Artilleristen Frederik Tychsen fra Agerskov gjorde krigstjeneste på vestfronten i bataljon 407. Midt i oktober blev batteriet indsat ved Rosebecke i Flandern.
Stillingen ved Vest Rosebecke blev mere og mere uholdbar. Tabene var store både af menneskene, dyr og materiel. Og omsider fik vi besked på Stellungsveksel (skifte stilling). Vi skulle nogle km tilbage til egnen ved ”Der Wilde Mann”.
Men det var slet ikke så lige til. Det havde regnet hver dag, granathulleme var fyldt med vand, også understanden var der vand i, vi sad et stykke oppe over gulvet på brædder og planker, vandet var ca. 25 cm dyb. Alle grøfter var fulde af vand, og afløbene var i uorden.
Da vi kom til denne stilling den 15. oktober, var egnen ikke beskudt, men den 11. november var der ikke en kvadratmeter, der var uberørt af ilden.
Vi lavede en vej af træstammer og planker, andre steder jævnede vi jorden, fyldte hullerne med sten, og sådan sled vi flere dage, indtil vejen var færdig. Det drejede sig om en strækning af 2-300 m.
Da vi var færdige, trak vi alle 4 kanoner op på vejen, og nu stod de parate til at kunne blive transporteret bort. Hestene skulle blot sættes for dem. Det blev et frygtelig regnvejr, det strømmede ned, og vandet steg over den ny anlagte vej de fleste steder. Vi satte mærker og pæle op, så vi nøjagtig kunne se, hvor vejen var.
Vi sad nede i understanden og ventede på, at hestene og Protzeme skulle komme. Det blev tidlig mørkt, vi havde alle ting færdige til bortrykning, da det regnede så voldsomt, stillede vi ingen vagt ud, og der var heller intet at passe på.
Mellem 7 og 8 om aftenen kom hestemandskabet. Det var bælgmørkt, og englænderne skød en lille smule. Uden at sætte sig i forbindelse med kanonererne, spændte de hestene for, de ville selv køre dem bort, i hvert fald ville de skynde sig at køre kanonerne bort, de var sikkert noget nervøse over englændernes beskydning, men i mulm og mørket kørte de kanonerne ned af vejen, og så snart hjulene var nede af træstammerne ved en af siderne, sank de ned i vand og dynd og granathuller og væltede.
På denne måde gik det med alle 4 kanoner. Nu lå de svære kanoner i dyndet og ragede kun en lille smule over overfladen.
Hestene spændtes fra, og der kom en af ”Fahrerne” (hestemandskabet) i lange støvler med sporer ind i understanden. Han meldte det skete; men da han anede, hvad der i grunden var sket af grov forseelse, stak han i med at græde, mens han meldte, at alle fire kanoner lå i mudderet.
Han havde næppe fået det sagt, før han fik et par varme lussinger, og alle skændte og bandede; samtidig løb vi op i en fart op for at se på herligheden.
“Fahrerne” havde ikke ret meget, de skulle have sagt. Den eneste, der brugte mund, var en sergent, han holdt på hesten og bandede over, at kanonererne ikke havde bygget vejen noget bredere. Han fik dog ikke meget sagt, før et par stykker tog fat i ham, og rev ham af hesten, gav ham et par ”på kassen” og smed ham ned i dyndet.
Hestemandskabet trak sig nu tilbage med hestene, og nu begyndte det vanskelige arbejde med at få kanonerne bjerget. Hvert rør med lavetten vejede 6000 pund = 3000 kg.
Hver betjening arbejdede med sin kanon. Vi hentede lange bjælker og spær fra husene, stak dem under kanonerne og prøvede på at vippe dem op, men vi kom ikke af stedet.
Dertil kom det vanskelige arbejde: bælgmørk nat, regnvejr, englænderne skød af og til, og vi var gennemblødte og sultne; der stod vand alle vegne, man kunne ikke se, om der var små huller eller om de var store. I mørke og mulm tumlede og faldt vi, æltede i dyndet, der blev bandet og skændt og således gik den første nat, uden at vi var kommet nærmere.
Privattryk. Venligst stillet til rådighed af familien.