Mogens Kai Nørregaard var en af tolv civilklædte soldater fra Fåborg, som drog mod Sønderborg d. 30. april 1920. Han havde til opgave at sørge for alt var parat til de danske troppers ankomst d. 5. maj 1920. Dagbogsoptegnelserne er samtidige og strækker sig fra hans ankomst d. 30. april til og med d. 9. juli 1920, hvor Christian d. 10. underskrev traktaten.
Midt i dette store genopbygnings- og genforeningsarbejde var det dobbelt vidunderligt ikke at føre en soldats planløse tilværelse, men at være draget med i det arbejde, der stilede mod genforeningen. Ligefør jeg en morgen skulle til at stige op i lastautomobilet, der skulle føre os til Flensborg, var oberstløjtnanten kommet hen og havde spurgt, om jeg kunne hjælpe festkomiteen med byens udsmykning til festlighederne. – På hele vejen derned gennem det pragtfulde sommerlandskab tumlede jeg med planer og idéer, som snart samlede sig om nogle hovedpunkter.
Det havde ved soldaternes indtog virket nedslående og trist at se rådhuset på sin fremtrædende plads ligge dødt og gråt og usmykket. Derfor gjorde jeg det nu til midtpunktet i hele festdekorationen, idet jeg på hver side af det, over Store og Lille Rådhusstræde, rejste en æresport og udfra spirets glugger anbragte otte små flag, som langtvæk kunne ses vinke og blafre i blæsten. Foran facaden flankerede to høje flagstænger rådhusets balkon, hvorfra byens store dannebrogsflag vajede. –
Dernæst prøvede jeg i to store æresporte at få udtrykt noget af det centrale i situationen. – Den ene stod ved indgangen til hovedgaden ved hotel Alssund. Den var meget høj; midt over gaden et maleri af Dybbøl mølle og på hver side af dette de to slutningsstrofer fra verset, der er indsat i møllevæggen: »Slægter dø, men sproget binder, fremtid gror af dyre minder«.
Tværs over jernbanegaden, med front ud imod hovedgaden, rejste jeg den anden æresport, og til hver af pillerne malede jeg her to allegoriske figurer i overnaturlig størrelse, den ene symboliserende det lænkebundne, den anden det befriede modersmål. Dette foregik i vognporten hos de tyske svende.
Ovenover disse figurer, spændende over hele portens bredde, stod verslinjen fra Modersmålet: »Men just som de mente, hun var i bånd og bast -«.
Alle portene blev ganske nøjagtige i proportionerne, som jeg havde tegnet dem; det var meget vigtigt, da materialet, granstammer og grønt, var så simpelt, at det eneste virkemiddel var forholdenes rigtighed, men dette var vanskeligt at få gennemført, da tømrerne var af meget blandet nationalitet og sindelag og talte plattysk, højtysk, frisisk og kartoffeldansk i en pærevælling.
Der blev efterhånden flere og flere steder i byen, hvor man syntes der måtte æresporte, heldigvis blev festen stadig og stadig udsat, men tilsidst var der også otte tømrede æresporte i Sønderborg alene, regnet fra pontonbroen.
Midt i arbejdet med alt dette så jeg en dag det skønneste lille stykke symbolik blive udspillet på åben gade. En lille, hvid pige kom gående, ivrigt læsende i en lektiebog på vejen til skolen om morgenen; fra den anden side kommer en lille, rød pige, ligeledes ivrigt optaget af tabel eller lignende. De to opdager hinanden samtidig, falder i armene på hinanden og følges nu ad, tæt sammen, ned ad gaden, pludseligt dannende den nydeligste harmoni af rødt og hvidt.
M.K Nørregaard: ”Oplevelser i Sønderjylland 1. maj – 9.juli 1920 – En samtidig skildring” Sønderjyske Årbøger, 1980.