Nis Kock fra Sønderborg deltog i tyske forsvar af Østafrika. I starten af 1917 var han på en march sydpå. Undervejs blev han ramt af malaria, endnu en gang og han blev nødt til at blive tilbage, for at komme til hægterne igen.

Efter en Uges March under disse Forhold begyndte det at knibe for mig med at følge med.

Jeg følte mig træt fra Morgen til Aften, mine Lemmer smertede, og jeg vidste, hvad det betød — det var Malariaen, som havde holdt sit Indtog igen.

Til sidst kunde jeg ikke mere. Jeg kunde næppe se ud af Øjnene og vaklede af Sted som en drukken Mand ved Siden af Stache, der gjorde alt for at hjælpe mig, men savnede det, som jeg trængte mest af alt til — Kinin.

Ogsaa dér var der skaaret ned paa Rationerne — omtrent samtidig med, at vi alle var drevet sammen i Koloniens værste Feberegn.

Der var ikke noget at sige til det — det var den bitre Nød, der havde fremtvunget denne Rationering.

Der vokser Træer med Kininindhold i Østafrika, men det vigtige Stof blev ikke fremstillet dér, men i Tyskland.

Vi maatte saaledes leve paa det Forraad af Kinin, der fandtes i Landet før Krigen, og paa den Smule, vi kunde tage fra Englænderne ved Overrumplinger af deres Lejre.

Jeg havde kun 6-7 Gram Kinin til at modstaa dette meget kraftige Angreb med, medens man under normale Forhold kan bruge indtil ét Gram om Dagen i en Maanedstid for at faa Feberen helt ud af Kroppen, og til sidst maatte Stache en Morgen forbyde mig at staa op, hvad jeg i øvrigt heller ikke var i Stand til.

— De maa blive liggende her, til De er kommet nogenlunde til Hægterne igen, sagde han, men jeg maa videre med Ammunitionen.

De venter mig i Livale, saa hurtigt jeg overhovedet kan komme frem.

Til Afsked gav han mig en Snaps af en lille Flaske, som han havde med. Det smagte aldeles forfærdeligt, og jeg fik en Hjertebanken saa frygtelig, at jeg endnu ikke havde prøvet noget tilsvarende.

— Det er Afkog af Kinabark, oplyste Stache. Det smager forfærdeligt, men det plejer at hjælpe.
— Du gode Gud, hviskede jeg, det er næsten værre end Malariaen.
— De kalder det for Lettowsnaps, forklarede Stache, og kort efter rejste han sig og tog Afsked.

Hans Bærere var gaaet i Forvejen for lang Tid siden.

Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)