A.P. Andersen gjorde krigstjeneste ved Ballonzug 33. Observationsballonerne blev brugt til at lede den tyske artilleribeskydning.
Ved denne Offensiv, der begyndte næste Morgen, lærte jeg den nye Maade med Forlægning af Trommeilden at kende. Man var kommet ind paa at lave en Slags Ildvalse, en rullende Spærreild, d.v.s. man lagde f. Eks. Trommeilden den første Times Tid paa de forreste fjendtlige Stillinger, og saa f. Eks. hvert 20. Minut et Par Kilometer længere frem.
Denne Taktik skulde bevirke, at Infanteriet med ringest mulige Tab kunde storme de forskellige Stillinger paa Klokkeslæt, naar Fjenden var tromlet sammen , eller inden han kunde komme op af Dækningen eller faa Forstærkninger frem. Denne Ildvalse var ogsaa blevet anvendt ved den sidste Offensiv, ved Slaget mod Soissons og Chemin des Dames. Og Tyskerne havde her Held til at bryde frem til Chateau-Thierry, kun ca. 100 km fra Paris, hvor Amerikanerne for første Gang blev indsat og standsede Offensiven.
Ved vor Offensiv den 8. Juni, kaldet Slaget ved Noyon, var Franskmændene forberedte og pudsede Tyskerne med en ny Taktik. Ingen Styrker af Betydning blev udsat for Tyskernes indledende Bombardement. Først i en Afstand af 7 km fra de fjendtlige Batterier havde det franske Infanteri og Artilleri indrettet sig paa alvorlig Modstand.
Denne forfærdelige Kamp varede kun to Dage. Tyskerne trængte i en Dybde af 14 km gennem Stillingerne og satte Foden paa Højene foran Compiégne. Men de Metoder, der var anvendt i Forsvaret, kostede Tyskerne store Ofre, og en klog og elastisk Benyttelse af Terrænet sparede Franskmændene for mange Tab.
Vi kom ved denne Lejlighed igen for langt frem med vor Ballon og var paa et vist Tidspunkt kun ca. 300 m fra forreste Linie. Saa skød de vor Ballon i Brand, og vi maatte retirere. Hele den Gevinst, Ludendorff opnaaede, var kun en Landstrimmel paa ca. 14 km . Men et grufuldt Syn var det igen at se det Massemyrderi paa Infanteriet og alle de mange saarede og døende.
DSK-årbøger 1954
Der står i 3. afsnit: “.. var Franskmændene forberedte og pudsede Tyskerne med en ny Taktik.”
Ordet ‘pudsede’ i betydningen som her kendes og forstås måske af de fleste, eller kan forstås ud fra sammenhængen.
Men jeg vil alligevel hjælpe lidt på vej:
‘Pudsede’ betyder her narrede.
Ordene ‘puds’ og ‘pudse’ kan have mange forskellige betydninger, se fx sproget.dk og ordnet.dk
Et puds kendes således fra udtrykket ‘spille en et puds’.