Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Fredag d. 22.3.1918

… Det er nu den anden dag, at kampen raser, og det går meget voldsomt til derude. Efter hvad vi hører, er flere af vore officerer faldet, også flere høje officerer. Hvad der gør mig ondt er, at vor kompagnifører også er blandt de faldne. Du ved jo nok, at jeg satte megen pris på denne mand for hans retskaffenhed. Det gør mig virkelig ondt. Han var en ung mand og var lærer, men jeg tror ikke, at han havde ansættelse endnu. Nu sidder måske hans forældre og sørger over deres søn. Og det er der så mange forældre, der vil komme til at sørge over deres sønner.

Sygebilerne kører uafbrudt fra og til valpladsen og bringer de sårede til feltlazaretterne af hvilke, der er flere her i byen, som endda kun er en lille by, omtrent så stor som Christiansfeld. Jeg var lige til aften inde i et lazaret for at se, om der var bekendte, men jeg traf ingen. I kirken, hvor de hårdt sårede ligger, må vi ikke komme ind. I eftermiddag blev der tre begravet på kirkegården, deriblandt en engelsk overløjtnant. De var døde her på lazarettet. Alle de faldne kommer ikke så langt tilbage. De bliver begravet derude, hvis de da ellers bliver begravet. Ja, banerne og bilerne har noget at bestille i denne tid. Med hvert tog, som kommer fra fronten, er der sårede, men kun let. De er glade for at være sluppet fra det forfærdelige.

Der kommer flere transporter fangne engelskmænd her gennem byen, og nogle af soldaterne her er uforskammede nok til at håne dem. Jeg bliver så ærgerlig, når jeg hører det. De skulle bare selv med derud, så ville de nok få andre tanker. Her går de og taler store ord. Man må desværre holde gode miner til slet spil, ellers havde jeg rigtig lyst til at sige dem sandheden. Ja, det er hårde tider. Jeg kom i dag til at tænke på Alsingervisen, der står i et vers: »Men hvordan de end får os kyslet og kast, ved vor mor og vort hjemmen vi dog holder fast.« Det er et sandt ord, som jeg aldrig vil svigte. Du forstår nok, hvad jeg mener, kære Inger….

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918