Den anonyme sønderjyde “n” skriver om kampene på Østfronten i juli 1916.
(… fortsat fra 22. juli 1916)
Vor Skyttelinje er kommet ind i en uendelig Kornmark. Kornet staar højt. Det naar os til op over Brystet. De drivvaade Aks pisker imod Ben, Underkrop og Arme. Vandet driver ned ad én. Men der er ingen Ende at se, Marken breder sig stadig videre ud foran os.
Hvorfor skyder Russerne ikke? Venter de maaske til vi er kommet saa nær, at de kan nedmeje os med deres Maskingeværer? —
Hver Gang vi maa op over en Bakkekam, stirrer vi med Ubehag ind mod Byen, ventende, at en Regn af Kugler skal slaa os i Møde. Og hvilken Dækning har vi saa? Før vi faar os nedgravet, er vi alle nedmejet. Kornet, der staar os til Brystet, byder vel Skjul, men ingen Dækning mod Kugler.
Dog, Centrum har allerede naaet Byen, bryder gennem Haver og Hegn ind i Forstaden. Russerne kan ikke mere være der. De maa have benyttet Mørket mellem 12 og 2 til at undfly.
Vi svinger i en stor Kreds om Byen, der nu er fuldstændig indesluttet.
Allerede gives Befaling til videre Fremrykning. Men mange vilde ikke være kommet med. I Erkendelse heraf gives der da ogsaa Ordre til Samling i Byen.
Gennem snavsede Gader drager vi ind i Byen, faar anvist Kvarter, og Løfte om en Dags Hvil. Byen hed Chadow.
For rigtig at nyde Hvilen, skynder vi os med at faa Halm slæbt sammen til at ligge i. Der hentes Vand, koges Kaffe, skiftes Fodtøj.
Lige er vi naaet saa vidt, saa kommer Befaling: 9. Kompagni skal paa Forpost. Altsaa af Sted igen, 4-5 Km. frem.
Det var haardt, men hvad hjalp det. Vi maatte af Sted. Ankommen paa Stedet fandt vi en lille Landsby, hvor Russerne øjensynligt ikke havde faaet Tid til at tage alle Levnedsmidler med. Af Beboerne kunde vi nemlig købe Æg og Mælk. Det var længe siden, at vi havde smagt saa herlige Retter.
Vi var gaaet ud fra, at vi skulde faa Lov til at ligge der hele Dagen. Men Skuffelsernes og Lidelsernes Maal var ikke fyldt endnu. Ved Middagstid kom der Ordre til Viderefremrykning. Vi kom ud paa Chausséen, hvor Kavalleri, Artilleri, Infanteri, Bagage etc. drog forbi i et endeløst Tog. Snart blev ogsaa vi indrangeret, og saa gik det videre, stadig videre i Eftermiddagsheden, Støv og Benzindunst fra Automobilerne.
Folkene laa langs Landevejen, havde Tornyster og Bælte løsnet for bedre at kunne faa Luft. Kompagnierne svandt yderligere ind. Da vi om Aftenen slog Lejr, var kun faa tilbage, flere indfandt sig i Løbet af Aftenen, enkelte først flere Dage senere.
Om Aftenen — altsaa den 23. fik jeg en 6-7 Pakker med Breve og Aviser. Det var en stor Trøst.
(… fortsættes)