanalen ganske i strid med de forudsætninger, hvorunder den neutrale zone blev skabt.
De internationale besætningstropper i zonen vil ud over den fredelige polititjeneste tillige have den hoved opgave ved krigsudbrud at hindre Tysklands maritimstrategiske udnyttelse af kanalen, eventuelt ved en rettidig ødelæggelse af dennes konstruktioner, spærringsforanstaltninger o.l. og denne vanskelige og vigtige opgave løber fare for at blive kompromitteret, når forholdenes udvikling også nord for kanalen skaber et stykke Tyskland, hvor man i fredstid i samråd med tyskerne syd for kanalen, skjult kan forberede aktion mod dennes bevogtningstropper.
Et selvstændigt Slesvig er derfor i strid med Europas interesser, der bedre sikres ved at lade zonen grænse direkte til Danmark. De betragtninger dette giver anledning til, fremsættes samtidig med overvejelserne angående spørgsmålet om, hvor grænselinjen skal gå.
Man kan i almindelighed slå fast, at den neutrale zones udstrækning bør være så lille som mulig, thi jo mindre området er, jo mindre bliver det i zonen værende tyske element, og jo færre militære kræfter kræves der da for at løse de for okkupationskorpset foreliggende opgaver. Organisationen kan simplificeres til en mindre politistats, og alle kræfter kan samles til løsningen af den primære opgave: kanalens sikring.
Handler man henimod f.eks. ved at lægge zonens nordgrænse op til linjen Flensborg-Tønder, optages et så stort tysk element i området at faren for et stykke Tyskland nord for kanalen atter foreligger.
Okkupationskorpset må da stærkt forøges, og hele zonens administration anlægges efter virkefelter, der komplicerer organisationen og deler kræfterne i stedet for at samle dem om hovedopgaven.
Ved at lægge grænseskellet i Dannevirkelinjen, opnår man fordelene ved den lille zone, og man deler og svækker det tyske element nord for kanalen. Ved samtidig at stille visse fordringer med hensyn til de militære garnisoners styrke og nationalitet i det nord for grænselinjen liggende Sydslesvig skaber de i neutralzonen interesserede stormagter forøget sikkerhed mod den fare, som en tysk national propaganda i fred vil kunne ved krigsudbrud.
De danske grænsepæle ved Dannevirkelinjen, er da for de europæiske interesser den mest rationelle løsning.
Side 587
Udtalelse af kendte sønderjyder vedr. grænselinjen
Redaktør Ernst Christiansen ”Flensborg Avis”, udtaler sig den 1. juli 1915 – efter tidligere udtalelse i samme retning – til mig således:
”Jeg ynder ikke delingstanken, men i alle tilfælde må grænsen da evt. gå syd om Flensborg by. Flensborg skal og må vi have med – jeg kunne ellers næsten fristes til at sige, at ellers måtte det hellere blive ved det gamle. En linje, der går nord om Flensborg By, er jeg en bestemt modstander af. Men vanskelighederne ved at drage en grænselinje, der kunne synes passende, er meget store. Man må tage alle momenter – ikke alene de momentant nationale og sproglige hensyn – men også de økonomiske, historiske, politiske og militære med i betragtning. Derfor holder jeg på Dannevirkestillingen; dette er en naturlig og god grænselinje. Rigets ældgamle forsvarslinje mod syd. Alene denne linje tilfredsstiller alle disse hensyn og krav”.
Fru redaktør Jessen udtaler ved samme lejlighed:
”Jeg vil ikke gå så langt at sige, at jeg hellere så alt blive ved det gamle, hvis ikke Flensborg by (og det nødvendige opland) kom ind under Danmark. Men det ville være mig en stor sorg, hvis dette skulle ske. Hvorledes vil man for øvrigt drage grænsen lige nord om Flensborg by, uden derved ganske føleligt at ramme Flensborgs hele økonomiske stilling?
