Senest ændret den 17. september 2021 20:33
I.J.I Bergholt blev indkaldt som rekrut i september 1915. Fra april 1916 begyndte rekrutterne at blive sendt til fronten – de fleste til Verdun. Turen måtte snart også komme til Bergholt.
Fotografiet forestiller rekruttiden – Bergholt er nr. to fra venstre i bageste række.
»Der Sandsackhauptmann«
Den sidste tid i Lockstedt var ikke det bare sjov. Øvelsesområdet var meget stort. Hvor stort husker jeg ikke så nøje, men jeg tror, at det var omkring 10.000 hektar, så der var plads at røre sig på.
Det fik vi også lov til, mere end vi syntes om.
Da vi ankom til lejren, fik vi nemlig en ny Hauptmann (kaptajn), og han var ikke af de gode. Han var nærmest tosset. Selv de andre officerer ved kompagniet gav ham højlydt dette prædikat, så der var sikkert noget om det.
Vor gamle Hauptmann var ikke så værst. Han hed von Gyldenfeldt og var i det civile liv domæneforpagter nær Christiansfeld . Jeg kan tydeligt hu ske hans ord, da han tog afsked med os: »I har haft det godt hos mig , drenge. Min efterfølger “wird Euch schon die Hölle heiss machen” (vi l gøre jer helvede hedt). Det slog til.
Den »nye« forordnede straks, at enhver mand skulle have en sandsæk på fem kg i tornystret foruden forskellige andre ting.
I hele lejren, hvor der var ca. 10.000 mand, gik han under navnet »Sandsackhauptmann«, og dette smittede selvfølgelig af på mandskabet, så vi fik navnet »Sandsackkompagnie«.
Fyren præsterede at marchere ud med os fra kl . seks om morgenen til sent på aftenen, hele dagen uden mad . Det blev dog bataljonskommandøren for meget, så vor plageånd fik besked om, at han kunne rykke ud med os, så tidlig han ville; men han skulle være tilbage i lejren med os senest kl . tolv middag.
Det er sikkert de øvrige officerer, der har klaget, for de var jo i samme båd som mandskabet . I sin afskedstale til de folk, der fra hans kompagni var udtaget til den transport, hvortil jeg hørte, sagde denne Hauptmann blandt andet, at når vi kom i lag med fjenden, skulle vi »beissen, kratzen und spucken« (bide, kradse og spytte).
I øvrigt var hele talen af samme kaliber og nærmest det bare vrøvl.
I.J.I. Bergholt: “Pligtens vej” (1969)