Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Onsdag, d. 13.2.1918

Min kære, kære Inger! .
.. Jeg ved ikke, hvornår du får mine breve, for jeg kan forstå på mine kammerater, at deres pårørende heller ikke hører fra dem. Der skal jo vist ske noget her ved vestfronten, og derfor er det vel, at der gås så hemmelighedsfuldt til værks. Jeg vil ikke endnu skrive, hvor vi er, for jeg tænker, at brevet måske lettere når hjem, når der ikke står noget derom. Er i aften henne på et soldaterhjem, og der har jeg truffet på et par andre danskere, og nu har vi alle tre sat os til at skrive. Ja, tankerne går hjemad til alle de kære, som sidder der og længes. Det er et par unge mænd, og de er kede af, at de nu snart skal ud i stillingen igen, og det er ikke så sært. Hvis jeg skulle have været med derud, ville jeg også have været meget beklemt derved…

Torsdag d. 14.2.1918

Mange tak for brevet fra den 8. febr. Du fortæller deri, at du vil søge om at få mig hjem til såtiden, og det er jeg ikke glad ved. Og samtidig fik jeg brev fra Thaysen, at du allerede havde været ovre hos ham med ansøgningen, og at han allerede havde sendt den videre. Der har været postspærring i 14 dage, og så har du ikke fået mine breve, hvori jeg bad dig om at vente med at søge. Og den 6. febr. skrev jeg så, at du skulle søge om at få mig stillet tilbage i et fjerdingår eller mere.
Mon du ikke kan få denne ansøgning, som allerede er indsendt, til at gå tilbage, for jeg kan næsten ikke tænke mig at komme hjem en lille tid, selv om det blev i fire uger, og så skulle afsted igen. Det er så forfærdeligt, dette at skulle til at tage afsked fra jer alle mine kære. Og så er der endnu en grund… jeg er bange for at skulle miste min plads, og det værste var da, hvis jeg igen kom tilbage til kompagniet. Kære Inger, hvis det er muligt, så se at få ansøgningen tilbage, og hvis du synes det, så søg om at få mig sat tilbage, enten nu eller i det mindste til høsten. Jeg kan som sagt ikke tænke mig afskedstimen igen…

Det har jo også været en lang ventetid for dig, kære Inger, vel hele 14 dage, hvor du slet ikke har hørt fra mig, og derfra stammer det også med ansøgningen om orlov. Det er slet ikke blevet os fortalt, at der var spærret for posten, men nu i dag blev det fortalt, at det igen er åbnet for trafikken. Derimod er der i dag blevet spærret for orlov indtil videre. Der skal vist snart begyndes for alvor på offensiven. Det er noget, jeg tænker mig…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918