Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Lørdag aften d. 23.3.1918

… Der var en lille tid, før offensiven skulle begynde, da var jeg lidt beklemt, for jeg vidste ikke, hvordan det skulle gå med mig. Jeg havde hørt, at vognen med bøgerne skulle længere tilbage, og så var jeg bange for, at jeg var blevet sat fra bestillingen at passe æslerne. Men der var slet intet i vejen. Den dag, kompagniet skulle længere ud mod stillingen, sagde forplejningsofficeren til mig, at jeg skulle med til byen, hvor vi nu er og pleje æslerne. Du kan tro, at det lettede på mit humør, for jeg ville da grumme nødigt igen i kompagniet…
Kampen er nok forfærdelig hård, men T. går vedvarende fremad. Hvis det sådan bliver ved, så ender det med, at de allierede bliver slået. Andet kan jeg ikke skrive, kære Inger. I beretningen for i dag står der, at der er fanget 25.000 mand, samt taget 400 kanoner og 300 maskingeværer. Der er i dag næppe kommet så mange sårede her til som i går, men lazaretterne er vist næsten fulde. I eftermiddag kom der en hel del af dem med lazarettog længere tilbage for at skaffe plads til nyankomne.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918