9. juli 1920. Kongen underskriver traktakten

Mogens Kai Nørregaard var en af tolv civilklædte soldater fra Fåborg, som drog mod Sønderborg d. 30. april 1920. Han havde til opgave at sørge for alt var parat til de danske troppers ankomst d. 5. maj 1920. Dagbogsoptegnelserne er samtidige og strækker sig fra hans ankomst d. 30. april til og med d. 9. juli 1920, hvor Christian d. 10. underskrev traktaten.

Den 9. juli underskrev kongen traktaten, og flaget blev hejst fra rådhusets balkon. – Alle stævnede derpå til gudstjenesten i kirken. – Denne fest har sin plads jævnsides med den store på Dybbøl. Her samledes alle, der havde været med på den lange, stormfulde rejse, til bøn og tak, fordi havnen var nået.  – Da de forlod kirken, følte jeg, at de nu havde taget afsked med hinanden som den lille, kamprustede skare, nu stilede alle hjerter frit mod mødet med Danmark.

Men forinden havde de alle i kirken mindedes, hvad der var ofret for at nå til denne dag; der var ingen, hos hvem dette øjeblik ikke måtte vække den heftigste smerte, og som ikke her havde de dyreste tab at begræde. Vidunderligt befriende samlede den store hymne alle og førte dem med sig i sin jubel: 

Nu sagtelig skrid vor højtidsdag

med stråler i krans om tinde,

hver time til Herrens velbehag

 som bække i eng henrinde,

til sagtelig sig tilsidst de sno

 op under de grønne linde.-

M.K Nørregaard: ”Oplevelser i Sønderjylland 1. maj – 9.juli 1920 – En samtidig skildring” Sønderjyske Årbøger, 1980.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *