Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 på Vestfronten. “Zuaver” er betegnelsen for franske kolonitropper fra Nordafrika.
Dagbogsnotat
Hulvejen, søndag d. 7/2 1915
Atter i går én død. En granatsplint gennem brystet og død på stedet, hullet var næsten ikke til at se, og såret blødte slet ikke. Han stod vagt ved stenbarrikaden, der ligger ved det sidste hus i Lassigny på vejen til Roie. Ingen dækning er der til nogen af siderne. Nu er den feltvagt skyndsomt trukket ind, den behøves slet ikke, man kan ikke se den franske skyttegrav derfra, kommer der alarm, så skyder vagten vor højrefløj ind i nakken. Det skal altid koste blod, inden man bliver klog, å, hvor mange har nu ikke ladt livet, uden at det var nødigt, bare for en uforsigtighed af ledelsen, hjemme er der så knapt, at man tager invalide og krøblinger, så er det kun for, at man her kan ødsle med mennesker.
Om aftenen måtte vi slæbe planker og skydeskår til skyttegraven. Bagefter måtte jeg med ud at bære de døde væk. Om natten gennem den nedskudte by med en død kammerat.
Lassigny den 7. februar 1915
Kære søster!
Jeg ligger nu i en dyb hulvej ved Lassigny og har en mængde arbejdstjeneste; men det er bedre end granater. Det går på liv og levnet løs. Vi har hidtil haft det så hyggeligt
med en bæk, hvor vi hentede vand til vaskning og kogning.
Men, o skræk, da kom der med ét en zuav til syne, som har ligget siden september. Ham har jeg drukket mangen en kraftig bouillon på. Jeg havde i grunden slet ikke behøvet disse „maggier”, og det var intet under, at de altid var så kraftige. Prosit – der kommer mere for dagen end en lumpen zuav. Du behøver jo ikke at spise til middag, lige efter at du har læst dette; til fedtebrød kan man storartet døje den.
Jeg har tilfældig fået at vide, at det er søndag i dag. Mærke det sådan kan man ikke, i krigsalmanakken er alle dage grå. Men jeg er på vagtkommando, og tænk, så har jeg fri fire timer ad gangen, og de skal da også gå. Tak for dit brev af 31., det fik jeg i går. Det var jo sidste søndag, du sad og skrev det. Da har I vel lige drukket søndags eftermiddagskaffe. Du skriver om brune kager og kaffetabletter. Jeg takker på forhånd. – Her er mange mærkelige folk; der er en genial snedker fra Altona, som fra første færd har pådraget sig hele kompagniets opmærksomhed. Det er en værre røver og bandit; for det meste må man forarges over ham; men undertiden kan man heller ikke andet end le ad ham; han er som taget ud af en revyroman.
Han er så lang og ranglet, med et spidst, magert ansigt, og benene stråler ud i et skævt X. Når han fortæller sine krøniker,er det med gebærder af den forfærdeligste og mest mystiske art.
Så stikker han sin spidse næse lige op i ansigtet på én, låner én et par frygtelige øjne og fortæller med et hæst spøgelsestonefald: „Weest Du – kick mal og kuck mal!” Jeg glemmer ham aldrig fra Soissons; dér kom alle hans specielle evner til rig udnyttelse. Da vi havde taget heksekedelen, var det mørkt og vi var alle så trætte. Nu vilde vor snedker trykke sig for at stå vagt og forsvandt ned i en fransk understand nede i en kløft. Der lå allerede én; da han vågnede, var det langt op på formiddagen; han ruskede sin sidemand i armen, Hoch, Hoch! men han var ikke til at få vågen, han ned i lommen efter sin elektriske lygte – kick mal – kuck mal; da var det en død franskmand; men hvad der undrede ham var, at han ikke stank, for han havde ligget der i fjorten dage.
Da vi havde taget byen Croug, var Godemann første mand, der foretog en rekvireringsekspedition derned – og du kan tro, han fandt sager. Når han havde overlæsset sig med én slags, fandt han straks noget bedre og måtte så smide det første. I første omgang kom han med 30 par strømper, 10 tykke sweaters, 30 pd. chokolade og alle lommer fulde af krims-krams.
Næste gang havde han på sin ene skulder en sæk med 50 kødkonserves og på den anden en sæk med – håndgranater! og Weest du, så faldt han i skyttegraven over sine egne ben, og når du vidste, hvor farlige håndgranater er! En anden gang fandt han en trækasse, som var meget svær; han troede, den var fyldt med konserves, og slæbte af med den. Og – kick mal – da var den fuld af granater til revolverkanoner – og han kom væk i en fart.
