Heinrich Jessen fra Smedager ved Bolderslev gjorde krigstjeneste i Mellemøsten. Han blev indkaldt den 5. februar 1915 til Füsilierregiment 86 i Flensborg, men overflyttet til uddannelse af rekrutter i Aabenraa. Her var han, indtil han i august 1915 blev sendt sydpå til en ukendt destination. Han skulle overflyttes til Regiment 91 og indsættes på Østfronten. Her foregår de meste af transporten til fods på lange dagsmarcher. Den 1. september 1915 kom han i kamp ved Brest-Litowsk.

I dag er det d. 1. sept. Forrige nat kom vi til en by, hvor vi bivuakerede. Vi var kommet helt nær paa fronten, helt ude ved første linie, hvor østrigerne havde deres stilling.

Husene var alle besatte, saa vi maatte slaa teltene op mellem husene. Der var en kulde denne nat, saa vi frøs som smaa hunde, men jeg skal love for, vi blev varmet op, da det blev lyst.

Fjenden havde deres artilleristilling et par km. fra hvor vi laa, så han kunne godt se os. Han begyndte ogsaa straks at beskyde os.

Jeg kunne ikke sove for kulde, saa jeg var allerede staaet op, og jeg laa i læ af en lade og var i færd med at pakke min tornyster, da den første granat kom og slog med et par skridt til højre for mig, saa jorden fløj mig om ørene. Jeg ville saa springe hen og tage mit gevær, men i samme øjeblik slog der en granat ned ved siden af og dræbte to østrigere, som laa der. Havde jeg været et par sekunder før paa havde jeg faaet den paa hovedet.

Men nu kan I tro at der kom liv i lejren. Folk stormede ud af teltene og saa tilbage, uden at faa nogen af deres ejendele med sig. Fjenden forlagte ogsaa ilden længere tilbage, altid derhen hvor folkene var tættest. Jeg sprang om bag en lade og blev liggende saa længe til der blev mere ro. En granat slog ned i en tæt kolonne ved anden kompagni og dræbte syv mand.

Nu forsvandt regimentet bag en lavning, og russerne indstillede deres skyderi. Jeg listede mig ogsaa tilbage til lavningen, der stod nu hele regimentet uden gevær og tornyster, og regimentschefen tornede og brølte, saa det var næsten en hel fornøjelse at høre derpaa, det gik jo mest ud over kompagniføreren som stod der med mandskabet uden udrustning. Alle mand maatte saa tilbage og hente deres sager.

Men det var mærkelig der faldt ikke et skud mere, de har maaske ikke haft mere ammunition.

Regimentet blev saa omsider samlet, og vi marcherede saa nogle km. tilbage, om eftermiddagen skulle vi indsættes længere mod nord. Første og anden bataillon rykkede nu fremad. Første bataillon laa samlet i en lavning ca. 1000 m. bag forreste linie, det havde fjenden set for der kredsede en flyver over os, men saa kan I tro vi fik katurn. Granater og Schrapnell suste ind over os, men vi kan være glad for at de gik 5o m. for langt. Vi laa der hele bataillonen plat paa jorden uden nogen som helst dækning, havde de Schrapnells eksploderet over os, og udsendt deres ladning af blykugler ned over os, havde det mindst givet i hundrede af døde og saarede.

Det er ikke behagelig at blive ramt af disse blykugler, de laver da et forfærdeligt stor hul. Det er ikke som med riffelkugler, der er det mange gange ikke at se hvor den er gaaet igennem hvis den ikke rammer knoglerne, eller maaske er der en der kommer paa tværs. Vi slap nu godt, vi havde kun tre saarede, min sidekammerat fik et strejfskud paa armen, den traf lige ved siden af mit hovede.

Fjenden havde sin stilling ca. 1500 m. forude, vi stormede nu fremad i gruppevis, og kom ca. 800 m, ind paa fjenden, vi gravede os ned saa vi da havde lidt dækning for kuglerne. Det værste var med disse Schrapnells, naar vi ikke havde dækning over hovedet, for de eksploderede i luften og kom lige ned over os.

Om aftenen da der blev mørkt samledes kompagniet, vi skulle tilbage for vi skulle storme næste morgen. Kompagniet blev nu samlet paa et sted, og blev opstillet delingsvis bag ved hverandre i seks geledder. Russerne havde altid for vane at skyde selvom de ikke kunne se noget, de skød ogsaa hele natten igennem.

Da kompagniet stod opstillet der, kom der af og til en kugle; piiv, piiv sagde de, men dem der har den lyd rammer ikke, de er allerede gaaet forbi. Men med en gang si’r det klask, min kammerat lige for mig faar en kugle i benet, bare jeg ogsaa kunne faa en “Heimatschüsse” (et let skud saa man kan komme tilbage) sagde en underkorporal lige ved siden af mig;, i det samme har han en i maven, han faldt straks om og tabte bevidstheden, og inden vi kommer afsted biir der endnu tre mand saaret. Vi havde saa otte saarede den dag.

Men ved anden kompagni var der 11 døde og 57 saarede. Vi har saa de saarede med tilbage. Underkorporalen som havde faaet et maveskud, troede vi allesammen var død. Da vi saa var kommet et par km. tilbage gjorde vi holdt, vi skulle jo have noget at spise, vi havde ikke faaet noget hele dagen, ikke andet end et stykke tørt brød. Jeg opsøgte saa feltlazarettet, for at de kunne afhente den mavesaarede, som vi ellers ikke troede der var liv i mere. Senere hen blev jeg syg og et par maaneder efter kom jeg tilbage til garnisonen. Hvem træffer jeg der? Underkorporalen, han gik der ligesaa levende som jeg, men kuglen sad inde i maven, men han havde ikke nogen mén af det.

Heinrich Jessen: Krigen 1914-1918 og mine Erindringer derfra (privattryk u.å.)