Side 589
Man har ikke ret og lov til at berede Flensborg samme skæbne oven i købet i forstørret målestok – som den, der beredtes i Ribe i 1864, hvis sligt på nogen måde kan undgås. Også jeg ønsker Dannevirkelinjen af de samme grunde som E. Christiansen. Men for øvrigt afgøres vel hele spørgsmålet efter europæiske interesser, da spørgsmålet er ligeså meget europæisk som dansk”.
Tandlæge J. Smidt, Haderslev:
”Man kan slet ikke drage en grænselinje efter det doktrinære nationalitetsprincip; det er ganske uholdbart. Man må tage andre faktorer som økonomiske og strategiske med i betragtning. Den slesvigske delingstanke kunne måske i sin tid have været gennemført, hvis vi ikke kunne have langt den mindste del af hertugdømmet. Det kunne måske tilfredsstille visse romantiske længsler og drømme, men ikke give os – Danmark – større statsmuligheder. Danmarks grænse bør være ved Dannevirke”.
[Her er der indsat en hjemmegjort tegning af Sønderjylland]
Side 590, 591, 592, 593, 594, 595,
Afd. Peder Skau, Bukshave:
Vi må have Angel med; vi må have det helt ned til Dannevirke.
Afd. Redaktør M.C. Mathiesen, Haderslev (død feber. 1915) var meget ivrig forkæmper for Dannevirkelinjen og gjorde sig stedse til talsmand for denne, når han havde lejlighed dertil.
Alle ytringer er fremsatte af de pågældende over for mig personlig.
Sammenstillet i slutningen af april 1917.
Cand. H. Andersen
Historie til 1864
Overvundet af Østrig og Prøjsen efter en 6 måneders krig måtte Danmark i 1864 afstå hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg.
Holsten og Lauenborg var i tidens løb blevet knyttede til den danske krone, men aldrig indlemmet i Danmarks rige. De hørte i sin tid med til det gamle tyske rige og optages 1815 i det tyske forbund. Om en genvinding af disse lande har Danmark aldrig næret noget ønske.
Slesvig er et ældgammelt dansk land. Fra historiens ældste tider og til det måtte afstås i 1864, har det uden noget afbrydelse været en del af Danmarks rige. Slesvigs tab er aldrig glemt i Danmark.
Få riger kan med samme ubrydelighed pege på deres grænse fra rigets opståen til helt ned mod vore dage, som Danmark på sin. Denne grænse er Ejderfloden, Sønderjyllands sydlige grænseflod, skellet mod det tyske rige (Eidoro impereii romani terminus).
Alle mindesmærker helt fra stenaldertiden viser, at Sønderjylland ned til Ejderfloden beboedes af samme stamme som det øvrige Norden. De ældste optegnelser på dansk sprog er fundet her. De gamle stednavne viser oprindelse af nordisk rod. Sydligst i Sønderjylland byggede Kong Godfred omkring år 800 sit grænseværk, Dannevirke, de danskes vold.
Først da feudalvæsenet, i øvrigt lidet kendt i de nordiske lande, ved midten af det 13. århundrede begyndte at vinde lidt indpas her, får Sønderjylland en særstilling inden for riget. Den sønderjyske hertugslægt, en gren af det danske kongehus forbinder sig med de tyske grever i Holsten. Tyske stormænd vinder nu godser i Slesvig, og i den sydligste strimmel mellem Dannevirke og Ejder, bosætter sig tyske kolonister. Under stadig fortsatte lensstridigheder skabes en voksende politisk forbindelse mellem det danske Slesvig og det tyske Holsten, men ingen som helst folkelig national. Bortset fra den nævnte allersydligste landstrimmel bevarer Sønderjyllands befolkning sit danske sprog under de tysk-danske vasalslægters herredømme.
Efter en sejrrig krig med Sverige, der har støttet en forræderisk hertugslægt, får Danmarks konge 1721 atter fuldt herredømme over hele Slesvig; og Frankrig og England sikrer Danmark besiddelsen af det genvundne ”til evige tider”. Et halvt hundredår efter får Danmarks konge, der siden 1460 har haft et delvist herredømme i Holsten, her dog kun under tysk rigshøjhed, ved forskellige overenskomster samlet også hele Holsten under sig, idet sidstnævnte lands tilhørsforhold til det tyske rige dog stadig bevares. Af politiske hensyn opretholder de danske konger en administrativ forbindelse mellem Slesvig og Holsten til fordel for de store godsbesiddere, til skade for den slesvigske befolkning. Denne bevarer dog også gennem disse tider sit af de herskende klasser tilsidesatte og ringeagtede sprog.
