Lærer Andreas Bach var allerede begyndt danskundervisning i Rens inden afstemningen.Han har berettet om afstemningen i det meget tysksindede Burkal Sogn.

Og saa oprandt da endelig den store Dag med Regn og Slud og Blæst, der herude paa det flade Land sled stærkt paa de nye Flag.

I de sidste Ugers Travlhed havde der ikke været Tid til at tænke paa Resultatet af Afstemningen, men nu da det forberedende Arbejde var gjort, meldte Situationens Alvor og en stille Ængstelse sig igen hos mange. Det forekom næsten ufatteligt, at Tyskerne ikke mere skulde være de bestemmende.

Endnu Dagen før Afstemningen udtalte en af de stille i Rens overfor mig sin Tvivl om, at det virkelig skulde lykkes at faa Flertal ved Afstemningen i 1. Zone. Manden var kort Tid forinden blevet Kommuneforstander, men han savnede det store Overblik og bedømte derfor Forholdene i hele Nordslesvig ud fra Stillingen i sit eget Sogn. Han følte nu Trang til overfor en fortrolig Ven at give Udtryk for den Tvivl, som han ikke turde lade komme offentlig frem.

Paa selve Afstemningsdagen blev Ængstelsen og Utrygheden ikke mindre. Fra den tidlige Morgenstund havde Tyskerne Vogne i Gang til at hente de gamle og svage til Afstemningsstedet, og man saa baade den ene og den anden, som man havde regnet med stemte dansk, blive kørt til Valgstedet af Tyskerne.

Den gamle Markmand Johannes Hansen, der var en sikker Budbringer, naar der skulde sendes Besked rundt til danske Hjem, kom om Formiddagen ind til Købmand Marcus Jørgensen og udtrykte sin Ængstelse. »Jeg er bange for, at det gaar galt«, sagde han. Saa godt jeg kunde, søgte jeg at opmuntre ham, men det kan ikke nægtes, at jeg selv smittedes af Dagens Alvor, og jo længere Tid der gik, desto større blev Spændingen og Alvoren i Byen.

Det var i Forvejen bestemt, at alle Danske om Aftenen skulde samles i Kroen, Byens eneste offentlige Samlingssted, for at slutte Dagen med en lille Festlighed. Og for at faa alle de forskellige kristelige Retninger og de mange forskellige Sekter i Byen med til denne Fest, var det bestemt, at Lægprædikant, Maskinhandler Kruse Due fra Bylderup-Bov skulde være Hovedtaler ved Festen.

Paa Kroen samledes da alle om Aftenen for at høre Resultatet af Afstemningen. Optællingen af Stemmerne fandt Sted i Mellemstuen. Fra den forreste Stue, Skænkestuen, kunde man gennem Køkkenet komme op i Storstuen og Salen.

Herfra kom Kruse Due ned i Skænkestuen og indbød de ventende til at komme op i Salen og bede, indtil Optællingen var afsluttet. Der var dog ingen, der i disse spændende Øjeblikke kunde samle deres Sind til fælles Bøn. De fleste blev staaende i Skænkestuen, der efterhaanden fyldtes til Trængsel.

Al Samtale førtes hviskende; selv nogle unge Mennesker, der fra den tidlige Aften havde sikret sig et Par Borde at spille Kort ved, blev mere og mere tavse og lagde tilsidst Kortene ned.

Da lukkedes Dørene fra Mellemstuen op til baade Skænkestuen og Storstuen, og en dansk og en tysk Tillidsmand forkyndte Resultatet paa begge Sprog, saaledes som foreskrevet af Den internationale Kommission.

Det var den danske Tillidsmand, nuværende Sogneraadsformand Jørgen Tinglef, Lund, der forkyndte Resultatet ud i Skænkestuen: 114 danske og 99 tyske Stemmer i Rens Afstemningsdistrikt.

Der var altsaa et dansk Flertal, men ikke saa stort, som vi havde ventet det.

Jeg mærker endnu det smertelige Stik i Brystet, da Resultatet blev læst op, men var dog klar over, at nu gjaldt det om at holde Humøret oppe og ikke lade Skuffelsen faa Luft.

Hans Peter Johansen kunde imidlertid ikke skjule sin Skuffelse, men udbrød impulsivt: »Ja, de Karle kender ikke deres eget bedste!« Jeg tyssede paa ham og foreholdt ham, at nu skulde vi være glade. Som et Bevis paa, at man andre Steder var bedre tilfreds med  Afstemningen i Rens, end vi selv var det, kan nævnes, at da man senere paa Aftenen ude i Møgeltønder Forsamlingshus fik Resultatet fra Rens, klappede man i Hænderne over, at der i disse Egne kunde skaffes et dansk Flertal. Dette havde man ikke ventet; her som alle andre Steder i Nordslesvig regnede man jo hele Burkal Sogn for at være overvejende tysk, men den 10. Februar 1920 faldt der dog i Sognet 445 danske Stemmer mod 422 tyske.

Da vi havde sundet os lidt oven paa Spændingen, forsvandt de fleste Tyske, og alle Danske samledes om Kaffebordene i Salen, hvor der foruden af Kruse Due blev talt af forskellige andre og sunget en Del af vore danske Sange. Dog, mere end af noget andet var jeg optaget af at faa Resultaterne fra de andre Afstemningssteder og fra Landsdelen som Helhed at vide.

Der førte paa det Tidspunkt kun een eneste Telefonledning til Rens, og Betjeningen paa Centralen i Bylderup-Bov var tysk og ret modvillig til at give Oplysninger. I Løbet af Aftenen fik vi derfor kun Resultaterne fra de enkelte Kommuner i Burkal Sogn, fra Højer Flække og fra samtlige Købstæder, og disse Resultater var jo ikke alle opmuntrende. Om man paa Centralen ikke har vidst mere, eller man med velberaad Hu foreholdt os Resultaterne, tør jeg ikke sige, men hver Gang jeg tænker paa denne første Afstemningsfest, mindes jeg det Tryk, der den Aften inderst inde hvilede over hele Forsamlingen. Et Tryk, der for mit Vedkommende først forsvandt, da jeg den følgende Formiddag i Tinglev fik Helhedsresultatet af Afstemningen at vide.

Nicolai Svendsen og Svend Thorsen (udg.): Tiende Februar, Livsbilleder fra Sønderjylland i Genforeningsaaret 1920. København, 1939.