Senest ændret den 8. juli 2024 10:02

I Danmark kaldes Første Verdenskrig ofte “den glemte krig.” Landet var neutralt og deltog ikke i krigen 1914-1918. I Danmark huskes de ca. 700 dræbte søfolk på sænkede civile handelsskibe og “gullasch-baronerne”, der tjente store penge på at levere konserves til de krigsførende parter. Det, der fylder i dansk historiebevidsthed, er først og fremmest besættelsen 1940-1945.

Det er helt anderledes i Sønderjylland. Der er næppe en familie i Sønderjylland, der ikke blev mærket af krigen. Den sønderjyske krigserfaring er fundamentalt anderledes end resten af Danmarks, helt enkelt fordi Sønderjylland i 1914-1918 delte skæbne med Tyskland. Igennem flere generationer var Første Verdenskrig simpelthen Æ krig – Krigen.

Sønderjylland (Nordslesvig) havde i 1914 ca. 170.000 indbyggere. Flere end 30.000 mænd blev indkaldt til krigstjeneste. Det svarer til ca. 80% af alle mænd mellem 17 og 45 år. 6.000 faldt. Det er lige så mange faldne soldater, som hele Kongeriget Danmark med langt flere indbyggere mistede i begge de slesvigske krige 1848-1850 og 1864 – tilsammen.

Også i Tyskland er Første Verdenskrig på mange måder en glemt krig. I Tyskland ses krigen 1914-1918 som regel som en slags ouverture til krigen 1939- 1945. Første Verdenskrig danner afsæt og leverer baggrund for den større fortælling om den katastrofale Anden Verdenskrig, som mere end nogen anden begivenhed har formet og defineret den tyske historiebevidsthed de seneste generationer.

Ved Genforeningen i 1920 blev Sønderjylland dansk og var derfor under Anden Verdenskrig en del af Danmark. Det er grunden til, at historien om verdenskrigen 1939-1945 er fundamentalt anderledes i Sønderjylland end i Tyskland. Anden Verdenskrig har slet ikke i samme grad som i Tyskland fået lov til at fortrænge og overskygge Første Verdenskrig, muligvis dog med det tyske mindretal som en undtagelse.

I Sønderjylland indgår Første Verdenskrig desuden som en væsentlig del af den store, identitetsbærende grundfortælling om Genforeningen. Hvert år mindes afstemningsdagen den 10. februar over hele Sønderjylland og hvert år nedlægges der mange steder kranse ved mindesmærkerne på våbenstilstandsdagen den 11. november. Mindedagene markeres med folkelige møder, kaffebord og historiske foredrag.

De to begivenheder, Krigen og Genforeningen, er kædet tæt sammen: uden krigen ville Genforeningen slet ikke have været mulig. Krigens lidelser og ofre er således en nødvendig forudsætning for den nationale forløsning. Denne tolkning blev italesat allerede af sønderjydernes førstemand, H.P. Hanssen, i hans store tale den 17. november 1918 i Aabenraa. Tolkningen har sine rødder dybt forankret i den kristne grundfortælling: at lidelserne langfredag er en forudsætning for genopstandelsen påskemorgen.

Igennem generationer har tidsvidner fortalt minder fra krigen og genforeningsdagene ved afstemningsfesterne, og da de sidste levende vidner faldt fra, blev deres historier genfortalt af deres efterkommere.

Denne mindekultur har betydet, at erindringen om Første Verdenskrig stadig er levende i Sønderjylland. Mange har en familiehistorie eller i det mindste en familiebevidsthed om en far, en bedstefar, en oldefar eller en tipoldefar, som var med. I tidens løb er de mange individuelle oplevelser dog smeltet sammen til én samlet og ofte temmelig forenklet fortælling om den sønderjyske krigsdeltagelse.

Det er et af formålene med den store særudstilling om “Sønderjyderne og Den store krig” at folde historien ud med afsæt i nogle af de mange individuelle sønderjyske krigsdeltageres genstande og oplevelser og vise de mange forskellige måder, man kunne deltage i Første Verdenskrig på.

Særudstillingen om “Sønderjyderne og Den store Krig” kan ses på Sønderborg Slot.