Persondata
Født: 16/01-1858 i Augustenborg
Død: 17/08-1946 i Ordrup
Uddannelse:
Erhverv: Kontordame hos Dansk Røde Kors
Bopæl:
Hustru:
Børn (før krigsafslutningen):
Andet: Datter af Sadelmager August Heinrich Ludvig Wolff og hustru Dorthea Christine Elisabeth f. Marcussen.
(Kendt under navnet Jane Wolff)

Kilder
Kirkebog Augustenborg, født 1858. Link.
Kirkebog Ordrup, døde 1946. Link.

Publikationer
Preben-Hansen, Bernadette: Personalhistorisk Tidsskrift 2012:1: Side 69. Dansk Røde Kors’ mindetegn ”Dansk Krigsfangehjælp 1914 til 1919” Link til online PDF.

Fotos

Jane Wolff var kontordame i Tysk Korrespondanceafdeling ved Dansk Røde Kors under krigen og gjorde et stort arbejde med at skaffe adresser på sønderjyske krigsfanger. Her er en samling af ting andre har skrevet om hende.

Mads Gellert Madsen: ”Der er langt hjem til Sønderjylland”

Side 38
Der var flere grunde til at Rasmussens arbejde måtte foregå i stilhed. Foruden regeringens neutralitetsbestræbelser, frygtede han også at krigsfangernes familier i Sønderjylland ville blive udsat for repressalier fra den tyske øvrigheds side hvis det blev kendt at krigsfangerne systematisk modtog hjælp fra Danmark.

Det er ikke helt forkert at se N. H. Rasmussens arbejde for krigsfangerne som en fortsættelse af det arbejde der før krigen, i foreninger som f.eks. ”To Løver”, blev gjort for de danske i Sønderjylland. Nationalitetsarbejdet i selve Sønderjylland lå stille under krigen, i stedet blev kræfterne i Danmark så brugt på at hjælpe sønderjyderne ved fronten eller i krigsfangenskab.

N. H. Rasmussen opsporede navnene på de sønderjyske krigsfanger på flere forskellige måder. Ved at læse de sønderjyske dagblade der bragte korte notitser om folk der var faldet i fangenskab fik han fat i en del navne. Andre kom igen fra pårørende til krigsfanger der fra anden side havde hørt om Rasmussens arbejde og så selv kontaktede ham. En væsentlig del af navnene kom dog fra Frk. Jane Wolff, en kontordame i Dansk Røde Kors.

Side 39
Røde Kors besørgede dog ikke alene posten, men censurerede den også, hvad N. H. Rasmussen også kom til at opleve. Selvom denne censur gjorde at brevene ikke måtte have et politisk indhold, havde det dog også den fordel at Røde Kors måtte åbne brevene og se hvad der stod i dem. Det benyttede Frk. Jane Wolff – på trods af hendes foresattes forbud – til at lave en fortegnelse over alle de sønderjyske krigsfanger hun kom i kontakt med. Navnene og adresserne blev så sendt videre til N. H. Rasmussen. Frk. Wolff skrev også små beskeder i marginen på brevene til de sønderjyske krigsfanger for at muntre dem lidt op.

Selvom de var glade for at Røde Kors ville sende brevene til krigsfangerne, lader det dog til at både N. H. og Bent Ramussen generelt fandt Røde Kors’ noget reserverede indstilling til sønderjyderne ”noget mærkværdig”.

 

Bent Rasmussen: I Gerning og Sandhed, s. 61-62
Side 1:
“I „Røde Kors”s Kontorer sad der iøvrigt i den store Stab af arbejdende Kræfter en Dame, Frk. Jane Wolff, som der er den allerstørste Grund til særlig at fremdrage fra hendes Skjul. Med den ømmeste og inderligste Kærlighed gjorde Frk. Wolff alt hvad hun kunde for Sønderjyderne; hendes søgende Øje fandt tit et Navn eller en Adresse paa en i det ukendte; og mange Ting til Gavn kom hun i Tanker om; og aldrig blev hun træt. Endnu den Dag i Dag tænker hun, er jeg vis paa, paa sine gamle „russiske” Krigsfanger.”

