Under kommando af Max Valentiner sætter U38 kurs mod det Irske Hav, på vejen passerer ubåden omkring 50 fiskefartøjer. I sine erindringer “Der Schrecken der Meere” fortæller Valentiner om episoden:

Det var en herlig morgen, havet spejlblankt og solskin, da jeg nærmede mig det smalleste sted i St. Georg Kanalen. Farvandet er dog stadig så bredt, at man ikke kan se fra den ene kyst til den anden. Foran mig fik jeg øje på en linje af engelske bevogtningsfartøjer, der strakte sig fra horisont til horisont. Fartøjerne lå i en lige linje. Afstanden fra damper til damper udgjorde ca. hundrede meter. Det var temmelig ubehageligt for en ubåd. At passere dem på vandoverfladen var umuligt, da de var bevæbnede og en ubåd er så skrøbelig, at den dårligt kan indlade sig på en ildkamp. At passere under vandet, var heller ikke tilrådeligt, da man måtte antage, at der var udspændt net mellem damperne. Vanddybden var her omkring tres meter. Jeg kom frem til, at det ville være umuligt at udspænde net fra overfladen til bunden. Da det var almindeligt at benytte nettene på stor dybde, antog jeg, at englænderne sandsynligvis havde udspændt deres net i en dybde af 20 til 40 meter.

Jeg ville altså kunne slippe igennem, hvis jeg sejlede helt tæt på vandoverfladen. Jeg trak periskopet ind, sejlede langsomt for ikke at frembringe afslørende bevægelser i vandet …

Nu måtte jeg være mellem de to dampere. Meget forsigtigt, blot for et øjeblik, hævede jeg periskopet for at kaste et blik på de to nærmestliggende dampere. Jeg kunne se nogle søfolk ryge deres piber i ro og mag og på damperen herskede et bekymringsløst leben, de havde ikke lagt mærke til mig. De vagtposter, jeg havde opstillet forrest i ubåden for at lytte efter nettenes skraben afgav heller ingen melding. Jeg trak periskopet ind og sejlede videre.

Så endelig hævede jeg igen periskopet for at kaste et blik rundt … utvivlsomt: vi var kommet igen!

(Max Valentiner: Der Schrecken der Meere, 1931, s. 81-2)

Læs mere om Max Valentiner www.max-valentiner.dk