Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86). I begyndelsen af maj faldt han på en patrulje og slog det ene ben så slemt, at lægerne troede han havde brækket det. Det vidste sig dog ikke at være tilfældet, men det var stadig slemt nok til, at han for en længere periode kom til at opholde sig på lazaret bag fronten.
Noyon den 2. juni 1915
Kære for ældre!
Mange tak for brevene, pengene og papiret, alt noget jeg trængte til, og undskyld, at jeg har ladet svar vente nogle dage; det var på grund af et ildebefindende med feber. I dag er det fjerde dag, og nu er det vist overstået. Det hele kom af fordærvet leverpølse. Det glæder mig meget, hvad I skriver om de sidste store begivenheder. Vi vil håbe, at de vil fremskynde krigen så meget som vel muligt. Jeg har også fået brev fra morbror H.P. [redaktør og rigsdagsmand H.P. Hanssen /red.]; det glædede mig meget. Han mente jo, at der kom månedlange fredsforhandlinger, og det er da også sandsynligt; for når de ikke har mere travlt med at få ende på krigen, end at de nu bereder sig på endnu et vinterfelttog, så har de vel heller ikke så travlt med at få freden i stand, og her er der noget at røre i. Jeg tror, ingen ende der bliver på det hele, før det brede folk ved revolution forlanger fred for enhver pris, og det kan vare noget, inden det kommer så vidt.
Jeg har oven i købet de bedste udsigter som forstærkningsreservist at skulle spille soldat aktivt herefter, så det er slet ingen lystelig historie. Nå, den tid, den sorg; når vi blot har nået det punkt, hvor fredsforhandlingerne og våbenstilstanden begynder, så kommer det andet nok af sig selv. – Her, hvor jeg ligger, oplever vi ikke noget videre. Benet er godt; kun senerne er i uorden endnu; men ikke ret meget. Når jeg drejer foden, er der noget af tykkelse og form som et halmstrå, der glider over den ydre ankelknude. Det er måske et senebånd; men jeg tror nu, det er noget, der er sprunget løs og ikke er groet fast igen. Så længe det ikke er i orden, kommer jeg ikke herfra. Det er sikkert noget, der ikke kan masseres til rette. […]
Jens Christensen fra Lundsgårdsmark var nylig hjemme på orlov; da han kom tilbage, var han inde at besøge mig. Han ligger jo ved andet kompagni. Det er en meget flink fyr. Så skal J. Eriksen nu alligevel med; det er trist for jer, men godt er det da, at han har været fri i alle de måneder. Christian er der vel ingen fare for? Det er helt mærkeligt at tænke sig.
Jeres hengivne søn
Kresten
Fra Claus Bundgård Christensen: Krest
ens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen