Nis Kock fra Sønderborg deltog i forsvaret af den tyske koloni i Østafrika. Efter at have kommet sig oven på sin ulykke med en mine, var Nis begyndt at arbejde igen, men de måtte rykke fra deres plads i Livale til en mindre landsby sydøst for byen: Nangano. Her begyndte Malariaen desværre at sætte sine kløer i ham endnu en gang.

Her byggede vi ikke Hytter. Den Tid var forbi, da man kunde indrette sig saa varigt i Østafrika.

Fjenden var tæt inde paa Livet af os, og vi kunde blive tvunget til at bryde op, hvornaar det skulde være.

Vi fabrikerede Miner af min nye Konstruktion, som vi sendte med Safarier til Hovedkvarteret.

Vi var der i fem Uger, men i de sidste kunde jeg ikke deltage i Arbejdet. Det var ikke paa Grund af mine Saar, der i Øjeblikket ikke gav andre Efterveer end, at mit Syn var noget svækket. Det var Malariaen, der kom igen — frygteligere end nogen Sinde.

Pulsen piskede af Sted, saa de enkelte Slag ikke kunde tælles, og Feberen rasede gennem Blodet med en Styrke som aldrig før.

Kinin havde jeg kun meget lidt af og maatte spare endnu mere paa det end før, og Følgen blev, at Sygdommen varede længere og var mere haardnakket end nogen Sinde tidligere.

I de Dage kastede de engelske Flyvere ofte Bomber ned i vor Lejr. Jeg laa paa mit Leje og hørte Bomberne eksplodere omkring Lejren, Bærernes Raaben og Skrigen og de korte, skarpe Knald af Staches Riffel, naar han skød efter Flyverne.

Jeg havde jo været med til det engang, vidste jeg, og jeg kunde ogsaa nok have Lyst til at være med endnu en Gang. Men jeg var berøvet al Villie, og jeg oplevede kun som gennem en Taage, hvad der skete omkring os.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937) fra litteratursiden