15. februar 1917. Østafrika: “I disse Maaneder var den tyske Hær saa svag”

Nis Kock fra Sønderborg deltog i det tyske forsvar af kolonien i Østafrika. Det var svært at skaffe mad, og folk var syge. Under marchen sydpå mindedes han et oprør der havde forgået i kolonien i 1905-06, det såkaldte Maji-Maji oprør (Maji er det swahiliske ord for vand). Dette oprør efterlod sig mange tomme landsbyer og meget af landet var stadig hærget.

Junglen var fuld af Sygdom og syge Mennesker.

I disse Maaneder var den tyske Hær saa svag, at et Vindpust kunde have væltet den, men Vindpustet kom ikke endnu — fordi det ogsaa var umuligt for Englænderne at føre Krig i disse forpestede Egne.

Vand foroven, Sump forneden, Myriader af Moskitoer i Luften, Slanger i Græsset eller i Træerne, giftige Skorpioner, Sandlopper, der borede sig ind i Tæerne og kunde ødelægge hele Foden, Oversvømmelser, rivende Regnfloder, uvenlige Indfødte, hvor der endelig var nogle — saadan saa det ud hele Vejen fra Utungisøen til Livale.

Jagten var grumme ringe og vanskelig.

Gang paa Gang kom jeg tomhændet hjem fra en Jagtudflugt, men undertiden lykkedes det mig dog at faa Ram paa et Stykke Vildt, der til Gengæld gjorde dobbelt Fyldest, fordi vi var saa faa — kun ca. 30 Mennesker.

Helt oppe fra Floden og ned til den portugisiske Grænse havde der raset et voldsomt Oprør ansiftet af Araberne i Aarene 1905-06.

De havde solgt de Indfødte en Vidundermedicin, som skulde gøre dem haarde mod Tyskernes Kugler — ja, fortalt dem, at der vilde løbe Vand ud af de tyske Geværmundinger, naar de blev rettet mod en Mand, der havde drukket af denne vidunderlige Medicin.

Livale var blevet stormet og Besætningen nedhugget, adskillige mindre tyske Afdelinger var blevet nedsablet

— hele Landet stod i Flammer fra Syd til Nord. Plantager var blevet brændt og Beboerne myrdet eller fordrevet, og mange Ejendomme var groet i Jungle og Dyrkningen aldrig genoptaget siden.

Saa kom Hævnen jo til sidst. Opstanden blev slaaet ned med den største Strenghed.

Helt oppe ved Rufijifloden havde jeg stødt paa forladte Landsbyer, og paa denne Safari traf jeg ogsaa paa en Del af disse stumme Mindesmarker for Oprøret for 11 Aar siden, og en Del Landsbyer, der kun var halvt beboede.

Paa hele Rejsen fra Rufiji til Livale fandt jeg ikke en Landsby, der var paa over en halv Snes Hytter, og ofte var af hele Byen kun Navnet tilbage.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *