8. november 1915 – J.N. Jensen: “… atter godt Flyvervejr”

J.N. Jensen var journalist ved Flensborg Avis, og blev ved krigens begyndelse indkaldt til en ammunitionskolonne. I efteråret 1915 befandt han sig ved  111. Infanteridivision bag fronten sydøst for Arras.

8. Novb. 1915.

Min Kære Ellen! I Dag fik jeg Brevet uden Brev, Tak for det. Du faar bare en lille Hilsen.

I Gaar var det atter godt Flyvervejr, og sa var de da ret i Gang igen. En fransk Dobbeltdækker stødte sammen med en tysk Dobbletdækker, de bearbejdede naturligvis hinanden med Maskingevær, vor maatte lande, den ene Officer havde faaet et lettere Knæsaar, Kuglen var dog ude, Maskinen havde lidt noget. Den anden kastede endnu et Par Brandbomber for at faa Apparatet ødelagt, men det lykkedes ikke. Da der kom for mange Geværer maatte Franksmændene tage bort, de var ellers ikke ængstelige.

– I disse Dage, har vi stor Appel med alt vort Kram, paa Fredag beses det af Kolonnekommandøren og næste Mandag af Divisionskommandøren, jeg haaber, det saa forbi. Alt bogføres naturligvis i stor Stil.

– I Dag er en Korporal blevet afkommanderet til Skansearbejde i tre Uger, mens maa jeg saa have Delingen, ”æ Zug”, det bryder jeg mig ikke saa meget om.

Min Pige faar kærlige Hilsner
din Jens.

(Brevet findes i Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

2 tanker om “8. november 1915 – J.N. Jensen: “… atter godt Flyvervejr””

  1. Jeg mener, at flyet på billedet er en Albatros 2 sædet observationsmaskine enten B-II eller C-I. Det passer med tidspunkt i 1915. Men korset på hale er ikke det normale malteserkors. Jeg har flere billeder med det lige kors som tilsyneladende bruges 1917 – 1918. Hvis det er tilfældet er det er en træningsmaskine fra sidst på krigen, hvor de ældre modeller ikke længere var i første linie.

    1. Hej Leif
      Fotografiet er ikke nødvendigvis fra 1915 eller hører nøje sammen med det indlæg, som det illustrerer. I det omfang vi kan overkomme det, forsøger vi at finde fotos, tegninger eller andet, der kan illustrere indlægget. Men det er kun i meget sjældne tilfælde, at fotografiet oven over indlægget faktisk viser den begivenhed, der omtales.
      mvh
      René

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *