Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Fra starten af marts 1918 var batteriet indlogeret i en lille fransk by ved navn La Vallee Mulatre.

Den 11. marts blev en lang dag. Jeg lå og vred mig på en brix i laden, kunne ikke spise og ikke sove, jeg havde stærk hovedpine, og blodet bankede i min tinding. Dagen gik og natten også. Halsen truede med at lukke sig helt til, jeg trak vejret tungt – svedte og frøs.

Hen på formiddagen den 12. marts kom der en fra skrivestuen og gav besked om, at jeg skulle straks begive mig til lazarettet – det var difteritis – streng halsbetændelse. Prøven var kommet tilbage fra bakteriologisk station, og nu var det bare med at få mig sendt af sted så hurtigt som muligt, for denne sygdom var smittefarlig i høj grad. Jeg fik min tornyster pakket. Kammeraterne hjalp mig med at få teltdugen og mantelen rullet, og de var i det hele taget mig meget behjælpelig.

Jeg skulle selv gå hen til et samlingssted for syge, og et sådant var der i Wassigny ca. 2 km fra La Vallee Mulatre. Ved middagstid tog jeg af sted, Skurnia og Rudolf Winkler gik med mig derhen, de bar min tornyster og karabiner. Her i Wassigny var der et stort samlingssted for syge og let sårede.

Hele lazarettet var telte. Jeg tog afsked med Skurnia og Rudolf Winkler, og så meldte jeg mig på kontoret. Dernæst kom jeg ind i et telt og fik en seng anvist. Her var sygeplejersker og Røde Kors søstre. Vi havde en flink Røde Kors søster – hun var fra Hamborg og rødhåret. Hun spurgte mig om, hvad jeg var for en landsmand: Nordslesviger, svarede jeg – så er vi jo halvvejs landsmænd.

Jeg kom i seng og fik eddikesur lerjord at gurgle halsen med, og det tog noget af smerterne. Vi lå i en 3 – 4 lange rækker i dette telt. Ved siden af mig lå en Sanitätshundefører, en benævnelse, som jeg mødte første gang. Han fortalte vidt og bredt om hans bestilling som hundefører; deres pasning, arbejde osv.

Her i dette telt lå vi til anden dag om morgenen, vi skulle stå op og komme i et persontog, der førte syge og let sårede med sig (Leichtkrankenzug). Vi kom imidlertid ikke af sted før hen på eftermiddagen – vi sad i III. klasses kupévogne. Vi var alle syge mere eller mindre, og jeg følte mig meget dårligt til pas. Feberen var høj, jeg havde en voldsom hovedpine, og så måtte jeg kaste op af og til, dette gjorde jeg gennem vinduet.

Ved 10 tiden om aftenen holdt vi i Maubeuge. Vi kom ud og kom op på en slags sporvogn, der kørte os ud til et lazaret. Jeg stod foran på perronen hos føreren, men jeg så ikke ret meget. Jeg var meget syg.

Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.