Mogens Kai Nørregaard var en af tolv civilklædte soldater fra Fåborg, som drog mod Sønderborg d. 30. april 1920. Han havde til opgave at sørge for alt var parat til de danske troppers ankomst d. 5. maj 1920. Dagbogsoptegnelserne er samtidige og strækker sig fra hans ankomst d. 30. april til og med d. 9. juli 1920, hvor Christian d. 10. underskrev traktaten.

Flensborg stræber af al magt efter at nå ud til Mørvig, men endnu er den uendelige Bismarckgade, som fører dertil, byen for lang, og den må give op på halvvejen, så at den sidste strækning af gaden er øde og ubebygget. På vejen derud passerer man den anden af de enorme skolebygninger. Den viser sig at være hul i ryggen som en elverpige og kun facade. Skolebørnene exercerer på legepladsen i delingsvis opstilling med flag og trompeter.

Sporvognene er tætfyldte, og beherskes på denne linje af de fremmede soldater. En tommy sidder uendelig nonchalant og umedgørlig på styreapparatet på en sporvogns bagperron til gene for alle, som skal ind og ud. Måske er det ham, der på en væg har skrevet en kæk hilsen til tyskerne fra »one, who has bayonetted eight of them«. Han har i hvert fald nok nogle på sin samvittighed, som han sidder dér, tæt klemt inde blandt landsmænd til dem, han har dræbt.

Første gang i Mørvig var med lastautomobil. Vi måtte holde stille for at lade en afdeling englændere passere. De overrasker os, som er vant til den atmosfære, der følger med en dansk deling. Hver enkelt mand er ren og velplejet, og uden en stump af det klodsede, sværtede lædertøj, som vi er belemret med. Man kunne se, at de som følge deraf følte sig ganske anderledes frie end vi, når vi marscherer ud, og øjnene så årvågne og roligt iagttagende ud af de glatragede ansigter, på en måde vi ikke er vant til herhjemme fra.

Delingen kom oppe fra den store centralbygning, det britiske, militære hovedkvarter, som med sine uendelige vinduesrækker og det imponerende trappeanlæg virker massivt og helstøbt ud mod fjorden, men opløser sig indadtil i en række fløje med talrige fremspring og underafdelinger og ligner her med sine haveanlæg, trappegavle og smårudede vinduer mere et kloster end en bygning til militært brug. 

Den engelske flåde og alpejægerne havde ikke til huse her, men delte resten af dette kæmpemæssige territorium mellem sig. – Fra Bismarckgaden, ved sporvejens endestation, gik en stejl hulvej ned til det sted, hvor den franske vagtpost stod, men lidt forinden drejede en sidevej brat af til venstre gennem en snæver port mellem to røde murstenspiller og videre ad en svimlende bakke lige ned mod fjorden, for i sidste øjeblik i et nervepirrende, retvinklet knæk at dreje hen parallelt med havnekajen på jævn flade.

Dette var en mere end kompliceret tur i lastautomobil, især da vi ofte havde en ladning, der ragede udenfor til begge sider. 

M.K Nørregaard: ”Oplevelser i Sønderjylland 1. maj – 9.juli 1920 – En samtidig skildring” Sønderjyske Årbøger, 1980.