Ved midten af forrige århundrede er den gamle danske kongestammes mandslinje ved at uddø. Man står da over for en mulig adskillelse fra det danske monarki af det tyske hertugdømme Holsten, hvor kun mandslinjen kan arve. Den linje, der her kan komme på tale, Augustenborgerne, rejser imidlertid krav også på Slesvig og støtter sig her til en bevægelse opstået blandt Slesvigs overklasser, godsejere, embedsmænd, universitetskredse. Denne overklasse, der i modsætning til landets jævne befolkning har tilegnet sig tysk sprog og dannelse, drages nemlig af den stærke nationale bevægelse i Tyskland i forrige århundrede. Efter et fra tysk, navnlig prøjsisk side, ordnes forholdet under europæisk medvirkning ved Londonprotokollen af 8. maj 1852 således, at hele monarkiet, herunder ikke blot Slesvig, men også de tyske forbundslande Holsten og det 1815 erhvervede Lauenborg ved den gamle kongelinjes uddøen skal gå i arv til prins Christian af Glücksborg, senere Christian IX. Augustenborgerne har ved oprøret sat sig ud af spillet, også for Holstens vedkommende. Det danske monarkis integritet anerkendes som et permanent princip. Denne traktat underskrives foruden af Danmark også af de 5 stormagter, Frankrig, England, Rusland, Østrig og Prøjsen, samt af Sverige og Norge.
Christian IX bestiger Danmarks trone 1863. Men nu angriber Prøjsen og Østrig, trods hin traktat og deres medunderskrift på denne, Danmark. Den ventede hjælp fra de andre underskrivende magter udebliver. En konference i London mellem samtlige ovennævnte magter søger forgæves en løsning. Slået til jorden af sine overmægtige fjender må Danmark ved freden i Wien (30/10- 1864) afstå ikke blot de tyske forbundslande, men også Slesvig, idet ”Kongen af Danmark renoncerer på alle sine rettigheder til hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg til fordel for deres majestæt kejseren af Østrig og kongen af Prøjsen, idet allerhøjstsamme forpligter sig til at anerkende de dispositioner, som de nævnte majestæter ville træffe med hensyn til hertugdømmerne”. – Et langt mere end tusindårigt bånd var omsider brudt.
Side 596
Indlemmelse i Prøjsen
Hele Tyskland havde med sand ”furor teutonicus” genlydt af flammende ord om augustenborgernes krænkede ret. Så fik vel denne slægt nu sit ”befriede land”? Tror man det, kender man ikke sin Bismarck, ikke prøjsisk politik! Den stakkels hertug havde i sandhed måttet arbejde ”pour le roi de Pruisse”! Den 12.september 1865 fælder de prøjsiske kronjurister den kendelse, at augustenborgerne ikke havde nogens som helst ret til hertugdømmerne. Den retmæssige ejer var Christian IX. Og denne har afstået sin ret til Prøjsen og Østrigs herskere!!! –
Se her, hvorledes denne handling stemples i den franske lovgivende forsamling: – Mødet den 3. maj 1866 – [Léance = ordet står med udviske bogstaver] M. Thiers (talende om de prøjsiske kronjuristers kendelse): Or voice[voit?] ce que a été décidé: Le duc d’augustenbourg n’a aucun droit. Le roi Christian seul a des droits sur les duches seul il peut les transmettre. Or comme a la suite de la guerre que nous lui avbons faite, il nous a transmis ces droits par traite, nous sommes a notre tour, les seuls propritaires, l’etant devenus par a volonté et la fait du proprietaire legitime. (Exclamations et movement prolongis).
- Emilie Oliviers. Cést aborniable!
- Thiers. Messiuers, vraiment, dans un sujet si grave, je semble n´être pas seneux en faissant ce ricit (Si, Si!) Ete bien, cést la verité même que je vous raconto[raconté?]. (Oui! Oui! Ce nest que trop vrai).