I Dansk Røde Kors’ arkiv, nr. 10.001A pk. 147 findes en liste der er blevet ført over flere år med navnene på over hundrede sønderjyske krigsfanger i Rusland. Sandsynligvis er det Frk. Wolffs fortegnelse.

N. H. Rasmussens privatarkiv: Interview med Jane Wolff, pk. 3.

 

Christen P. Christensen: 8 Mand Savnet, s. 166-168.
“Det var i disse dage, da vi skrev så hyppigt for at få en smule besked om forholdene i det land, vi opholdt os i, at den mystiske J. Wolff dukkede op i vore breve. Med en fremmed håndskrift var der undertiden føjet nogle ord i marginen på brevkortene, og de altid underskrevet J. Wolff. Det var som oftest blot en linie om, at i dag skulle jeg være glad, for det var et godt brev, jeg havde fået, eller: Bare lad være med at være så bekymret for dem derhjemme, jeg véd, de har det godt.

Rasmussen og Jepsen fik de samme tilføjelser på deres breve, men de tyske fanger ikke. Da alle brevene kom over det danske Røde Kors, gik vi ud fra, at det måtte være én der, som sad og skrev disse tilføjelser. De var netop i denne tid, hvor vi håbede så meget og led så mange skuffelser, den mest kærkommen håndsrækning, der kunne ydes os, fordi vi tog dem som en sikker garanti for, at brevet eller kortet ikke var skrevet blot for at opmuntre os.

Vi tre sønderjyder talte meget om, hvem denne J. Wolff var, og troede, at det var en mand. Vi sendte så hilsner til ham i vore breve, men først da jeg kom hjem og en dag ganske uventet fik besøg fra frøken Jane Wolff fra København, fik jeg den fulde forklaring. Hun var en af de mange milde og gode københavnske kvinder, der i krigens tid med liv og sjæl kastede sig ind i arbejdet for at hjælpe de danske krigsfanger i Rusland. Hun læste de mange breve til og fra fangelejrerne igennem, og når hun syntes, det var tiltrængt, gjorde hun sine tilføjelser med sin lille sirlige skrift.

Jane Wolff lever endnu, men er blind. Hun er måske blevet det af det store arbejde, hun påtog sig under krigen, men den dag i dag følger hun de mange sønderjyske krigsfanger hun kom i forbindelse med, og de skriver trofast til hende om deres sorger og bekymringer. Jane Wolff svarer dem dag i dag regelmæssigt på disse breve, giver gode råd og mere end det, hvor hjælp kan gives. Der er blevet rejst mindesmærker for mindre bedrifter end hendes i Danmark.”

 

Hejmdal 6. juni 1921.  Tante Jane Wolf fra København er i denne tid på besøg hernede i Sønderjylland, hvor hun aflægger besøg hos sine “drenge”. For alle sønderjyder, der har været i russisk fangenskab, er det en særlig glæde at hilse på frk. Wolf og takke hende for alt det hun i krigens tid gjorde for krigsfangerne. Utallige er de breve kun har skrevet for at bringe fangerne en efterretning fra hjemmet. Frk. Wolff bor for tiden i Gråsten og aflægger i denne uge et besøg her i Sønderborg og på Als for at se til “drengene”, som hun for største delen kender af navn.

 

Hejmdal 11. august 1924.  Aabenraa, mandag.
Minder fra krigen. Fhv. krigsfanger i Rusland.

I går var forhenværende krigsfanger i Rusland forsamlede til en mindefest i Aabenraa, hvortil rigelig 80 medlemmer af foreningen havde givet møde.

Festen indledtes med en gudstjeneste i St. Jørgens kirke, hvor pastor Jensen, som så ofte i Rusland havde talt opbyggende ord til fangerne, prædikede. I slutningen af sin prædiken talte han varme mindeord om “fangernes ven”, gymnastikdirektør N. H. Rasmussen, København. Efter gudstjenesten samledes man til fællesspisning på “Folkehjem”. Foreningens formand, købmand Theodor Voss jun., Haderslev bød velkommen.

