Fr. Muller, Højer, gjorde krigstjeneste på Vestfronten, oprindeligt ved 4. kmp. i Jägerbataillon 33. I efteråret 1916 kom han til Infanteriregiment 362, der blev indsat på Somme-fronten.

Vi rykkede nogle dage senere igen ud i forreste linie, og tiden gik med at stå vagt.

En tidlig morgenstund forsøgte en fjendtlig stormkolonne at trænge sig frem til vor skyttegrav, men angrebet lykkedes ikke.

Natten før vi skulle afløses, blev jeg udpeget til at gå med på patrulje i ingenmandslandet foran vor skyttegrav. Vi kom så nær ind på de fjendtlige linier, at en vagtpost opdagede mig og gav ild. Jeg måtte springe ned i et dybt granathul og forsøgte senere at snige mig tilbage til vor egen linie.

Det lykkedes mig at komme uskadt tilbage. Da var  afløsningsmandskabet allerede nået frem. Mine kammerater havde allerede pakket deres sager og var på vej tilbage; men jeg skulle først have alle mine grejer samlet.

Så først kunne jeg tiltræde tilbagevejen. En kammerat, der også var blevet forsinket, slog følge med mig. Vi opdagede, at vore kammerater havde glemt at tage de beholdere, vi bar mad i, med tilbage. Dem ville vi ikke lade ligge, men tog dem med. Da de var af metal, gjorde de en del støj. Det havde til følge, at der omgående kom en salve ovre fra den anden side.

Vi kom dog uskadt tilbage til anden linie. Der traf vi vore kammerater. De så forbavset på os, for man mente, at alle havde rømmet den forreste grav.

Kompagniet fik lov til at gå endnu længere tilbage, for vi var i vejen for en pionerafdeling, der var ved at lave en ny forsvarsstilling. Jeg fandt en jordhule og mente, at jeg kunne gøre mig det bekvemt i den; men der stod vand i bunden af hulen. Jeg fyldte den op med grene og sov for resten ganske godt.

DSK-årbøger 1960