Oui, Messiuers, ce spectacle, burlesque, paidonnez moi le mot, cést la verité même (Marques generalés dáprobbation et d´assentiment.)
- Emile Oliviers. Cést aussi infâme que burlesque.
- Thiers. Comment! Les duchés appartenaient legitimement au soi de Danemark; vous ne les lui rendez pas cependant et vous prétendez qu’ils sont devenus votre propriete! A quell titre? Au titre de la guerre inique qui vous avez fait au légitime propriétaire. (Nouvelles marques d’adhision).
Side 598, 599, 600, 601
Messieurs lisez bien l´histoire! Y a t-il jamais en rien de semblable? Nous vous indignons contre le partage de la pologne mais y ent-il jamais rien ou l’odieux et le burlesque se trouvassent mêlés, combinés au même degré? — (Cést vrai! Cést vrai! Bravos et applaudissements).
———— Tidligere i samme tale havde Thiers udtalt:
Est-ce que oh[on?] a le droit de s’emparer d’une province voisine, parce qu’il s’y trouve quelques habitants parlant votre langue?
Ce droit s’ètendrait bien loin, et l’Alsace je le répéte, a cette condition, nous échapperait. —
Mellem Prøjsen og Østrig udbryder krig 1866 og ved freden I Prag 23. august 1866, bliver hele det fælles bytte Prøjsens. – Ved Napoleon III’s mellemkomst indføres ganske vist i traktatens §5 den bestemmelse, at ”beboerne i de nordlige distrikter af Slesvig skal afstås til Danmark, når de ved fri afstemning tilkendegiver ønsket om at blive forenede med Danmark”. Men uden noget hensyn til denne bestemmelse indlemmes alle de tre hertugdømmer fuldt og helt i Prøjsen ved kgl. Prøjsisk patent af 12. januar 1867. Og ved en traktat mellem Prøjsen og Østrig af 11. oktober 1878 erklæres §5 for bortfaldet. – De kår, der under det halvhundredårige fremmedherredømme derefter er budt danske mænd og dansk sprog i Slesvig, kender alle. Frankrig kan her se hen til sine egne landsmænds kår i de erobrede lande. Og endda mener vi i Danmark, at vore landsmænd gennem disse år fik den hårdeste lod. Bag Elsass-Lothringen stod Frankrig, bag Slesvig kun det lille svage og forsagte Danmark. Den, der kender tysk tankegang, vil også vide, hvor den ”pansrede næve” da lagde sig hårdest.
Tilbage til Danmark
Når nu det nye Europas grænser skal drages, skal da Danmarks sydgrænse stadig gå dér, hvor fremmedes overmagt trak den i 1864? Vil ikke Frankrig mindes, at trofaste franske og danske mænd nu gennem lange år har båret det samme åg? Vil ikke Frankrig og England mindes, at de 1721 lovede Danmark sikker besiddelse af Slesvig til evige tider? Vil ikke Frankrig og England og Rusland mindes, at de 1852 anerkendte Christian IX og hans efterfølgere på Danmarks trone som retmæssige arvinger til Slesvig? Vil ikke alle de lande, der nu må kæmpe den hårde kamp mod Prøjsen og Østrig mindes det lille land, der for halvhundrede år siden ene måtte stride den håbløse strid mod de samme magter?
At i det mindste den Nordslesvig ved Pragfredens oven citerede §5 givne ret til at vende tilbage til sit moderland, må kendes for stadigt bestående trods Østrigs og Prøjsens private overenskomst af 1878, er vel hævet over al tvivl.
Men vil overhovedet fredstraktaten fra Wien, 1864, kunne danne grundlag for en retsordnet tilstand, særlig når man ser hen til, hvorledes selve de prøjsiske kronjuristers ovennævnte kendelse har berøvet den ethvert skin af moralsk baggrund. Kan den i nogen måde kræve mere respekt end Frankfurttraktaten af 1871.
Nuværende nationale forhold.