Han mindede om det arbejde, afdøde gymnastikdirektør Rasmussen havde udført for at lette fangernes kår, et kærlighedsarbejde, udført med utrættelig energi. Endvidere mindedes et enkelt af de siden sidste møde afdøde medlemmer af foreningen. Forsamlingen hædrede deres minde ved at rejse sig.

Et særligt velkommen rettede han til Pastor Jensen og “tante” Jane Wolff, med tak for deres arbejde. Pastor Jensen fortalte forskellige træk fra gymnastikdirektør Rasmussen. Redaktør A. P. Møller, Sønderborg udbragte et leve for Frk. Wolff og Pastor Jensen.

Mellem talerne blev der sunget forskellige fædrelandssange og drøftet forskellige minder fra fangenskabet. Om eftermiddagen foretoges en spadseretur til det smukt beliggende “Arnsbjerg”, hvor man drak kaffe. Der blev der opfrisket flere minder fra Jurjew Polski, den danske fangelejr, og sunget forskellige sange fra fangelejren.

Man drøftede ønskeligheden af, at minder og sange fra fangetiden blev samlet og trykt. Formanden har rettet en henstilling til Feltham’erne og Aurillac’erne om, at alle krigsfanger i fælleskab rejser N. H. Rasmussen et minde.

Ved påfølgende generalforsamling på “Folkehjem” genvalgtes Voss til formand. Man besluttede næste år atter at samles til et møde i Aabenraa.

Alle de mødte var glade for de timer, i hvilke man havde kunnet samles i de fælles minder fra krigens strenge dage. Særlig var det en oplevelse at komme sammen med frk. Wolff og Pastor Jensen, som alle kendte af navn, men som mange endnu ikke kendte personlig.

 

Bent Rasmussens samtale med Frøken Jane Wolff den 3. September 1926.

Frøken Wolff har ingen breve fra fader, de talte altid sammen i telefonen. Frøken Wolff arbejde i forbindelse med faders krigsfangearbejde var at skaffe adresser på fangne sønderjyder. Frøken Wolff arbejdede under krigen på Røde Kors’ kontor, krigsfangeafdelingen, Kristiansborg, og arbejdede der specielt med at tage sig af sønderjyderne. Hun havde let adgang til de lister, hvorpå de sønderjydske fangers navne fandtes, og af disse trak hun deres adresser ud og sendte dem til fader.

Dette har hun gjort på eget ansvar og uden at være sat til at gøre det af Røde Kors. Hun havde ikke engang Røde Kors’ tilladelse til at gøre det. Denne institution er jo nemlig international og neutral, og den danske afdeling tog hele krigen det parti at iagttage den aller strengeste neutralitet. Røde Kors var nødt til at holde korrekt på neutraliteten, da den i modsat tilfælde fik en reprimande fra den tyske Røde Kors. Dette skete virkelig en enkelt gang. Heraf fulgte også, at den ikke turde begunstige sønderjyderne alt for meget, og dette medførte af og til forhold, som vi andre fandt mildest talt ejendommelige, selv om de jo måske nok har været korrekte.

Frøken Wolffs arbejder med at pille adresser ud til fader måtte hun udføre i smug. Det skete en gang imellem at det blev opdaget; hun fik en reprimande derfor og hørte op dermed, d.v.s. i nogen tid, så begyndte hun igen. Røde Kors vidste således ikke noget om, at hun udførte dette arbejde og kunne altså ikke have noget ansvar for, hvad der foregik. I alle tilfælde vidste Røde Kors ikke noget om det officielt.

Breve, som fader har skrevet til Røde Kors i den tid, må findes i arkiverne for den nu nedlagte krigsfangeafdeling. Dette arkiv findes ganske sikkert ikke mere på Røde Kors’ kontor, men er afleveret til Rigsarkivet eller lignede sted. Hvor de er gået hen, kan sikkert opgives af frøken Rendtorff, Rosenvængets Alle 8, som er en meget velvillig dame, som fader også havde en del med at gøre i sin tid.