Søndag den 9. april 1916

Kære forældre! Mange tak for brev og pakke. Det vil knibe lidt at få æggene kogt, da vi ingen varme holder os her; men jeg tror, jeg går ind til en fransk madam og får hende til at koge mig dem.

Jeg er budt hen til en kop kaffe i morgen aften til en fransk familie. Jeg får vasket dér. Sidste dag, da jeg var derhenne, skulde jeg absolut sidde ned og få en længere snak. Så kom der en ung pige ind og snakkede op og gik igen. Jeg fortalte dem så, hvor jeg var fra, og så sagde de, at den unge pige, der lige havde været her, var datter af en dansker, der havde giftet sig hernede. Sådan sidder der enkelte hist og her, men mange er der ikke. Det kunde være helt morsomt at tale med én.

I dag er der det dejligste vejr. Jeg har lige skrevet til Christian; det er da trist, at han nu også er kommet afsted; men jeg kan slet ikke tænke mig, at han ikke skulde komme hjem igen. Han er jo sikkert nede ved Verdun, og for tiden synes det at gå helt hårdt til igen. Der skal nok med vold og magt brydes igennem dér.

Hvad mon Holland har i sinde; det er en mærkelig pludselig mobilisering, og man skulde da antage, at den havde en meget hård og tvingende grund. – Jeg vælger mig april, i den det stormer, fejer – det vil sikkert gå løs nu for alvor. Men så vil vi også håbe, at efter den brydning kommer der virkelig vår. 

Jeg har det meget bedre her i det ny kompagni. Alle foresatte er meget flinke. Der er slet ingen udsigter til at komme væk for det første, når der da ikke sker noget usædvanligt i disse egne. I eftermiddag vil vi op på slottet og snakke med landsmænd. Der er dejligt her for tiden trods alt, og navnlig oppe i slotsparken, som har en fjern lighed med Sandbjerg.

Nu bliver posten råbt op, så vil jeg se, om der er noget nyt.