C. Beuck, var kompagnifører for 5. kompagni, regiment 84 . (IR84)
I maj 1916 kom regimentet til Verdun og deltog i flere angreb på højde 304. Angrebet den 9. juni 1916.

Om aftenen den 8. juni – det var omkring midnat – kommer en ordonnans fra bataljonen med den ordre, at der efter brigadens anordning skal foretages et overrumplende angreb uden forberedende artilleriild: Den 9. juni kl. 5,50 skal kompagniet træd an, til højre for os skal 7. og en del af 8. kompagni ligeledes sættes ind; på højre fløj bliver der sat flammekastere ind; til venstre for 5. kompagni vil den højre fløjdeling fra 11. kompagni reg. 27 tilslutte sig.

Det bliver til en søvnløs nat for mig. Jeg studerer grundigt den udførlige angrebsordre – den er endnu i dag i mine hænder – og  den vedlagte skitse. Tankerne jager gennem mit hoved. Der er kun kort tid til forberedelse.

Det er mig fuldstændig uforståeligt, at et sådant angreb i det vanskeligste terræn, ovenikøbet efter fiaskoen den 22. maj, kan blive planlagt og beordret uden at kompagniførernes mening bliver indhentet, der dog ligger med kompagnierne i forreste linje og grundigt kender terrænet ved selvsyn. Men der er ikke længere tid til overvejelser og betænkeligheder. Jeg sætter mig i forbindelse med føreren af 7. kompagni, løjtnant af reserven Sörensen, og taler sagen grundigt igennem med mine delingsførere.

Morgenen gryr. Jeg går gennem kompagniet , taler med de enkelte folk og appellerer til deres pligt- og æresfølelse; jeg forventer, at enhver gør, hvad der bliver forventet af ham. – Det er et skrækkeligt vejr; regnen siler fra himlen;  geværerne er snavset til; støvlerne bliver siddende i kridtslammet; der falder kun enkelte skud derovre fra. Jeg har på fornemmelsen, at fjenden er meget vagtsom.

Ved angrebsafsnittets højre fløj, ved 7. og 8. kompagni, begynder flammekasterne at arbejde, formår dog ikke at uskadeliggøre de flankerende fjendtlige maskingeværer, men bliver selv sat ud af spillet. –

Til befalet tid, kl. 6,50 formiddag, bryder kompagniet ud af graven. Men i samme øjeblik bliver vi modtaget af en rasende ild fra den grav, der ligger lige over for os, og navnlig fra flankerende maskingeværer fra højre. 7. kompagnis venstre fløj bliver holdt under beskydning fra de samme maskingeværer og kommer ikke ud af graven.

Vi når med svære tab den befalede linje, men er nu værgeløse udsat for fjendens målrettede ild fra beskyttede stillinger. Alt hvad fjenden har til rådighed af jern og ild bliver sluppet løs på os, endda af artilleriet bliver vi ramt, mens vi ikke kan spore den mindste støtte fra vort; ganske vist var det for os ingen ny erfaring.

Vor situation bliver stadig vanskeligere, den bliver uholdbar. Jeg måtte være blottet for enhver ansvarsfølelse, hvis jeg stadig uden beskyttelse ville prisgive kompagniet den fjendtlige ild. Jeg giver ordre til enkeltvis at kravle tilbage til graven. Under de allerstørste vanskeligheder bliver ordren udført; de sidste når først graven ved mørkets frembrud, altså efter ca. 14 timer! Men heller ikke den, der nåede graven ved dagslys, var i sikkerhed.

Efter min dagbog lå der tung artilleri- og minebeskydning over vor stilling uopholdelig fra kl. 10,30 formiddag til kl. 8.30 eftermiddag. Der er næppe en plet, der ikke bliver ramt, overalt stønner de sårede; en mand har fået nervechok af en granat, der slog ned ved siden af ham, han ryster over hele kroppen ved hver yderligere granat, der falder, og gør naturligvis os andre urolige.

En granat rammer ned i et lig, der ligger i min nærhed, og sprøjter  allerede begyndende fordærvede kropsdele rundt omkring, som nu spreder en helt utålelig stank, som vi nu må indånde hele dagen. Vor stemning har nået nulpunktet.

Allerede om formiddagen efter det mislykkede angreb åbner jeg en ny befaling fra bataljonen, der først måtte åbnes kl. 10, og som havde følgende ordlyd: “Hvis den befalede linje ikke er nået om morgenen, bliver angrebet mod dette mål fortsat om eftermiddagen den 9. juni .

… Alle de dele af bataljon Haderslev, som om morgenen var indsat til indbrud i den fjendtlige stilling, skal indsættes samtidigt kl. 6,25 eftermiddag.” Kompagniet har 10 døde og 25 sårede, resten er til det yderste udmattet, nerverne oppisket – og så skal vi endda storme?

Nu kommer et af de bitreste øjeblikke i mit liv: om morgenen havde jeg måttet give ordre til angreb – mange gang før havde jeg givet sådan en ordre og hver gang med den glædelige vished, at vi nok skulle klare det, men i dag til morgen havde jeg den ikke – og nu skal vi storme igen? Efter sådan en dag?

Jeg gengiver ikke her, hvad jeg dengang har tænkt …  Jeg lader delingsførerne komme og meddeler dem angrebsordren – iskold ro ligger i deres ansigtstræk, de svarer ikke et ord. Til sidst siger jeg til dem, at jeg anser gennemførelsen for umulig  og ikke vil give ordren til angreb. Også denne meddelelse tager de tavst til sig; de er helt apatiske; de er ved enden af deres indre modstandskraft. – –

Time efter time forløber; sjældent har vi så længselsfuldt ønsket os solnedgangen som på denne dag. Endelig går dagen til ende, en dag, som ikke skulle give en ydre succes, men som dog havde vist, at en disciplineret enhed giver alt, hvad den formår inden for grænserne af dens menneskelige kunnen for at byde fjenden trods.

Uddrag af krigserindringer for fhv. Unteroffizier ved 7. kompagni, Regiment 84  (IR84) Friedrich Karl Dambeck.

På Ferme de Madeleine havde vi sorgløse dage, indtil den 9. juni pludselig satte os i en anden stemning. Fjenden havde erfaret, at vi ville storme hele højderyggen. Allerede den 8. juni lå en morderisk trommeild over vor forreste linje. Den 9. juni, den fastsatte storm-dag, skød vore 21 cm  mørsere ulykkeligvis for kort og tilintetgjorde en hel deling. Angrebet  kom ikke til udførelse. Blodbestænket hilste jeg på mit gamle 7. kompagni, der netop lå ude foran og havde lidt svære tab. Med tungt hjerte begav stormsoldaterne sig hjemad, stærkt decimeret.
Pinsen var ødelagt for os.

Af Regimentshistorien. Udkommer på dansk i 1916.