Vil da Slesvigs nuværende nationale forhold gøre en tilbagegivelse berettiget? Vi henviser til vedstående kort over hertugdømmets sprogforhold.
Slesvigs nordlige halvdel, landet mellem Kongeå og Flensborg Fjord er ublandet danske land, dansk af sprog, dansk af sind. Hvad her findes af Tyskland er – praktisk talt – indført efter 1864. Her er den nationale forsvarskamp under fremmedherredømmet (størst) ført. Herfra lød de klager over det tyske tryk, der gav genlyd over Europa. Her er siden 1888 al dansk undervisning bandlyst fra skolen, og al privat skole og undervisning forbudt! Her lyder ikke des mindre dansk og kun dansk som folkets daglige sprog både fra gammel og fra ung. Herfra er stedse sendt – og siden 1886 med stadigt stigende tal – en dansk mand til den tyske rigsdag.
Side 602, 603, 604 og 605
Landet mellem Flensborg Fjord og Ejder er nationalt blandet og var det delvis før 1864. Her tales tre sprog. En lille isoleret sprogstamme, nordfrisere, indvandret i et af middelalderens århundrede, har stadig bevaret sit eget sprog, et sprog for sig, hverken dansk eller tysk. Under dansk herredømme havde de altid gode kår. Deres område er landets sydvestlige hjørne og de tilliggende øer. – Tysk tales i de østlige og sydlige egne, i de østlige forstås dog dansk så at sige overalt. – Dansk er endnu stadig folkets sprog i de midterste egne.
Pragfredens §5, som gav Nordslesvig håb om en genforening med Danmark, berøvede ved sin blotte eksistens danskheden syd for Flensborg. Ikke des mindre viste dansk sprog i vide egne sin ukuelige livskraft og spredt i landet står endnu mange trofaste danske hjerter. Og desuden summer landet syd for Flensborg i andre henseender rige nationale minder og værdier for Danmark. På dets valpladser har Danmark gennem århundreder kæmpet for sin sydgrænse. Her står det slot, hvor den nuværende danske kongeslægts første mand på Danmarks trone, Christian IX, fødtes – Gottorp – og det, hvorefter denne slægt bærer navn, Glücksborg. Runesten fra dets sydligste ældgamle grænse. – Der knejser endnu rester af den gamle vold, Dannevirke, som Kong Gotfred rejste ca. 800 mod sydlige angreb og hvor over 1000 år senere den danske hær i 1864 først tog kampen op mod den samme front.
Fremtidens grænse.
At dele Slesvig over ved Flensborg Fjord som nogle, stadigt knugende under ydmygelserne siden 1864, tænker sig det, vil da være en uret både mod Danmark og mod Slesvig. For den blomstrende handelsby Flensborg vil det være ødelæggelse, hvad enten denne by kom til at ligge på den ene eller den anden side af grænsen. Af mange slesvigere vilde det føles dybt smerteligt, om det gamle land blev delt. De mange danske, der bor syd for en sådan linje, ville komme til uforskyldt at bøde for tidligere tiders fejlgreb og tysk vold. Og er det ikke i al henseende bedre at lægge blandet sprogområde under dansk end under tysk herredømme! – Og endelig: Ingen politisk tanke har nogensinde samlet det danske folks bredeste lag i en sådan enighed som den, der ved forrige århundredes midte fik det til at rejse sig til værn om sin gamle grænse ved Ejder!
Om man tænker sig nord Østersø kanalens bredder gjort til international zone, vil en i alle henseender god grænselinje kunne drages fra Ekernførde over Marienthal, syd om Kropp til Syderstabel og herfra langs Ejder, følgende denne til udløbet. Denne linje opfylder de nødvendige betingelser for etableringen af det militære forsvar for rigets sydgrænse. Enhver linje der tilstræber at dele landet efter andre synspunkter, vil være umulig i strategisk henseende. Gives det tabte land atter tilbage til moderlandet, bør der vel også gives dette muligheden for at forsvare det.
Hohenzollen-slægtens valgsprog er: suum cuique [enhver skal have sit]!
Måtte det times den, at se denne sætning bragt til opfyldelse!