8. marts 1917 – Ribe Stiftstidende: færdselen ved grænsen

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Nye bestemmelser om færdselen ved grænsen

General Falk har, som vi erfarer, under 28 f. m. udstedt følgende bestemmelser: Feltpostkæden langs landgrænsen mod Danmark maa kun passeres ved grænsestederne Høkelbjerg og Hvidding eller paa de af 1ste Landstormsinspektion bestemte steder. I terrænet mellem feltpostkæden og grænselinien er det forbudt at opholde sig uden for de offentlige veje. Landstormsinspektionen kan tillade afvigelser fra bestemmelserne, men ellers straffes overtrædelse med indtil 1 aars fængsel eller med pengebøder indtil 1500 mark. Bestemmelserne finder ikke anvendelse i jernbane-samfærdselen. Landstormsinspektionen har derfor truffet følgende bestemmelser: Det tillades – indtil videre – at passere feltpostkæden ved Frørup, Jels-Troldkær, Skodborg, Foldingbro, Bavngaard, Kamptrup, Gjelsbro og Spandet, men kun for den umiddelbart ved grænsen boende befolkning, naar det gælder ejendommens drift eller tilvejebringelse af næringsmidler til eget brug. For at passere de nævnte steder kræves en skriftlig tilladelse fra Bataillonskommandøren, forsynet med billede af indehaveren. De ovennævnte overgangssteder kan ikke passeres fra kl. 10 aften til kl. 6 morgen, undtagen naar bataillonskommandøren giver tilladelse i meget paatrængende tilfælde.

Hvem der vil forsyne sig med roer til menneskeføde

kan i Haderslev by til senest onsdagen den 7. marts melde sig i fødevarekontoret i raadhuset og straks faa den ønskede mængde. Fra den 8. marts standser byen med at levere roer.

Standset forretning

I Schleswigsche Grenzpost bekendtgøres af Haderslev Dampvaskeri og Badeanstalt, at forretningen paa grund af mangel paa kul og gas er standset indtil videre.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *