Den 22. juni 1916

Kære forældre!
Jeg skrev til jer i går; men jeg har nu gjort mig til forsæt at skrive alle lige dage, så vidt muligt da. Men så må I heller ikke vente brevene så lange.

Jeg er endnu i ro og bliver det til mandag aften. Vi har det helt hyggeligt her; bor i en arbejderkoloni, som hører til en kulskakt. De fleste huse står tomme; hvor beboerne er henne, ved vel ingen. Vi har for det meste dejligt vejr, og det falder svært at tænke sig, at I hjemme har regn og kulde. Her er mange gode venner, og vi besøger gensidig hinanden, går små ture sammen o.s.v. Byen her bliver ikke beskudt, så vi kan da nyde roen i den henseende, men der bliver jo ansat en hel del i tjeneste fra kompagniet, hvad der just ikke er så morsomt.

I dag eksercerede vi ude på en mark. Så kom der engelske flyvere, og vi måtte smide os plat ned, hvor vi stod. Flyverne blev imidlertid stærkt beskudt af vort artilleri, og det varede ikke længe, før shrapnelkuglerne suste ned rundt om os, men der kom mærkværdigvis ingen til skade.