15. april 1916. Faldne, sårede og fangne

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Efter nordslesvigske blade.

Gårdejer Hans Nissen fra Nørre Hostrup har modtaget meddelelse om, at hans ældste søn, Peter Nissen, er død på et feltlazaret på vestfronten.

Dette budskab vil vække almindelig sorg på egnen, da Peter Nissen var en meget afholdt og trofast ung mand.

Hans Nissen har foruden den afdøde to sønner, der er soldat; den ene blev hårdt såret for et par måneder siden.

Konrad Nielsen og hustru i Vollerup på Als har modtaget efterretning om, at deres søn Georg 15. marts er faldet, 23½ år gammel.

Otto Lass fra Skodborg er faldet den 27. marts, 39 år gammel. Han efterlader sig enke og 4 børn.

Parcellist P. I. Hansen fra Ganderup ved Fol er faldet i Frankrig. Han efterlader sig hustru og 6 små børn. Hansen blev indkaldt som ikke-uddannet landstormsmand i juni i fjor og uddannet i Bremen. Jørgen Godt fra Dyndved og Hans Askov fra Ørderup Mark er faldet.

Høker Chr. Jørgensen og hustru i Oksbøl på Als har modtaget efterretning om, at deres 25 år gamle søn, Henrik, er død på lazaret.

I tabslisten meddeles, at Peter Schmidt fra Ulkebøl er død på reservelazaret og at Jørgen Jessen er død på et krigslazaret.

Nis P. Sandholdt, søn af landboelsmand Sandholdt i Arnitlund, er død på et lazaret i Slesvig.

Ch. Andersen fra Adsbøl er død af sygdom på feltlazaret 11.

Jæger Niels Schmidt 5. fra Skrydstrup er den 21. marts kommet i engelsk fangenskab.

Købmændene Karsten Hansen i Strucks Allé og Hans Nannsen er i engelsk fangenskab. Jens Søndergård fra Haderslev er ligeledes i fangenskab.

Hjuler Jens Feddersen i Skodborg har fået breve med påskriften ”Savnet” tilbage fra en søn, der som jæger deltog i kampene i Flandern. Der næres håb om, at han er faldet i engelsk fangenskab.

Feddersen har desforuden fire sønner med i krigen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *