Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357. I efteråret 1917 deltog han det 3. slag om Ypres.

Vi blev efter et Par Dages Forløb ført ud til noget, som blev kaldt Hedehusene. Dér havde vel før ligget Huse, nu var der tre Høje, som lignede vore Kæmpehøje her i Landet.

Vi blev fordelt i de tre Høje, som var Huler. Jeg kom ind i en Hule, hvor vi var 40 Mand, og hvor der var Vand til midt paa Benene. Nogle Træblokke var slæbt derind, og ovenpaa dem var der anbragt enkelte Brædder; men vi sad med Benene i Vandet. Uafbrudt hamrede Granaterne paa Højens Top og Sider, og det var en ejendommelig klirrende Lyd, der naaede ned til os, hver Gang en Granat eksploderede.

Ved Siden af mig sad en Meklenburger ved Navn Meyer. Han havde lige været paa Orlov. Vi sad og talte sammen om vore Hustruer og vore Børn, viste gensidig hinanden Billeder, som vi førte med os, talte med hinanden med Haab imod Haab om at slippe hjem fra den frygtelige Krig, talte ogsaa med hinanden om Guds vise Hensigt med os og om, hvad han vilde lære os, og at vi ogsaa i denne Stilling maatte føle os i vor himmelske Faders Haand.

Luften var kvalm dernede hos os. Det var umuligt for en Mand at komme uden for, det var den visse Død. Granaterne haglede ustandselig ned uden for, og da ingen af os nogensinde kunde komme ud, blev Luften jo længere des daarligere.

Den anden Dag ved Middagstid vilde Meyer prøve at komme hen i Aabningen for at trække lidt frisk Luft. Der gik en Siksakgang ind i Hulen; men Meyer vovede sig for langt frem, en Granat kom og eksploderede lige uden for Udgangen, og et Stykke saa stort som en lille Haandflade ramte ham paa Siden af Hovedet og rev den ene Halvdel af Hovedet bort.

Han styrtede selvfølgelig død om. En ung Hustru var blevet Enke, to smaa Børn faderløse.

Desuden havde vi en haardtsaaret og flere letsaarede. Nu blev der travlt med at forbinde. Et Bud sprang over til en anden Hule, hvor Kompagniføreren var, og meldte det passerede.

Han kom tilbage og fortalte os, at den ene af Højene var skudt sammen og alle, som var derinde, døde. Samtidig kom han med Ordre til Peter Hansen og mig, at vi skulde bringe den haardtsaarede Kammerat tilbage til Lasarettet, naar Natten kom. Den letsaarede kunde saa selv følge med os, saa maatte vi være fri for at komme med ud i Stilling mere, men til Gengæld skulde vi skaffe Kvarterer til Kompagniet, til den Tid de kom af Stilling.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).