Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Tirsdag aften, d. 13.febr. 1917

Min egen kære Jørgen! Det har jo været nogle bevægede og farefulde dage for dig de sidste, kan jeg forstå på dit brev fra den 8. februar. Det fik jeg i dag. Jeg siger dig rigtig mange tak for alle dine gode lange breve. Det er næsten ikke til at forstå, at du i al den tummel og fare, du er i, kan få så megen ro, at du kan skrive så meget til mig. Men du kan tro, jeg skønner også på det. Det har været strengt for dig og dine kammerater, den tur tilbage, som du beskriver, og skuffede har I også været. Det er jeg næsten med!… Efter de officielle beretninger, slås de jo endnu på din egn; men nu håber jeg da, at du er lidt tilbage i ro. Det kunne komp. trænge til, skulle man synes…

Så var jeg hos landråden med en ansøgning igen, til Generalkommandoet om at få dig fri i en 3 måneder. Nu skal vi se om det hjælper. Han var flink, som han plejer, spurgte, hvor du var og mente jo, at det måske kunne hjælpe med den reklamation. Så spurgte jeg også om en russer. Vi er virkelig i forlegenhed for en til at passe kreaturerne. Ja, dem var det knap på, sagde han, men så skrev han det op. Så har vi også fået en skatteerklæring igen, som gives af til den 17. februar. Det er da næsten noget af det værste med det. Jens rådede mig til at tage det med ud til skatteopkræveren og der få det fyldt ud. Han var ikke hjemme, og det var Egede Jensen heller ikke, men der får de mig det vist i ordenalligevel. Jeg skal have nogle bestemte oplysninger om gæld, livsforsikring o.s.v. sendt derud. Det gælder en ny krigsskat nu…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.