Igen til fronten

Farvel, mit Hjem i den stille By,
Tak, Far og Mor, for de korte Dage.
Nu kalder Pligten mig bort paany –
Mon Freden gi’r mig engang tilbage?
Hvis nu det sidste Farvel det gjaldt,
da Tak for alt.

Farvel, mit Folk mellem Aa og Fjord,
dit Blod endnu i min Aare rinder.
Hvor langt jeg føres omkring paa Jord,
jeg ved, din Lige jeg aldrig finder.
Engang jeg freder din gamle Gaard,
hvis jeg det naar.

Farvel, mit Als, som jeg har saa kær,
mit Fødeland med de fagre Bøge!
Tit vil min Tanke paa lønlig Færd
fra fjerne Lande din Kyst opsøge
og aande Markens og Skovens Fred
ved Bæltets Bred.

Mens bort jeg kaldes herfra igen,
helt ret jeg kender, hvad jeg forlader:
min Brud, som blev mig en fuldtro Ven,
min Bror og Søster, min Mor og Fader.
Jeg favner eder ved Vejens Skel, –
Farvel, Farvel!

DSK-årbøger 1955