Senest ændret den 26. juli 2017 10:26

Peter Clausen, Lundsgårdsmark, gennemgik i 1915 fem månedes rekrutuddannelse i Aabenraa under kommando af den særprægede major Knudsgaard fra “von Barsmark”

Det med at komme igennem uden at gøre sig bemærket, lykkedes kun til dels for mig. Da vi var færdige med rekrutuddannelsen, kom 70 mand, og de var næsten alle frivillige, til fronten.

Vi, der blev tilbage, fik stadig skiftende underofficerer. Jeg husker, at den første morgen, vi havde fået en ny og stillede op til indendørs tjeneste nede i de gamle karantænestalde på grund af regnvejr, skulle han have vore navne. Da jeg havde sagt mit, bemærkede han, at jeg var vist fra Sundeved-egnen og sikkert medlem af  ungdomsforeningen i Sottrup. Da han så, efter at jeg havde bekræftet det, fortsat udspurgte mig—og underholdningen foregik jo på tysk — og spurgte mig, om det ikke også var mig, der havde ledet gymnastikken dér, til trods for at det var forbudt, begyndte jeg at blive lidt betænkelig ved sagen, for jeg vidste altså ikke, hvad  meningen var. Men naturligvis måtte jeg indrømme, at det var mig, og så kom det på dansk: »Så kan De i aften komme hen i mit logi, for at vi kan snakke lidt sammen«.

Det var en anden udgang end den, jeg havde været belavet på. [Underofficeren kan meget vel have været H.C. Brodersen fra Nordborg, som på dette tidspunkt uddannede rekrutter i Aabenraa, RR]

Et par dage efter, da vi om morgenen stod oppe på torvet, kom Gosch og skulle have en mand, »mit guter Führung«, til at hjælpe skydeunderofficeren. Vor underofficer foreslog mig, og Gosch kiggede på mig, da han ikke erindrede, at jeg havde gjort mig særlig bemærket, hvad jeg jo heller ikke havde. Men jeg fik alligevel jobbet. Da de andre marcherede ud til eksercerpladsen, fulgte jeg med skydeunderofficeren tilbage til »Stadttheater«. På mit spørgsmål om, hvad jeg skulle lave, fik jeg til svar, at foreløbig skulle jeg tage den med ro, da han først skulle hjem til »mor« og have morgenkaffe. — Han var fra Styrtom.

En timestid senere, mens jeg sad og skrev brev, kom Gosch og spurgte, hvad jeg lavede. Jeg kunne kun fortælle ham, at jeg var afkommanderet til at hjælpe skydeunderofficeren, men at vi lige holdt en pause, da han var gået et ærinde i byen. — Så spurgte Gosch, hvad jeg var i civil, og fik at vide, at jeg var landmand, hvorpå han mente, at så måtte jeg også forstå at håndtere en spade, og jeg kunne gå ned i haven hos snedker Petersen og hjælpe en gartner dér. Gartneren viste sig at være en soldat fra en ældre afdeling.

Vi holdt ud der en halv snes dage. Hvad vi egentlig lavede, det kan jeg dårligt nok huske. Men en dag kom Gosch ud for at se til os, og han spurgte da, om vi ikke snart var færdige, hvad vi jo måtte indrømme, og at vi syntes, at nu var haven vist i orden.

Gosch spurgte så, hvad jeg nu ville lave, og jeg svarede, at et par dages orlov ikke var at foragte. — Jeg fik så tre dage, og glad var jeg. De dage var jeg hjemme og hjalp til i høsten.

Ja, det er jo ikke altid, at det går efter fortjeneste: Først drive den af i ti dage og så få tre dages orlov som belønning.

DSK-årbøger 1968