Den 20. marts 1916

Kære forældre!
Nu har jeg været en uge her, og jeg forstår slet ikke, som den tid er bleven mig lang. Jeg er slet ikke rigtig kommen til mig selv igen oven på en mængde gode oplevelser. Jeg er så glad over at have været hjemme; men på den anden side synes nu alt hernede at falde mig dobbelt svært.

Jeg er også straks bleven syg igen: en meget slem halsbetændelse med feber. Jeg er da også derfor kommet på sygestuen, og her er der da udsigter til, at man kan komme sig igen.

Her er der det dejligste forårsvejr, og man forstår slet ikke, at der endnu kan være vinter hjemme. Så snart jeg var kommet over Rhinen, meldte våren sig. Det var helt mærkeligt; luften var ligefrem diset af bare varme, og jeg sad og svedte i toget. Hvor er Belgien dog et dejligt land. Først kører man gennem en bjergegn. Her jager et rigt afvekslende landskab forbi én; snart stejle stenklipper med grønne sætermarker; snart dybe kløfter, så en smilende dal med en lille købstad i bunden, så gennem en mørk tunnel, over en rivende bæk. Til sidst bliver landskabet mere jævnt bølgende; i store kraftige drag tegner det sig for én.

Nå, jeg fortæller jer vel, hvad jeg så tit har fortalt jer. Jeg venter stærkt brev fra jer, jeg har nu slet ingen post fået, siden jeg er kommet herop igen, men jeg har heller ikke skrevet, for jeg har ikke kunnet få mig til at sætte pen til papiret; men nu kommer jeg vel til at holde sengen et par dage, og så kommer lysten til at skrive ganske af sig selv. 

Jeg ligger her på stue sammen med en hamborgsk storkøbmand. Han har før krigen indført silke, te og porcelæn fra Kina og Japan. Han har selv rejst meget omkring i verden. Han er meget indtaget i København og danskerne; han har under krigen været der mange gange og haft en hel del samtaler med Scavenius. Det må være mærkeligt for sådan én nu pludselig at skulle spille soldat. Han siger, at alt tyder på, at der er fred om et par måneder; den må komme, siger han.