Mogens Kai Nørregaard var en af tolv civilklædte soldater fra Fåborg, som drog mod Sønderborg d. 30. april 1920. Han havde til opgave at sørge for alt var parat til de danske troppers ankomst d. 5. maj 1920. Dagbogsoptegnelserne er samtidige og strækker sig fra hans ankomst d. 30. april til og med d. 9. juli 1920, hvor Christian d. 10. underskrev traktaten.

Det var omtrent ved denne tid, at man i Sønderborg begyndte at se damer, der var klædt med den bevidste understregning af farver og linjer, som karakteriserer hovedstadsdamen. Tillige markerede de ved alt i deres dragt, at det var sommer, på en bevidst og raffineret måde, så fjernt fra hvad der var skik i Sønderborg, at de virkede overordentlig stærkt og fremmed i gadebilledet.

Det var de danske embedsmandsfruer, der drog ind. De bragte med sig duften fra hele det bourgeoisi, som nu tilbragte sommeren langs Strandvejen og på Skagen.

Samtidig rejste det ene stillads sig efter det andet foran husene i hovedgaden, og facadevaskerne og malerne arbejdede, så det glinsede på lang afstand, mens i de mindre sidegader og stræder beboerne selv var i gang med hvidtekosten, så det stænkede ud over brostenene.

Efter at »Kong Håkon« havde tømt sin millionlast, var butiksvinduerne med de små, ensomme arrangementer midt i en gabende tomhed blevet propfulde med strålende, nye varer i et udvalg, der ganske tog vejret fra folk.

Og en skønne dag gik en mand omkring med en trækkevogn fuld af skinnende røde postkasser, der lå i solskinnet og gassede sig, mens de gamle, hæslige, blå blev skruede af og kørt sammen i en bunke i posthusets gård. Og man så de røde frakker om morgenen gå ud med posten i alle de små gader.

At den dag kom, hvor sønderborgerne kunne lægge brevene i de røde postkasser, havde de selv ofte talt om, men når man tænker på tiden før krigen, begriber man ikke, hvorfra de hentede deres fortrøstningsfulde vished. –

Endnu var grænsen lukket, og der var ingen turiststrøm nordfra, men den store strømkæntring var begyndt, kronemønten indført, administrationen i fuld overgang, og hvert pulsslag førte landet nærmere til Danmark, mens Holsten og Kiel og Rendsborg, før så forbavsende tæt på, blev fortrængt ud i et periferisk halvmørke, og alle ansigter vendte sig mod nord.

M.K Nørregaard: ”Oplevelser i Sønderjylland 1. maj – 9.juli 1920 – En samtidig skildring” Sønderjyske Årbøger, 1980.